Terror glorificeres

Af Jette Plesner Dali, bestyrelsesmedlem

Sammen med kunstnergruppen TOETT planlægger Teater Sort Hvid en udstilling om martyrer, et såkaldt “Martyrmuseum”. Blandt de udstillede martyrer vil man blandt andet blive præsenteret for terroristerne Khalid og Ibrahim Bakraoui, som den 22. marts ved en selvmordsaktion i Bruxelles Lufthavn dræbte 17 uskyldige mennesker. En handske, som menes at have skjult selvudløseren til en af bomberne, vil også kunne ses på udstillingen.

“I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse indgår i udstillingen”, lyder det fra Ida Grarup, kunstnergruppen TOETT.

Vores forestilling om terrorister skal korrigeres

Christian Lollike, kunstnerisk direktør på teater Sort Hvid kalder selv udstillingen for et væsentligt værk, der “vender vores forestilling om rigtigt og forkert på hovedet, og som tvinger os til at forstå og forholde os til motiverne bag martyrier”.

Med andre ord: Arrangørerne ønsker at vi skal lære at “forstå” terrorister, som rettelig burde kaldes det, de er, nemlig massemordere.

Arrangørerne har ikke haft svært ved at finde opbakning til projektet. Udstillingen, der åbner 26. marts i Kødbyen i København, får solid økonomisk støtte på 9. mio. kr fra Københavns Kommune, Villumfonden, Lokale og Anlægsfonden og Realdania.

I skyggen af terror

I Israel, som den 14. maj har fejret landets oprettelse for 68 år siden, kender man kun alt for godt til terror og glorificeringen af terrorister, på arabisk ” shahids”.

Mahmoud Abbas, leder af Fatah, hædrer gerne fængslede terrorister ved at oplæse deres navne på palæstinensisk tv. Døde terrorister hædres ved, at gader og pladser navngives efter dem, og deres familier støttes økonomisk.

Den 18. april udførte Abd Al-Hamid Abu Sorour, 19-årig Hamas terrorist, en selvmordsaktion ved at placere en bombe i en bus i det sydøstlige Jerusalem. 21 personer blev såret ved angrebet.

Terroristen døde få dage senere døde af sine kvæstelser.

Han blev ved den lejlighed hyldet og velsignet på Fatah’s officielle Facebook side, hvor man den 21. april 2016 kunne læse følgende:

” #Martyrdom (Shahada)_unites_us

#Martyr (Shahid)_Yasser_Araftas_bloc

In the name of All Merciful Allah, (Allah) the Supreme said: “And never think of those who have been killed in the cause of Allah as dead. Rather they are alive with their Lord, receiving provision” (Sura 3:169, Sahih International) Great truth of God.”

Angrebet i Jerusalem fulgte i kølvandet på seks måneders palæstinensisk terror mod uskyldige civile israelere. Siden september 2015 har der været 2.200 angreb. Terroristerne skader ofrene ved at køre ind i dem med bil, nogle gange enkeltpersoner, andre gange grupper af ventende, f. eks. ved et busstoppested. Andre gange bruges skydevåben. Rigtig mange overfald er knivoverfald.

Det er til nu lykkedes terroristerne at dræbe 35 israelere og såre omkring 400.

Terror hyldes og belønnes

Ingen går fri, hverken børn eller gravide. Undervisningen sker blandt andet ved hjælp af plancher, men også ved direkte undervisning af palæstinensiske børn og unge i, hvordan man myrder jøder med kniv.

Terroristerne forsikres om, at Allah vil belønne dem i rigt mål. Familier, som har ofret en “martyr” i en højere sags tjeneste, belønnes økonomisk. Også fængslede terrorister støttes økonomisk af det palæstinensiske selvstyre.

Denne praksis har medført betydelig kritik fra medlemmer af Europa Parlamentet. Holland, Storbritannien og Tyskland, der i mange år har støttet de palæstinensiske myndigheder økonimsk, har forlangt at få indsigt i, hvad donationerne bruges til.

Indirekte støtte til terror

Af frygt for at miste støtten på over en milliard dollars, som det palæstinensiske selvstyre årligt modtager fra EU og USA, har man nedlagt ministeriet, som indtil da havde stået for betaling af lønninger til fængslede terrorister.

Officielt er det nu en særlig PLO-kommission, som er ansvarlig for dette. I virkeligheden er det tilsyneladende lykkedes de palæstinensiske myndigheder at snyde donorlandene.

Det skriver direktøren for Palestinian Media Wathch i en speciel rapport 27. april 2016. Man har fulgt pengeoverførsler foretaget i årene 2012 – 2015.

I 2015 – efter at man havde forsikret donorlandene om, at man ikke længere udbetalte løn til terrorister, og efter at man havde nedlagt ministeriet, som tidligere havde stået for dette – overførte man mere end det dobbelte af, hvad man ellers havde overført til PLO i de foregående år.

De ekstra penge, som PLO modtog i 2015, svarer ifølge rapporten nøjagtig til det beløb PLO behø vede for at kunne betale løn til terroristerne.

