Israel

Terror glorificeres

Af Jette Plesner Dali, bestyrelsesmedlem

Sammen med kunstnergruppen TOETT planlægger Teater Sort Hvid en udstilling om martyrer, et såkaldt “Martyrmuseum”. Blandt de udstillede martyrer vil man blandt andet blive præsenteret for terroristerne Khalid og Ibrahim Bakraoui, som den 22. marts ved en selvmordsaktion i Bruxelles Lufthavn dræbte 17 uskyldige mennesker. En handske, som menes at have skjult selvudløseren til en af bomberne, vil også kunne ses på udstillingen.

“I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse indgår i udstillingen”, lyder det fra Ida Grarup, kunstnergruppen TOETT.

Vores forestilling om terrorister skal korrigeres

Christian Lollike, kunstnerisk direktør på teater Sort Hvid kalder selv udstillingen for et væsentligt værk, der “vender vores forestilling om rigtigt og forkert på hovedet, og som tvinger os til at forstå og forholde os til motiverne bag martyrier”.

Med andre ord: Arrangørerne ønsker at vi skal lære at “forstå” terrorister, som rettelig burde kaldes det, de er, nemlig massemordere.

Arrangørerne har ikke haft svært ved at finde opbakning til projektet. Udstillingen, der åbner 26. marts i Kødbyen i København, får solid økonomisk støtte på 9. mio. kr fra Københavns Kommune, Villumfonden, Lokale og Anlægsfonden og Realdania.

I skyggen af terror

I Israel, som den 14. maj har fejret landets oprettelse for 68 år siden, kender man kun alt for godt til terror og glorificeringen af terrorister, på arabisk ” shahids”.

Mahmoud Abbas, leder af Fatah, hædrer gerne fængslede terrorister ved at oplæse deres navne på palæstinensisk tv. Døde terrorister hædres ved, at gader og pladser navngives efter dem, og deres familier støttes økonomisk.

Den 18. april udførte Abd Al-Hamid Abu Sorour, 19-årig Hamas terrorist, en selvmordsaktion ved at placere en bombe i en bus i det sydøstlige Jerusalem. 21 personer blev såret ved angrebet.

Terroristen døde få dage senere døde af sine kvæstelser.

Han blev ved den lejlighed hyldet og velsignet på Fatah’s officielle Facebook side, hvor man den 21. april 2016 kunne læse følgende:

” #Martyrdom (Shahada)_unites_us

#Martyr (Shahid)_Yasser_Araftas_bloc

In the name of All Merciful Allah, (Allah) the Supreme said: “And never think of those who have been killed in the cause of Allah as dead. Rather they are alive with their Lord, receiving provision” (Sura 3:169, Sahih International) Great truth of God.”

Angrebet i Jerusalem fulgte i kølvandet på seks måneders palæstinensisk terror mod uskyldige civile israelere. Siden september 2015 har der været 2.200 angreb. Terroristerne skader ofrene ved at køre ind i dem med bil, nogle gange enkeltpersoner, andre gange grupper af ventende, f. eks. ved et busstoppested. Andre gange bruges skydevåben. Rigtig mange overfald er knivoverfald.

Det er til nu lykkedes terroristerne at dræbe 35 israelere og såre omkring 400.

Terror hyldes og belønnes

Ingen går fri, hverken børn eller gravide. Undervisningen sker blandt andet ved hjælp af plancher, men også ved direkte undervisning af palæstinensiske børn og unge i, hvordan man myrder jøder med kniv.

Terroristerne forsikres om, at Allah vil belønne dem i rigt mål. Familier, som har ofret en “martyr” i en højere sags tjeneste, belønnes økonomisk. Også fængslede terrorister støttes økonomisk af det palæstinensiske selvstyre.

Denne praksis har medført betydelig kritik fra medlemmer af Europa Parlamentet. Holland, Storbritannien og Tyskland, der i mange år har støttet de palæstinensiske myndigheder økonimsk, har forlangt at få indsigt i, hvad donationerne bruges til.

