Palæstinenserne

Bestyrelsesmedlem Helene V. Jensen skrev følgende i Kristeligt Dagblad den 2. august 2014.

Danmark har siden regeringsskiftet i 2011, fordoblet støtten til det palæstinensiske selvstyre. Støtten udgør, ifølge www.altinget.dk d. 28. november 2013 250 millioner kroner årligt i 2014.

Vi kan konstatere, at terrororganisationen Hamas, som regerer i Gaza og som er gået i forbund med Fatah fra Vestbredden, i vid udstrækning har brugt pengene til terror. Raketter er ikke billige og Hamas har nu skudt over 12.000 raketter ind over Israel, bare siden 2005.

Et omfattende terrortunnelsystem fra Gaza og ind under bla. israelske børnehaver og kibbutser er nu også kommet for dagens lys. Det har heller ikke været billigt i og med, at det skønnes at der er brugt henved 800.000tons beton til formålet! I øvrigt får selvmordsbomberes familier klækkelige belønninger og TV-stationen i Gaza og for den sags skyld også på Vestbredden opildner til drab og had mod jøder.

Hvorfor skal danske skattekroner gå til den slags?

Bestyrelsesmedlemmerne Jeanette Rasmussen og Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Jyllands-Posten 11. maj 2012.

Der synes ikke at være etisk eller moralsk grænse for, hvilke lidelseshistorier Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, kan trivialisere eller opportunistisk tilskære, så de kan bruges som afsæt for hans rutinemæssige angreb på Israel.

Således også 11/5, hvor Fathi El-Abed sammenligner fængslingen af Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko med fængslingen af palæstinensiske terrorister. Timosjenko blev i fjor idømt syv års fængsel angiveligt på grund af magtmisbrug. Selv kalder hun fængslingen politisk og et forsøg på at afholde hendes parti, Blok Timosjenko, fra at deltage i fremtidige valg.

1.027 fanger løsladt

I den forbindelse synes vi, der er grund til at minde Fathi El-Abed om den fangeudveksling, som for nylig fandt sted efter aftale indgået mellem Hamas og den israelske regering.

Her løslod Israel i flere tempi 1.027 fanger, fortrinsvis palæstinensere og arabiske israelere til gengæld for én israelsk soldat, Gilad Shalit. De arabiske israelere fik alle som én lov til at vende tilbage til deres hjem i Israel. De frigivne palæstinensiske fanger var alle i modsætning til Gilad Shalit sunde, raske og velnærede, da de blev løsladt fra israelsk fangenskab.

Mange havde begået terrorhandlinger mod uskyldige civile. Tilsammen havde de ansvar for drabene på 569 civile israelere. Af de første knap 500 frigivne havde 280 fået livstidsdomme.

Vi kan bl.a. nævne Walid Abd al-Aziz Abd al-Hadi Anajas, som deltog i drab på 11 uskyldige unge mennesker i Moment Caféen i Jerusalem, og Nasir Sami Abd al-Razzaq Ali al-Nasser Yataima, der stod bag planlægningen af drabene på 30 uskyldige jøder på et hotel under en jødisk påskemiddag i Netanya.

Drab på uskyldige

Vi venter også spændt på at høre, hvordan Fathi El-Abed helt konkret stiller sig til de mange overgreb, bl.a tortur og summariske henrettelser, som Hamas begår mod sine egne landsmænd.

Endelig bør det for god ordens skyld nævnes, at Røde Kors naturligvis har adgang til at besøge indsatte i israelske fængsler, hvilket står i skærende kontrast til de forhold, som Hamas byder sine fanger.

Skal drab på uskyldige civile ikke have nogen konsekvenser i Fathi El-Abeds øjne? Eller gælder Fathi El-Abeds retsopfattelse mon kun for hans egne landsmænd?

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Berlingske Tidende 24. december 2011.

Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, harcelerer 24/12 over, at velhavende mennesker i Vesten tillader sig at bekymre sig om dyrevelfærd og støtte denne økonomisk, så længe palæstinenserne lider. Sultende børn i Afrika og udsatte børn i den tredje verden nævnes også, men det er først og fremmest “palæstinensernes tragiske skæbne og lidelser”, som trækkes frem.

Også jeg harmes.

Dog ikke over vesterlændinge, som støtter dyrevelfærd økonomisk. Jeg harmes derimod over kynismen hos palæstinensiske ledere, som trods en årelang, generøs økonomisk støtte fra Danmark, EU, USA og andre, stadig lader mange palæstinensere henslæbe livet i trøstesløse flygtningelejre.

Hvad er milliarderne så gået til? Højere levestandard? Bedre og mindre hadefuld uddannelse i de palæstinensiske selvstyreområder? Færre raketter fra Gaza? Desværre nej.

