Dansk presse er da netop afbalanceret

Af Otto Rühl, formand for Dansk-Israelsk Selskab

Leila Stockmarr havde den 15.okt et af sine sædvanlige voldsomme angreb på Israel – nu med et lidt nyt aspekt: At dansk presse skulle se sagen mere fra Israels side end fra palæstinensernes.

Leila Stockmarr og jeg må læse meget forskellige aviser – og se meget forskellige TV-kanaler – og jeg læser og ser dog en del. Men i de aviser, jeg læser og på de TV-kanaler, jeg ser, ser jeg sandelig en ret kritisk holdning til Israel – eller rettere sagt den nuværende israelske regerings politik – en skelnen, som nok går hen over hovedet på LS. Hun længes tydeligvis efter ”de gode gamle dage”, hvor en Ole Sippel uhindret fik lov til at propagandere mod Israel på DR aften efter aften – men de tider er da heldigvis i nogen grad forbi.

Alligevel undrer Israel-venner sig ofte over nyhedsdækningen –men af en ganske anden grund end LS. Igen og igen hører vi om Israels svar på angreb – men det er ikke altid, vi først får baggrunden. Og jeg har i flere TV-debatter med formanden for Palæstina-vennerne, Fathi El-Abed, oplevet en noget skæv fordeling af tiden – eller som da jeg for en gang skyld fik 50 % af taletiden – og bagefter fik at vide, at mit hoved kun dækkede lidt af skærmen – resten var sårede børn i Gaza – så var seerne da klar over, hvem der forsvarede ”de onde” !

Men nu har alle aviser og TV dækket den forfærdelige situation tæt – og selvfølgelig også oplyst om nogle palæstinenseres angreb på tilfældige, civile israelere – og så bliver LS ophidset – så forstår læserne jo bedre, at Israel er nødt til at forsvare sig – og bliver mindre tilbøjelige til at se situationen lige så sort- hvidt som LS. Ja, LS har naturligvis ret – det er vigtigt ”at prøve at forstå voldens rødder”. Og voldens rødder er selvfølgelig en snart 48 års besættelse – men da sandelig også palæstinensiske og andre arabiske ledere, der igen og igen har sagt nej til at afslutte denne situation. Først med de berygtede tre nej til overhovedet at snakke med Israel få måneder efter 6-dages- krigen – for slet ikke at tale om at anerkende eller slutte fred med Israel. Siden især den katastrofale beslutning i år 2000 om i Camp David at sige nej til Baraks tilbud om endelig tilbagetrækning.

Mulighederne har jo været der – især i årene efter Oslo-aftalerne, hvor der blev opbygget en større og større tillid på begge sider – der så blev ødelagt efter Arafats nej til at få sin egen stat. Og rigtigt – en løsning bliver vanskelige og vanskelige for hvert år, der går – fordi bosættelserne får lov at vokse og vokse – hvad der ikke just gør den endelige grænsedragning lettere.

For ti år siden tog Sharon så initiativet til at komme videre – og trak sig helt ud af Gaza – så volden fra Gaza kan vel næppe forklares med en israelsk besættelse?

Volden fra Gaza har så fået flere og flere israelere til at rykke til højre – så de sidste valg har været et voldsomt nederlag for fredsfløjen og en styrkelse af de mere yderliggående kræfter – trist set fra alle de menneskers synspunkt, som ønsker fred og ikke en optrapning af konflikten.

Og nu disse angreb – angreb, der får mange israelere til at købe våben og gøre klar til omgående at slå igen. En voldsspiral truer – dybt tragisk for palæstinenserne – især de, der de sidste ti år har prøvet at bygge et civilsamfund op i de palæstinensisk styrede byer – men da også dybt tragisk for israelerne, der i endnu højere grad vil føle sig belejrede. Og med det, der sker i deres nabolande, er der da en god grund til, at Israel allerede før følte sig usikker.

Dårlig journalistik og usaglige påstande

Bestyrelsesmedlem Helene V. Jensen har den 25. januar 2015 kommenteret debatten om Israels relationer til ICC, den internationale straffedomstol.