Indirekte støtte til terror

Af frygt for at miste støtten på over en milliard dollars, som det palæstinensiske selvstyre årligt modtager fra EU og USA, har man nedlagt ministeriet, som indtil da havde stået for betaling af lønninger til fængslede terrorister.

Officielt er det nu en særlig PLO-kommission, som er ansvarlig for dette. I virkeligheden er det tilsyneladende lykkedes de palæstinensiske myndigheder at snyde donorlandene.

Det skriver direktøren for Palestinian Media Wathch i en speciel rapport 27. april 2016. Man har fulgt pengeoverførsler foretaget i årene 2012 – 2015.

I 2015 – efter at man havde forsikret donorlandene om, at man ikke længere udbetalte løn til terrorister, og efter at man havde nedlagt ministeriet, som tidligere havde stået for dette – overførte man mere end det dobbelte af, hvad man ellers havde overført til PLO i de foregående år.

De ekstra penge, som PLO modtog i 2015, svarer ifølge rapporten nøjagtig til det beløb PLO behø vede for at kunne betale løn til terroristerne.

Terror skal bekæmpes, ikke forstås

For venner af Israel og tilhængere af demokrati må det vække bekymring, at “forståelse” for terrorister nu breder sig til Danmark. I stedet bør vi huske det 3-årige barn, som stod blandt døde og sårede i Bruxelles lufthavn og kaldte på sin mor.

Vi må heller ikke glemme Leopold Hecht, en 21-årig amerikansk jurastuderende, som lå døende på gaden foran Metroen i Bruxelles, mens han forsøgte at løfte armen som en sidste bøn om hjælp.

Drab på uskyldige civile er ondt og skal bekæmpes. Ikke forstås. Havde man udvist samme “forståelse” for Hitler, ville Europakortet have set ganske anderledes ud.

Når udstillingen “Martyrmuseum” åbner den 26. maj, sker det på et bagtæppe af ekstrem vold: Jøder, kristne og andre minoriteter chikaneres, forfølges og myrdes i stor stil.

I Syrien, Irak og Israel. I Gaza og på Vestbredden. Og nu også i Europa.

Det er ofrene for terror, som er de sande martyrer. Ikke terroristerne.

Danmark tavs om drab på jøder

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab

[Indlægget blev bragt i Fyens Stiftstidende den 31. januar 2016]

Siden 13. september 2015 er civile israelere i Israel og i Judæa og Samaria ramt af en grusom bølge af palæstinensisk terror i form af især knivoverfald, men også i form af skyderier og bilpåkørsler mod ventende ved bla. busstoppesteder. Angrebene forekommer næsten dagligt og i nogle tilfælde flere gange dagligt.

Blandt ofrene er børn, en ældre dame, forældre, der er blevet dræbt foran deres børn, gravid kvinde, alle forskellige civile israelere. Siden den 13. september 2015 er i alt 30 israelere blevet dræbt og 290 såret, heraf 25 kritisk ved hhv. 110 kvivangreb, 38 skudangreb og 22 angreb med bil. Masser af angreb er imidlertid blevet afværget.

Af seneste eksempler på udførte angreb kan nævnes, at en kvindelig bosætter ved navn Dafna Meir, som var mor til 4 børn + 2 plejebørn, blev myrdet i sit hjem i bosættelsen Otniel.

Gerningsmanden brød ind i familiens hjem, hvor han stak hende flere gange med en kniv. Den ældste datter var vidne til drabet og ringede efter hjælp, men da ambulancen nåede frem, var det for sent og Dafna var død. Gerningsmanden slap væk, men blev fundet efter intens eftersøgning. Det viste sig at være en blot 15 årig palæstinenser. Senere kom det frem, at denne palæstinenser har været influeret og opildnet til drab på jøder via det palæstinensiske selvstyres TV.

Kort efter dette drab blev en gravid kvinde, Michal Froman, stukket ned i bosættelsen Tekoa sydøst for Jerusalem. Ifølge det israelske ambulancevæsen, Magen David Adom, er kvindens tilstand heldigvis stabil. Den angiveligt 18-årige terrorist blev skudt på stedet.

I morges døde Shlomit Krigman, en 24 årig israelsk kvinde, som blev overfaldet med kniv i mandags. Og sådan er det blevet ved.

