Årsarkiv: 2011

FN’s forventede anerkendelse af en palæstinensisk stat

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer synspunkter fra Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, i Jyllands-Posten 27/9/2011.

Propagandaen er til at skære sig på, som når Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, 27/9 opfordrer Danmark til at “støtte det palæstinensiske folks retfærdige krav” og forsikrer, at “det palæstinensiske folk ønsker at leve i fred i et Palæstina side om side med Israel”.

Vi er ikke i tvivl om, at mange palæstinensere ønsker fred. Muligvis er nogle af dem også i deres stille sind parate til at anerkende Israel, men for en menig palæstinenser kan det være forbundet med livsfare at ytre noget i den retning.

Desværre er ingen palæstinensiske ledere indstillet på fred.

Så sent som august 2011 udtalte selvstyrets leder, Mahmoud Abbas:”Vi anerkender ikke den jødiske stat.” Og talsmanden for det islamistiske Hamas, Fawzi Barhoum, er lodret imod forhandlinger med Israel og forsikrer omverdenen om, at der ikke vil være plads til én eneste jøde i den nye stat.

Vi undrer os over, at palæstinenserne – specielt de palæstinensiske flygtninge – 60 år efter staten Israels oprettelse, ikke er kommet længere.

Massiv støtte

Det er nemlig ikke støtte, det har skortet på. Økonomisk har de palæstinensiske flygtninge en unik særstatus. Gruppen har eget budget i FN-regi, og budgettet er større end det, der er til rådighed for resten af verdens flygtninge – tilsammen.

Hvad bruger man så pengene på? Korruption, våben og terror.

Propaganda er en del af terroren. EU, herunder Danmark, har givet milliarder bl.a. til undervisning. Nogle af disse midler er blevet brugt til skolebøger, hvor Israel er fjernet fra landkortet. Andre bruges til propaganda-tv for børn, hvor en kanin lover at ville dræbe både jødiske og danske børn. Den undervisning, som tilbydes børn og unge i de palæstinensiske flygtningelejre, har religiøs, propaganderende karakter.

Israel arbejder for præcis det modsatte. Det gør man via Simon Peres Fredscenter, hvor man bl.a. gennem sportsarrangementer giver palæstinensiske og israelske børn mulighed for at mødes og opbygge en helt ny virkelighed – sammen. Hvornår følger de palæstinensiske ledere efter?

En svag EU-repræsentant og en klog forfatter, Amos Oz

Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer undertrykkelsen af kvinder i de arabiske lande, offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15/6/2011.

FN har i mange rapporter peget på, at det især er undertrykkelsen af kvinderne, der har hindret fremkomsten af levedygtige demokratier og vækst i levestandard i de arabiske lande. Der peges blandt andet på behovet for, at kvinderne kan tage en uddannelse, få mulighed for at bruge den og desuden mulighed for at deltage i de politiske beslutningsprocesser i landet som en vigtig forudsætning for fremgang.

Specielt i Nordafrika og i Mellemøsten er kvinderne undertrykte. I mediernes dækning af “det arabiske forår”, der vel snarere burde kaldes for “omvæltningerne i den arabiske verden”, har man på presse- og videoklip næsten kun set store grupper af mænd på gaden, og det er også dem, der får lov at udtale sig.

Det omtales og dækkes ikke som et selvstændigt emne eller problem, at kvinderne mangler. Man overser, at der her ligger et grundlæggende demokratisk problem, som også burde omtales, fordi historien, der fortælles drejer sig om, hvorvidt masserne ønsker demokrati, og om det vil kunne lade sig gøre. Kvinder udgør halvdelen af befolkningen, og demokratiet fordrer en ligeværdighed mellem de to køn.

Tænk, hvis medierne i tilfældet Sydafrika under apartheidstyret ikke havde gjort ret meget ud af, at den sorte del af befolkningen ikke måtte bestride vigtige embeder eller deltage i de politiske processer og var berøvet store dele af deres grundlæggende borgerrettigheder. Det var et kæmpe demokratisk problem, og sådan blev det også omtalt og behandlet af medierne dengang. Men i dag synes mange at mene, at det ikke er lige så alvorligt, når det er kvinderne, der læres op til at skulle “blive hjemme” og betjene familierne samt holde sig væk fra gaden og det politiske liv.