Siden oprettelsen af staten Israel har skiftende palæstinensiske ledere truet med at “drive jøderne i havet”. En trussel, som Ismail Haniyeh, nyudnævnt premierminister for Hamas desværre netop har svoret at indfri.

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer synspunkter fra Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, i Jyllands-Posten 27/9/2011.

Propagandaen er til at skære sig på, som når Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, 27/9 opfordrer Danmark til at “støtte det palæstinensiske folks retfærdige krav” og forsikrer, at “det palæstinensiske folk ønsker at leve i fred i et Palæstina side om side med Israel”.

Vi er ikke i tvivl om, at mange palæstinensere ønsker fred. Muligvis er nogle af dem også i deres stille sind parate til at anerkende Israel, men for en menig palæstinenser kan det være forbundet med livsfare at ytre noget i den retning.

Desværre er ingen palæstinensiske ledere indstillet på fred.

Så sent som august 2011 udtalte selvstyrets leder, Mahmoud Abbas:”Vi anerkender ikke den jødiske stat.” Og talsmanden for det islamistiske Hamas, Fawzi Barhoum, er lodret imod forhandlinger med Israel og forsikrer omverdenen om, at der ikke vil være plads til én eneste jøde i den nye stat.

Vi undrer os over, at palæstinenserne – specielt de palæstinensiske flygtninge – 60 år efter staten Israels oprettelse, ikke er kommet længere.

Massiv støtte

Det er nemlig ikke støtte, det har skortet på. Økonomisk har de palæstinensiske flygtninge en unik særstatus. Gruppen har eget budget i FN-regi, og budgettet er større end det, der er til rådighed for resten af verdens flygtninge – tilsammen.

Hvad bruger man så pengene på? Korruption, våben og terror.

Propaganda er en del af terroren. EU, herunder Danmark, har givet milliarder bl.a. til undervisning. Nogle af disse midler er blevet brugt til skolebøger, hvor Israel er fjernet fra landkortet. Andre bruges til propaganda-tv for børn, hvor en kanin lover at ville dræbe både jødiske og danske børn. Den undervisning, som tilbydes børn og unge i de palæstinensiske flygtningelejre, har religiøs, propaganderende karakter.

Israel arbejder for præcis det modsatte. Det gør man via Simon Peres Fredscenter, hvor man bl.a. gennem sportsarrangementer giver palæstinensiske og israelske børn mulighed for at mødes og opbygge en helt ny virkelighed – sammen. Hvornår følger de palæstinensiske ledere efter?

Debatindlæg i Jyllands-Posten den 7. april 2011

Talsmanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Fatih El-Abed rejser i JP 5/4 spørgsmålet om, hvornår turen kommer til en flyveforbudszone over det forarmede Gaza.

Det er svært at vide, om spørgsmålet er seriøst ment. Men hvis det er, kunne Israels venner sikkert med glæde slutte op om et sådant forslag – vel at mærke hvis Nato – eller hvem der fik opgaven – samtidig fik ordre på at hindre angreb fra Gaza mod israelske byer som Sderot, Askalon, Ashdod og andre.

Forholdene er jo meget langt fra det glansbillede, FEA giver. Det er da rystende, at FEA ikke er klar over, at Israel for længst har forladt Gaza-striben – så at tale om “ond besættelse” har intet med virkeligheden at gøre. Med mindre han mener, at terrororganisationen Hamas har besat Gaza, hvilket en del af indbyggerne sikkert vil nikke genkendende til – f.eks. de få tilbageværende kristne arabere i Gazastriben, de mange sekulariserede palæstinensere der ønsker frihed for et fundamentalistisk styre og mange af kvinderne, der nu undertrykkes.

Skal vi hjælpe dem, så er overflyvninger af Nato-fly måske en udmærket idé. Og som Natos flys nu bomber Gaddafis tanks og fly, så kunne Nato bombe Hamas’ raketaffyringsramper og dermed sikre den israelske befolkning i syd imod at skulle søge beskyttelsesrum og frygte drab og lemlæstelse – og som en positiv konsekvens dermed også sikre Gazas befolkning for gengældelsesangrebene.

FEA slutter med at hævde, at generelt ønsker det palæstinensiske folk fred, frihed og selvstændighed fra en ond besættelse, der har varet i over fire årtier. Rigtigt. Noget tyder på, at den nuværende palæstinensiske regering i Ramallah arbejder for fred og frihed.

Men situationen er jo en hel anden i Gaza-striben. Her trak Israel sig tilbage – opfyldte altså palæstinensernes ønske om selvstændighed fra en ond besættelse – og hvad har følgen været? Angreb og atter angreb mod fredelige israelske civile i hele det sydlige Israel.

Måske skulle den danske regering, næste gang den udsender FEA som officiel dansk udsending til Mellemøsten, sende ham en tur til Sderot og dér lade ham opleve hverdagen i et land, der nu igennem snart 63 år har været udsat for terrorangreb.