Det er bekymrende, at terroren i flere tilfælde, som det fremgår, er begået af palæstinensiske teenagere. En stor del af den palæstinensiske ungdom bliver indoktrineret til drab på jøder via bla. skoleundervisning og børneprogrammer på palæstinensisk tv. Det generelle billede er, at gerningsmændene bliver hyldet som martyrer og helte i de palæstinensiske områder. En ting er, at nogle palæstinensere vælger at tage en kniv eller en pistol og dræbe tilfældige jøder, det er tragisk og må fordømmes. Men når fordømmelsen ikke blot udebliver, men erstattes af lovprisning af terroristerne blandt palæstinensere og israelske arabere, virker vejen til fred nærmest uoverskuelig lang.

Det er også bekymrende, at to israelske arabere er blandt gerningsmændene.

Israel møder fordømmelse for sin håndtering af terror, fordi, gerningsmændene ofte bliver skudt på stedet, inden de forvolder mere skade med deres drabsvåben. Men fordømmelsen af de modbydelige terrorangreb udebliver fra verdenssamfundet! EU har endog indført mærkning af varer fra flere israelske områder, og den danske regering har på det seneste besluttet at støtte dette. I FN fortsætter fordømmelsen af Israel, KUN af Israel. Israel er truet fra alle sider af arabiske terrorbevægelser, der vil Israel til livs.

Og mens alt dette står på, hører vi i de danske medier om terrorangreb i enten Afghanistan, Paris, Pakistan, Jakarta, Ougadogu, mv. mens der er larmende stilhed om de angreb, som foregår mod civile israelere – næsten dagligt – og i nogle tilfælde flere gange dagligt. Hvorfor denne stilhed? Er det fordi det er jøder…?

Dansk presse er da netop afbalanceret

Af Otto Rühl, formand for Dansk-Israelsk Selskab

Leila Stockmarr havde den 15.okt et af sine sædvanlige voldsomme angreb på Israel – nu med et lidt nyt aspekt: At dansk presse skulle se sagen mere fra Israels side end fra palæstinensernes.

Leila Stockmarr og jeg må læse meget forskellige aviser – og se meget forskellige TV-kanaler – og jeg læser og ser dog en del. Men i de aviser, jeg læser og på de TV-kanaler, jeg ser, ser jeg sandelig en ret kritisk holdning til Israel – eller rettere sagt den nuværende israelske regerings politik – en skelnen, som nok går hen over hovedet på LS. Hun længes tydeligvis efter ”de gode gamle dage”, hvor en Ole Sippel uhindret fik lov til at propagandere mod Israel på DR aften efter aften – men de tider er da heldigvis i nogen grad forbi.

Alligevel undrer Israel-venner sig ofte over nyhedsdækningen –men af en ganske anden grund end LS. Igen og igen hører vi om Israels svar på angreb – men det er ikke altid, vi først får baggrunden. Og jeg har i flere TV-debatter med formanden for Palæstina-vennerne, Fathi El-Abed, oplevet en noget skæv fordeling af tiden – eller som da jeg for en gang skyld fik 50 % af taletiden – og bagefter fik at vide, at mit hoved kun dækkede lidt af skærmen – resten var sårede børn i Gaza – så var seerne da klar over, hvem der forsvarede ”de onde” !

Men nu har alle aviser og TV dækket den forfærdelige situation tæt – og selvfølgelig også oplyst om nogle palæstinenseres angreb på tilfældige, civile israelere – og så bliver LS ophidset – så forstår læserne jo bedre, at Israel er nødt til at forsvare sig – og bliver mindre tilbøjelige til at se situationen lige så sort- hvidt som LS. Ja, LS har naturligvis ret – det er vigtigt ”at prøve at forstå voldens rødder”. Og voldens rødder er selvfølgelig en snart 48 års besættelse – men da sandelig også palæstinensiske og andre arabiske ledere, der igen og igen har sagt nej til at afslutte denne situation. Først med de berygtede tre nej til overhovedet at snakke med Israel få måneder efter 6-dages- krigen – for slet ikke at tale om at anerkende eller slutte fred med Israel. Siden især den katastrofale beslutning i år 2000 om i Camp David at sige nej til Baraks tilbud om endelig tilbagetrækning.