Den indsigtsfulde og livskloge, israelske forfatter Amos Oz sagde i et fremragende interview i Kristeligt Dagblad den 3. juni, at hovedårsagen til problemerne med opstandene og det manglende demokrati i den arabiske verden er undertrykkelsen af kvinder.

Han tilføjede, at der er opstået en ny, ung generation, som vil den moderne verden og demokratiet, men at der samtidig er store grupper af islamister, der vil føre den arabiske verden tilbage til middelalderen og indføre tilstande som i Iran. Og vi aner ikke, hvem der vil vinde. I demonstrationerne finder man både demokrater og islamister.

Dett er klar tale og en god analyse. Jeg tror, han har ret.

I modsætning til disse ord kunne man i avisen den 4. juni læse, at Catherine Ashton, EU’s udenrigspolitiske repræsentant, siger om de arabiske lande og kvindespørgsmålet, at hun i Yemen mødte kvinder, som sagde til hende:”Vi har brug for, at kvinder tror på sig selv, så de kan forstå, at de kan blive involveret i opbygningen af vores demokrati.”

Det trækker hun frem som et godt udsagn. Hun burde ikke som demokrat være tilfreds med, at kvinder “kan” blive involveret i demokratiet. Kvinderne “skal” involveres. Der mangler en helt grundlæggende demokratiforståelse fra Ashtons side af, at det er en nødvendig forudsætning for et demokrati, at kvinder deltager på lige fod med mænd som politisk ligeværdige.

Det overrasker mig desværre ikke, at netop en repræsentant for EU viser manglende rygrad og svaghed, når det gælder demokratiopfattelsen. Og igennem hele indlægget, som handlede om det arabiske forår, undlod Catherine Ashton at nævne islamismen, som ellers er en helt central spiller, man ikke kan komme udenom udgør en stor risiko for, at det ikke bliver et forår. Jeg synes man fik et mere realistisk billede samt en rankere demokratisk ryg fra en livsklog forfatter.

Flyveforbud over Gaza?

Debatindlæg i Jyllands-Posten den 7. april 2011

Talsmanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Fatih El-Abed rejser i JP 5/4 spørgsmålet om, hvornår turen kommer til en flyveforbudszone over det forarmede Gaza.

Det er svært at vide, om spørgsmålet er seriøst ment. Men hvis det er, kunne Israels venner sikkert med glæde slutte op om et sådant forslag – vel at mærke hvis Nato – eller hvem der fik opgaven – samtidig fik ordre på at hindre angreb fra Gaza mod israelske byer som Sderot, Askalon, Ashdod og andre.

Forholdene er jo meget langt fra det glansbillede, FEA giver. Det er da rystende, at FEA ikke er klar over, at Israel for længst har forladt Gaza-striben – så at tale om “ond besættelse” har intet med virkeligheden at gøre. Med mindre han mener, at terrororganisationen Hamas har besat Gaza, hvilket en del af indbyggerne sikkert vil nikke genkendende til – f.eks. de få tilbageværende kristne arabere i Gazastriben, de mange sekulariserede palæstinensere der ønsker frihed for et fundamentalistisk styre og mange af kvinderne, der nu undertrykkes.

Skal vi hjælpe dem, så er overflyvninger af Nato-fly måske en udmærket idé. Og som Natos flys nu bomber Gaddafis tanks og fly, så kunne Nato bombe Hamas’ raketaffyringsramper og dermed sikre den israelske befolkning i syd imod at skulle søge beskyttelsesrum og frygte drab og lemlæstelse – og som en positiv konsekvens dermed også sikre Gazas befolkning for gengældelsesangrebene.

FEA slutter med at hævde, at generelt ønsker det palæstinensiske folk fred, frihed og selvstændighed fra en ond besættelse, der har varet i over fire årtier. Rigtigt. Noget tyder på, at den nuværende palæstinensiske regering i Ramallah arbejder for fred og frihed.

Men situationen er jo en hel anden i Gaza-striben. Her trak Israel sig tilbage – opfyldte altså palæstinensernes ønske om selvstændighed fra en ond besættelse – og hvad har følgen været? Angreb og atter angreb mod fredelige israelske civile i hele det sydlige Israel.

Måske skulle den danske regering, næste gang den udsender FEA som officiel dansk udsending til Mellemøsten, sende ham en tur til Sderot og dér lade ham opleve hverdagen i et land, der nu igennem snart 63 år har været udsat for terrorangreb.