Tirsdag d. 20. januar 2015 bragte DR i radioen P1-morgen udsendelsen ”Urealistisk at Israel kan stoppe støtte til ICC.” Chefjurist i Dignity, Danish Institute Against Torture Therese Rytter kom i denne udsendelse med usaglige påstande om Israels ”krigsforbrydelser” under krigen mod terrororganisationen Hamas i Gaza i sommers. Påstande, der for lyttere, der ikke har dybdekendskab til baggrunden og forløbet af denne krig, kan føre til endnu mere had og modstand mod Israel end der allerede er i forvejen i vores samfund. Dette kan i værste fald give næring til endnu mere jødehad her i Danmark. Derfor vil jeg i det følgende rydde nogle misforståelser af vejen!

Israels bestræbelser på at minimere civile tab

De civile tab i Gaza var frygteligt store og meget større end Israels. Men de skal ses i lyset af terrororganisationen Hamas´ kyniske strategi om at bruge Gazas befolkning som levende skjolde direkte ved raket affyringsramperne og ved våbenlagrene, som meget ofte var placeret under skoler, ved beboelsesejendomme, på hospitaler mv. Dette er bekræftet af FN. Hamas beordrede befolkningen til at blive på stederne, også uanset at Israel havde advaret. bombninger. Og Hamas havde i modsætning til Israel ikke brugt penge på at bygge beskyttelsesrum til befolkningen.

Israel bestræbte sig på at undgå civile tab i Gaza. Her kan bl.a. nævnes:

· At Israel advarede beboerne inden der blev bombet, når det var muligt og der var civile, hvilket der meget ofte var pga Hama´s adfærd.

· At Israel overholdt alle våbenhviler,

Hvis Israel havde handlet kynisk, ville der have været endnu større civile tab hos palæstinenserne.

Tabstallene på begge sider i konflikten bliver ofte sat op mod hinanden. For mange vil den umiddelbare konklusion være, at når der er flest tab på palæstinensernes side, ja, så er de den svage part, som man har mest sympati for. Tabstallene siger dog intet i sig selv, hvis man ikke kender baggrunden for dem.
Når der ikke var flere civile tab på den israelske side, skyldes det, at den israelske regering sørgede for beskyttelse af sin befolkning i form af bla. beskyttelsesrum, sireneadvarselssystemer og Iron Dome, et a nti-raketsystem. Uden disse foranstaltninger, ville tabstallet på israelsk side have været kolossal – efter over 10.000 raketangreb fra Hamas.

Krigen og de mange civile ofre var fremkaldt af Hamas´ årelange raketbeskydninger ind i Israel. Og da krigen først var brudt ud, varede den længe og kostede yderlige menneskeliv pga. Hamas´ afslag af samtlige forslag om våbenhviler.

Usaglig og skævvredet kritik af IsraelMens Therese Rytter har travlt med at fordømme Israels selvforsvar overfor i tusindvis af raketter, sendt direkte mod civile israelere af terrororganisationen Hamas i Gaza – så foregår der blodige konflikter i eksempelvis Irak, Syrien, Congo og Den Central Afrikanske Republik, hvor hundredetusinder dør eller drives på flugt. Og palæstinenserne i Syrien slagtes af Assad, men her er Therese Rytter påfaldende tavs. Når nu hun vælger, på bekvem afstand, at udtale sig så usagligt og fordømmende om Israel, hvor har hun så været de sidste 9 år, hvor tæt på 10.000 raketter fra Hamas bogstaveligt er regnet ned over civile israelere? Er det mon fordi Israel ikke kan klandres for det?

Hvorfor omtalte og fordømte hun ikke, at Gazas befolkning må lide, fordi terrororganisationen Hamas har brugt ressourcerne på raketter og terrortunneller? Og hun har så vidt jeg ved heller ikke omtalt eller taget afstand fra, at Hamas har indskrænket religions- og ytringsfriheden for Gazas hårdt prøvede befolkning?

Hamas er en islamistisk terrororganisation, som ifølge deres charter, ønsker Israel udslettet ved Jihad, og som udbasunerer, at enhver jøde er legitimt mål.