Mulighederne har jo været der – især i årene efter Oslo-aftalerne, hvor der blev opbygget en større og større tillid på begge sider – der så blev ødelagt efter Arafats nej til at få sin egen stat. Og rigtigt – en løsning bliver vanskelige og vanskelige for hvert år, der går – fordi bosættelserne får lov at vokse og vokse – hvad der ikke just gør den endelige grænsedragning lettere.

For ti år siden tog Sharon så initiativet til at komme videre – og trak sig helt ud af Gaza – så volden fra Gaza kan vel næppe forklares med en israelsk besættelse?

Volden fra Gaza har så fået flere og flere israelere til at rykke til højre – så de sidste valg har været et voldsomt nederlag for fredsfløjen og en styrkelse af de mere yderliggående kræfter – trist set fra alle de menneskers synspunkt, som ønsker fred og ikke en optrapning af konflikten.

Og nu disse angreb – angreb, der får mange israelere til at købe våben og gøre klar til omgående at slå igen. En voldsspiral truer – dybt tragisk for palæstinenserne – især de, der de sidste ti år har prøvet at bygge et civilsamfund op i de palæstinensisk styrede byer – men da også dybt tragisk for israelerne, der i endnu højere grad vil føle sig belejrede. Og med det, der sker i deres nabolande, er der da en god grund til, at Israel allerede før følte sig usikker.

Dårlig journalistik og usaglige påstande

Bestyrelsesmedlem Helene V. Jensen har den 25. januar 2015 kommenteret debatten om Israels relationer til ICC, den internationale straffedomstol.

Tirsdag d. 20. januar 2015 bragte DR i radioen P1-morgen udsendelsen ”Urealistisk at Israel kan stoppe støtte til ICC.” Chefjurist i Dignity, Danish Institute Against Torture Therese Rytter kom i denne udsendelse med usaglige påstande om Israels ”krigsforbrydelser” under krigen mod terrororganisationen Hamas i Gaza i sommers. Påstande, der for lyttere, der ikke har dybdekendskab til baggrunden og forløbet af denne krig, kan føre til endnu mere had og modstand mod Israel end der allerede er i forvejen i vores samfund. Dette kan i værste fald give næring til endnu mere jødehad her i Danmark. Derfor vil jeg i det følgende rydde nogle misforståelser af vejen!

Israels bestræbelser på at minimere civile tab

De civile tab i Gaza var frygteligt store og meget større end Israels. Men de skal ses i lyset af terrororganisationen Hamas´ kyniske strategi om at bruge Gazas befolkning som levende skjolde direkte ved raket affyringsramperne og ved våbenlagrene, som meget ofte var placeret under skoler, ved beboelsesejendomme, på hospitaler mv. Dette er bekræftet af FN. Hamas beordrede befolkningen til at blive på stederne, også uanset at Israel havde advaret. bombninger. Og Hamas havde i modsætning til Israel ikke brugt penge på at bygge beskyttelsesrum til befolkningen.

Israel bestræbte sig på at undgå civile tab i Gaza. Her kan bl.a. nævnes:

· At Israel advarede beboerne inden der blev bombet, når det var muligt og der var civile, hvilket der meget ofte var pga Hama´s adfærd.

· At Israel overholdt alle våbenhviler,

Hvis Israel havde handlet kynisk, ville der have været endnu større civile tab hos palæstinenserne.

Tabstallene på begge sider i konflikten bliver ofte sat op mod hinanden. For mange vil den umiddelbare konklusion være, at når der er flest tab på palæstinensernes side, ja, så er de den svage part, som man har mest sympati for. Tabstallene siger dog intet i sig selv, hvis man ikke kender baggrunden for dem.
Når der ikke var flere civile tab på den israelske side, skyldes det, at den israelske regering sørgede for beskyttelse af sin befolkning i form af bla. beskyttelsesrum, sireneadvarselssystemer og Iron Dome, et a nti-raketsystem. Uden disse foranstaltninger, ville tabstallet på israelsk side have været kolossal – efter over 10.000 raketangreb fra Hamas.