Terror skal bekæmpes, ikke forstås

For venner af Israel og tilhængere af demokrati må det vække bekymring, at “forståelse” for terrorister nu breder sig til Danmark. I stedet bør vi huske det 3-årige barn, som stod blandt døde og sårede i Bruxelles lufthavn og kaldte på sin mor.

Vi må heller ikke glemme Leopold Hecht, en 21-årig amerikansk jurastuderende, som lå døende på gaden foran Metroen i Bruxelles, mens han forsøgte at løfte armen som en sidste bøn om hjælp.

Drab på uskyldige civile er ondt og skal bekæmpes. Ikke forstås. Havde man udvist samme “forståelse” for Hitler, ville Europakortet have set ganske anderledes ud.

Når udstillingen “Martyrmuseum” åbner den 26. maj, sker det på et bagtæppe af ekstrem vold: Jøder, kristne og andre minoriteter chikaneres, forfølges og myrdes i stor stil.

I Syrien, Irak og Israel. I Gaza og på Vestbredden. Og nu også i Europa.

Det er ofrene for terror, som er de sande martyrer. Ikke terroristerne.

En svag EU-repræsentant og en klog forfatter, Amos Oz

Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer undertrykkelsen af kvinder i de arabiske lande, offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15/6/2011.

FN har i mange rapporter peget på, at det især er undertrykkelsen af kvinderne, der har hindret fremkomsten af levedygtige demokratier og vækst i levestandard i de arabiske lande. Der peges blandt andet på behovet for, at kvinderne kan tage en uddannelse, få mulighed for at bruge den og desuden mulighed for at deltage i de politiske beslutningsprocesser i landet som en vigtig forudsætning for fremgang.

Specielt i Nordafrika og i Mellemøsten er kvinderne undertrykte. I mediernes dækning af “det arabiske forår”, der vel snarere burde kaldes for “omvæltningerne i den arabiske verden”, har man på presse- og videoklip næsten kun set store grupper af mænd på gaden, og det er også dem, der får lov at udtale sig.

Det omtales og dækkes ikke som et selvstændigt emne eller problem, at kvinderne mangler. Man overser, at der her ligger et grundlæggende demokratisk problem, som også burde omtales, fordi historien, der fortælles drejer sig om, hvorvidt masserne ønsker demokrati, og om det vil kunne lade sig gøre. Kvinder udgør halvdelen af befolkningen, og demokratiet fordrer en ligeværdighed mellem de to køn.

Tænk, hvis medierne i tilfældet Sydafrika under apartheidstyret ikke havde gjort ret meget ud af, at den sorte del af befolkningen ikke måtte bestride vigtige embeder eller deltage i de politiske processer og var berøvet store dele af deres grundlæggende borgerrettigheder. Det var et kæmpe demokratisk problem, og sådan blev det også omtalt og behandlet af medierne dengang. Men i dag synes mange at mene, at det ikke er lige så alvorligt, når det er kvinderne, der læres op til at skulle “blive hjemme” og betjene familierne samt holde sig væk fra gaden og det politiske liv.

Den indsigtsfulde og livskloge, israelske forfatter Amos Oz sagde i et fremragende interview i Kristeligt Dagblad den 3. juni, at hovedårsagen til problemerne med opstandene og det manglende demokrati i den arabiske verden er undertrykkelsen af kvinder.

Han tilføjede, at der er opstået en ny, ung generation, som vil den moderne verden og demokratiet, men at der samtidig er store grupper af islamister, der vil føre den arabiske verden tilbage til middelalderen og indføre tilstande som i Iran. Og vi aner ikke, hvem der vil vinde. I demonstrationerne finder man både demokrater og islamister.

Dett er klar tale og en god analyse. Jeg tror, han har ret.

I modsætning til disse ord kunne man i avisen den 4. juni læse, at Catherine Ashton, EU’s udenrigspolitiske repræsentant, siger om de arabiske lande og kvindespørgsmålet, at hun i Yemen mødte kvinder, som sagde til hende:”Vi har brug for, at kvinder tror på sig selv, så de kan forstå, at de kan blive involveret i opbygningen af vores demokrati.”

Det trækker hun frem som et godt udsagn. Hun burde ikke som demokrat være tilfreds med, at kvinder “kan” blive involveret i demokratiet. Kvinderne “skal” involveres. Der mangler en helt grundlæggende demokratiforståelse fra Ashtons side af, at det er en nødvendig forudsætning for et demokrati, at kvinder deltager på lige fod med mænd som politisk ligeværdige.

Det overrasker mig desværre ikke, at netop en repræsentant for EU viser manglende rygrad og svaghed, når det gælder demokratiopfattelsen. Og igennem hele indlægget, som handlede om det arabiske forår, undlod Catherine Ashton at nævne islamismen, som ellers er en helt central spiller, man ikke kan komme udenom udgør en stor risiko for, at det ikke bliver et forår. Jeg synes man fik et mere realistisk billede samt en rankere demokratisk ryg fra en livsklog forfatter.