Modsat dette er den israelske regerings holdning en tostatsløsning hvor israelere og palæstinensere lever side om side i fred. Den israelske regering oplyser endvidere, at de standser angreb mod terrormål i Gaza så snart terrororganisationen Hamas standser sine raketangreb mod Israels civile.
På denne baggrund virker det absurd, at anklage Israel for krigsforbrydelser. Israel overholder krigens spilleregler og har ret til at forsvare sig selv. At dette gav mange civile ofre i sommers, var noget Hamas sørgede for og kynisk kalkulerede med. Hamas regner med, at det giver sympati internationalt – og det gør det, hvis vi holdes i uvidenhed af ”eksperter” og ukritiske medier, der ikke går et lag dybere.

Desværre agerede DR journalisten i omtalte radioudsendelse kun som mikrofonholder, selvom det er utænkeligt at DR ikke har en viden om disse ting. Og de er unægtelig væsentlige at få med, da indslaget ellers bliver så skævvredet at det nærmer sig uhæderlig journalistik, som tilfældet var.

Hvor er Iben Hjejle og Lars bom m.fl. henne?

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk-Selskab. Indlægget blev bragt i Fyens Stiftstidende den 2.august 2014

Mens store dele af pressen, en stor del af venstrefløjen og mange kendisser samt 2 biskopper har travlt med at fordømme Israels selvforsvar overfor i tusindvis af raketter mod civile fra terrororganisationen Hamas – så foregår der kriser i enorme skalaer i eks. Irak, Syrien, Congo og Den Central Afrikanske Republik, som er helt uden for sammenligning og hvor hundredetusinder dør eller drives på flugt. Eks. Blev omkring 700 dræbt på bare 48 timer i Syrien i forrige uge. Mange palæstinensere i Syrien er også blevet dræbt af Assad, men her er nævnte offentlighedspersoner påfaldende tavse. Når nu disse offentlighedspersoner vælger, på bekvem afstand, at fordømme Israel, hvor har deres stemme så været bare de sidste 9 år, hvor tæt på 12000 raketter fra Hamas bogstaveligt er regnet ned over civile israelere? Og stadig gør – endda over nu 2/3 af Israel! Hvorfor er det først nu, hvor Israel gør forsøg på at beskytte sin civilbefolkning ved at eliminere terrormål, at de ytrer sig? Hvorfor det? Er det mon fordi Israel ikke kan bashes for det?

Hvor var israelkritikerne i øvrigt henne, da Gazas befolkning måtte lide afsagn, fordi terrororganisationen Hamas brugte ressourcerne på raketter og terrortunneller? Hvor var de henne, da terrororganisationen Hamas indskrænkede religions og ytringsfriheden? Og hvor var de henne, da 160 palæstinensiske børn mistede livet, fordi Hamas misbrugte dem til at grave terrortunneller?

I øvrigt har Israel alene i forsvarskampens første 10 dage sendt over 4000 tons korn, over 6 millioner liter olie, over 12 tons madvarer og lastvognstog med medicin til befolkningen i Gaza. Israel har bla. også bragt i tusindvis af tons beton ind i Gaza gennem årene og man kan spørge sig selv om, hvad Hamas har brugt dette til, nu hvor et omfattende terrortunnelsystem bygget af estimeret 800.000 tons beton, har set dagens lys. Det har i øvrigt været fast praksis for Israel at levere forsyninger til Gaza siden 1967 – også på trods af diverse konflikter og angreb fra Gaza og på trods af, at Israel som sådan ikke har noget med Gaza at gøre. Det ses ikke andre steder i verden, at et land, der er under angreb, hjælper fjenden på denne måde.

Sluttelig skal nævnes, at Hamas er en islamistisk terrororganisation, som ifølge deres charter, ønsker Israel udslettet ved Jihad og som udbasunerer, at enhver israeler er legitimt mål.

Modsat dette er den israelske regerings holdning en tostatsløsning, hvor israelere og palæstinensere lever side om side i fred. Den israelske regering oplyser endvidere, at de standser angreb mod terrormål i Gaza, så snart terrororganisationen Hamas standser sine raketangreb mod Israels civile.