Månedsarkiv: april 2011

Flyveforbud over Gaza?

Debatindlæg i Jyllands-Posten den 7. april 2011

Talsmanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Fatih El-Abed rejser i JP 5/4 spørgsmålet om, hvornår turen kommer til en flyveforbudszone over det forarmede Gaza.

Det er svært at vide, om spørgsmålet er seriøst ment. Men hvis det er, kunne Israels venner sikkert med glæde slutte op om et sådant forslag – vel at mærke hvis Nato – eller hvem der fik opgaven – samtidig fik ordre på at hindre angreb fra Gaza mod israelske byer som Sderot, Askalon, Ashdod og andre.

Forholdene er jo meget langt fra det glansbillede, FEA giver. Det er da rystende, at FEA ikke er klar over, at Israel for længst har forladt Gaza-striben – så at tale om “ond besættelse” har intet med virkeligheden at gøre. Med mindre han mener, at terrororganisationen Hamas har besat Gaza, hvilket en del af indbyggerne sikkert vil nikke genkendende til – f.eks. de få tilbageværende kristne arabere i Gazastriben, de mange sekulariserede palæstinensere der ønsker frihed for et fundamentalistisk styre og mange af kvinderne, der nu undertrykkes.

Skal vi hjælpe dem, så er overflyvninger af Nato-fly måske en udmærket idé. Og som Natos flys nu bomber Gaddafis tanks og fly, så kunne Nato bombe Hamas’ raketaffyringsramper og dermed sikre den israelske befolkning i syd imod at skulle søge beskyttelsesrum og frygte drab og lemlæstelse – og som en positiv konsekvens dermed også sikre Gazas befolkning for gengældelsesangrebene.

FEA slutter med at hævde, at generelt ønsker det palæstinensiske folk fred, frihed og selvstændighed fra en ond besættelse, der har varet i over fire årtier. Rigtigt. Noget tyder på, at den nuværende palæstinensiske regering i Ramallah arbejder for fred og frihed.

Men situationen er jo en hel anden i Gaza-striben. Her trak Israel sig tilbage – opfyldte altså palæstinensernes ønske om selvstændighed fra en ond besættelse – og hvad har følgen været? Angreb og atter angreb mod fredelige israelske civile i hele det sydlige Israel.

Måske skulle den danske regering, næste gang den udsender FEA som officiel dansk udsending til Mellemøsten, sende ham en tur til Sderot og dér lade ham opleve hverdagen i et land, der nu igennem snart 63 år har været udsat for terrorangreb.