Krigen og de mange civile ofre var fremkaldt af Hamas´ årelange raketbeskydninger ind i Israel. Og da krigen først var brudt ud, varede den længe og kostede yderlige menneskeliv pga. Hamas´ afslag af samtlige forslag om våbenhviler.

Usaglig og skævvredet kritik af IsraelMens Therese Rytter har travlt med at fordømme Israels selvforsvar overfor i tusindvis af raketter, sendt direkte mod civile israelere af terrororganisationen Hamas i Gaza – så foregår der blodige konflikter i eksempelvis Irak, Syrien, Congo og Den Central Afrikanske Republik, hvor hundredetusinder dør eller drives på flugt. Og palæstinenserne i Syrien slagtes af Assad, men her er Therese Rytter påfaldende tavs. Når nu hun vælger, på bekvem afstand, at udtale sig så usagligt og fordømmende om Israel, hvor har hun så været de sidste 9 år, hvor tæt på 10.000 raketter fra Hamas bogstaveligt er regnet ned over civile israelere? Er det mon fordi Israel ikke kan klandres for det?

Hvorfor omtalte og fordømte hun ikke, at Gazas befolkning må lide, fordi terrororganisationen Hamas har brugt ressourcerne på raketter og terrortunneller? Og hun har så vidt jeg ved heller ikke omtalt eller taget afstand fra, at Hamas har indskrænket religions- og ytringsfriheden for Gazas hårdt prøvede befolkning?

Hamas er en islamistisk terrororganisation, som ifølge deres charter, ønsker Israel udslettet ved Jihad, og som udbasunerer, at enhver jøde er legitimt mål.

Modsat dette er den israelske regerings holdning en tostatsløsning hvor israelere og palæstinensere lever side om side i fred. Den israelske regering oplyser endvidere, at de standser angreb mod terrormål i Gaza så snart terrororganisationen Hamas standser sine raketangreb mod Israels civile.
På denne baggrund virker det absurd, at anklage Israel for krigsforbrydelser. Israel overholder krigens spilleregler og har ret til at forsvare sig selv. At dette gav mange civile ofre i sommers, var noget Hamas sørgede for og kynisk kalkulerede med. Hamas regner med, at det giver sympati internationalt – og det gør det, hvis vi holdes i uvidenhed af ”eksperter” og ukritiske medier, der ikke går et lag dybere.

Desværre agerede DR journalisten i omtalte radioudsendelse kun som mikrofonholder, selvom det er utænkeligt at DR ikke har en viden om disse ting. Og de er unægtelig væsentlige at få med, da indslaget ellers bliver så skævvredet at det nærmer sig uhæderlig journalistik, som tilfældet var.

En svag EU-repræsentant og en klog forfatter, Amos Oz

Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer undertrykkelsen af kvinder i de arabiske lande, offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15/6/2011.

FN har i mange rapporter peget på, at det især er undertrykkelsen af kvinderne, der har hindret fremkomsten af levedygtige demokratier og vækst i levestandard i de arabiske lande. Der peges blandt andet på behovet for, at kvinderne kan tage en uddannelse, få mulighed for at bruge den og desuden mulighed for at deltage i de politiske beslutningsprocesser i landet som en vigtig forudsætning for fremgang.

Specielt i Nordafrika og i Mellemøsten er kvinderne undertrykte. I mediernes dækning af “det arabiske forår”, der vel snarere burde kaldes for “omvæltningerne i den arabiske verden”, har man på presse- og videoklip næsten kun set store grupper af mænd på gaden, og det er også dem, der får lov at udtale sig.

Det omtales og dækkes ikke som et selvstændigt emne eller problem, at kvinderne mangler. Man overser, at der her ligger et grundlæggende demokratisk problem, som også burde omtales, fordi historien, der fortælles drejer sig om, hvorvidt masserne ønsker demokrati, og om det vil kunne lade sig gøre. Kvinder udgør halvdelen af befolkningen, og demokratiet fordrer en ligeværdighed mellem de to køn.

Tænk, hvis medierne i tilfældet Sydafrika under apartheidstyret ikke havde gjort ret meget ud af, at den sorte del af befolkningen ikke måtte bestride vigtige embeder eller deltage i de politiske processer og var berøvet store dele af deres grundlæggende borgerrettigheder. Det var et kæmpe demokratisk problem, og sådan blev det også omtalt og behandlet af medierne dengang. Men i dag synes mange at mene, at det ikke er lige så alvorligt, når det er kvinderne, der læres op til at skulle “blive hjemme” og betjene familierne samt holde sig væk fra gaden og det politiske liv.

Den indsigtsfulde og livskloge, israelske forfatter Amos Oz sagde i et fremragende interview i Kristeligt Dagblad den 3. juni, at hovedårsagen til problemerne med opstandene og det manglende demokrati i den arabiske verden er undertrykkelsen af kvinder.

Han tilføjede, at der er opstået en ny, ung generation, som vil den moderne verden og demokratiet, men at der samtidig er store grupper af islamister, der vil føre den arabiske verden tilbage til middelalderen og indføre tilstande som i Iran. Og vi aner ikke, hvem der vil vinde. I demonstrationerne finder man både demokrater og islamister.

Dett er klar tale og en god analyse. Jeg tror, han har ret.

I modsætning til disse ord kunne man i avisen den 4. juni læse, at Catherine Ashton, EU’s udenrigspolitiske repræsentant, siger om de arabiske lande og kvindespørgsmålet, at hun i Yemen mødte kvinder, som sagde til hende:”Vi har brug for, at kvinder tror på sig selv, så de kan forstå, at de kan blive involveret i opbygningen af vores demokrati.”

Det trækker hun frem som et godt udsagn. Hun burde ikke som demokrat være tilfreds med, at kvinder “kan” blive involveret i demokratiet. Kvinderne “skal” involveres. Der mangler en helt grundlæggende demokratiforståelse fra Ashtons side af, at det er en nødvendig forudsætning for et demokrati, at kvinder deltager på lige fod med mænd som politisk ligeværdige.

Det overrasker mig desværre ikke, at netop en repræsentant for EU viser manglende rygrad og svaghed, når det gælder demokratiopfattelsen. Og igennem hele indlægget, som handlede om det arabiske forår, undlod Catherine Ashton at nævne islamismen, som ellers er en helt central spiller, man ikke kan komme udenom udgør en stor risiko for, at det ikke bliver et forår. Jeg synes man fik et mere realistisk billede samt en rankere demokratisk ryg fra en livsklog forfatter.

Bravo Billedredaktør!

April 2004

Af Otto Rühl, formand for Dansk-Israelsk Selskab

Efter fredagsbønnen blev der endnu engang kastet sten oppe fra Tempelpladsen ned mod bedende jøder ved Vestmuren. Som nok eneste avis bragte Berlingske Tidende et billede af jøder, der må føres væk på grund af stenkastningen – og ikke af israelsk politi, der efterfølgende rykkede ind på Tempelpladsen. Dansk-israelsk Selskab kommenterede dette i følgende indlæg:

Vi lever i en verden, hvor billederne bliver vigtigere og vigtigere – slå op i en avis for blot tyve år siden og sammenlign: Der er kommet langt flere billeder – og billederne kan tit gøre noget, en lang tekst ikke kan: Vise os situationen, så vi nærmest føler, at vi selv har været dér.

Berlingske Tidende er med god grund stolt af, at avisens pressefotografer vinder den ene pris efter den anden – ofte med nogle barske billeder – billeder fra konflikterne rundt i verden, hvor billederne igen – måske – kan få os til at gribes af vrede over den megen ondskab og nød i verden.

Derfor er det også afgørende, hvilket billede/billeder man vælger at illustrere en artikel med – og derfor fortjener Berlingske Tidendes billedredaktion en stor pris for sit billedvalg i forbindelse med forrige uges reportage fra urolighederne omkring Tempelpladsen i Jerusalem. Jeg håber, der eksisterer sådan en pris – ellers bør nogen straks indstifte den !

Lad os lige huske, hvad der skete: Det var sidste fredag – som sædvanlig før sabbatten var der flere bedende jøder ved resterne af Templets gamle vestmur – også kaldet ”Klage- eller Grædemuren”. Men fredag er også muslimsk helligdag – der var bøn i Al Aksa-moskeen oppe på Tempelbjerget. Da bønnen er færdig, begynder unge muslimer at kaste sten ned mod de bedende jøder – et ondskabsfuldt overgreb på bedende mennesker, hvoraf mange var ældre mennesker. Og et angreb på helt uskyldige mennesker – disse mennesker bad en bøn ved det, der er tilbage af deres oprindelige Tempel.

Israelsk politi gik derpå op på Tempelpladsen – og tilkaldte forstærkninger – der blev fortsat kastet med sten – nu mod betjentene. Tempelpladsen er helligt område – det forhindrede ikke muslimerne i at kaste med sten – og følgelig heller ikke det israelske politi i at forsøge at stoppe dem – bl.a. med tåregas. Og nu iler journalisterne til Tempelpladsen – der er uro, der er sammenstød, der er vold – israelsk politi skyder på bedende muslimer og er trængt ind på Tempelpladsen – vi husker alle, hvordan episoder som denne har udløst en bølge af vold de sidste år.

Hvilket billede skal nu illustrere omtale af denne episode. Gæt ! For størstedelen af pressen og TV er der selvfølgelig ingen tvivl – ”Israelsk politi overfaldt i dag bedende muslimer på Tempelpladsen” – vi må have nogle billeder af skydende israelske betjente og skræmte muslimer – helst kvinder og børn, hvis vi kan finde nogle sådanne !

Men på Berlingske Tidende sad en modig billedredaktør – måske en helt modig billedredaktion – del prisen, hvis I var flere om det modige og enestående valg ! Berlingske Tidende valgte at illustrere episoden med et billede af – – en gamle jødisk mand, der af en betjent hjælpes væk fra Grædenmuren – beskyttet af betjenten mod flere sten – en sten kastet oppe fra Tempelpladsen med fuld kraft er jo ikke drengestreger ! Det var jo sådan, det begyndte – det var jo det, der var ”Historien” ! Det forstod billedredaktøren på Berlingske Tidende – og herfra skal derfor lyde en varm tak og et stort tillykke med den pris, der forhåbentlig bliver tildelt jer !

 

Kan situationen i Israel forklares?

Marts 2004

Af Otto Rühl, formand for Dansk-israelsk Selskab

I Helsingør Dagblad havde redaktør John Bech efterlyst en forklaring på det, han kaldte ”mareridtet” – dem meget vanskelige situation i Israel lige nu. Dansk-israelsk Selskab svarede:

John Bech havde den 23.marts en meget tankevækkende leder om situationen lige nu i Mellemøsten under overskriften ”Forklaringen på mareridtet” – tankevækkende, fordi der tydeligvis bagved ligger en meget stor interesse for Israels situation – og tankevækkende fordi den ikke skildrer situationen sort/hvidt – men – kunne man desværre fristes til at sige – ”sort i sort”, jf. overskriftens ”mareridtet.”

Jeg er meget langt hen ad vejen enig med John Bech – når jeg i disse måneder deltager i debatmøder om situationen i Israel, kan jeg som regel enes med min modpart blandt repræsentanter fra Dansk-palæstinsisk Venskabsforening om, at situationen pt er ”et mareridt” – uenigheden kommer først, når man skal have modparten til at indrømme, at OGSÅ israelerne lider – og baggrunden for situationen bliver vi stadig aldrig enige om.

John Bech skriver meget meget rigtigt, at Israels premierminister Ariel Sharon ”har sin forudsætning i den israelske befolkning, eftersom han er kommet til magten ved et demokratisk valg”. Men dér vil jeg gerne tilføje noget – noget, der måske kan ”bidrage til forståelsen af den dybere baggrund for den optrapning, der er sket i de senere år” – det, John Bech efterlyser.

For HVORFOR valgte israelerne dog Ariel Sharon i 2001 ? Sharon havde længe været en outsider – og i 1999 havde israelerne jo netop valgt Yehud Barak fra Arbejderpartiet (AVODA) til premierminister. Altså en mand med en helt anden linie – en mand, der lovede at arbejde for en fred med palæstinenserne. Det skyldes én og kun én ting: Begivenhederne i de knap to år, Barak fik lov til at sidde som premierminister !

Barak gik straks i gang med at sikre en fredsaftale. Han trak de israelske styrker ud fra det sydlige Libanon, hvor de havde beskyttet det nordlige Israel mod angreb nordfra, og i sommeren 2000 drog han til Camp David, hvortil Clinton havde indbudt både ham og Arafat for at skabe en endelige fredsslutning.

Men hvad skete ? Barak tilbød ham 95 % af det, Arafat og PLO efter sigende havde kæmpet for – en palæstinensisk stat – og Arafat sagde nej ! I 3 ½ år har jeg prøvet at få svar på, hvorfor – og aldrig fået det. Det er nemlig umuligt at forklare – medmindre Arafat ikke ønsker nogen fred og ikke ønsker en to-stats-løsning – altså en arabisk/palæstinensisk stat side om side med den israelske stat. Barak – og Clinton – prøvede resten af deres regeringstid at få Arafat til at ombestemme sig – Clinton brugte de sidste døgn af sin præsidenttid i januar 2001 på spørgsmålet – Barak gik endnu videre og talte om en deling af Jerusalem – men nej, Arafat ønskede ikke fred !

Derfor stod Barak svagt ved valget i 2001: Hvordan skulle han argumentere for, at israelerne skulle stemme på ham og hans fredspolitik – når modparten ikke ønskede fred ? Sharon havde let spil: Han lovede sikkerhed – og fred – men fred på helt andre betingelser.

Hans sejr skyldes uden tvivl også – som John Bech skriver – Israels ændrede befolkningssammensætning – med en langt større andel sefardiske – mellemøstlige – jøder – og færre jøder med en europæiske baggrund. Men også mange af de israelere, der har en europæisk baggrund, stemte på Sharon – fordi der ingen alternativ var ! Hvem ville Barak slutte fred med – når Arafat ikke ville ? Det blev der aldrig givet et klar svar på – og vi fik Sharon som premierminister.

Vi må så konstatere, at Sharon faktisk de første måneder levede op til det krav, John Bech citerer Per Stig Møller for at fremsætte: Nemlig ikke at slå igen. Sharon overraskede omverdenen ved ikke at slå igen ! Men det er også klart, at dette ikke kunne fortsætte – med en tidligere elev fra Helsingør Gymnasium havnede jeg i oktober 2001 pludselig midt i en kæmpe-demonstration MOD Sharon i Jerusalem – og nej – det var ikke fredsfløjen, der demonstrerede – det var højrefløjen i Israel, der var rasende over Sharons tøven !

Siden har Sharon slået igen – men i sandhedens interesse må man vel sige, at han er fortsat med at provokere Israels højrefløj: Som den første Likud-leder – Likud er Israels højreparti – har Sharon kaldt Vestbredden og Gaza ”besatte områder”, og gjort klart, at Israel selvfølgelig ikke kan beholde disse områder – og han gør nu klar til at rømme Gaza. Sharon har også bøjet sig for kravet om en beskyttelsesafspærring til Vestbredden, som man altid har haft mellem Gaza og Israel – igen til højrefløjens raseri, fordi Hegnet jo klart viser, at det, der ligger på den anden side, IKKE er Israel.

Sharon provokerer så også omverdenen og mange af Israels venner ved flere steder at bygge Hegnet og afspærringen inde på Vestbredden – men igen må man huske: Der er pt ingen palæstinensiske leder, der vil forhandle fred med Israel.

Den dag, det sker – og lad den dag komme hurtigt, for situationen lige nu ER et mareridt – den dag kan man fastsætte en grænse mellem Israel og den palæstinensiske stat – som Egypten i 1979 fastsatte sin grænse med Israel og Jordan i 1994 sin – og den dag vil der måske ikke være brug for et hegn – for de to stater vil være nødt til at samarbejde om økonomi, handel og vand.