Månedsarkiv: april 2015

Had mod jøder stammer fra islamisme

Lene Kattrup er dyrlæge, medlem af Det Etiske Råd og af bestyrelsen for Dansk-Israelsk Selskab. Teksten blev bragt i Kristeligt Dagblad den 10. april 2015.

Birger Lerche foreslår i avisen den 26. marts, at Israel skal stoppe sin besættelse af Palæstina, som han kalder for tyveri af palæstinensisk jord. Der var nu ikke en stat, men der findes et folk, palæstinenserne, som ønsker en ny stat her. Lerche skriver, at hvis Israel blot rømmer alle de områder, som palæstinenserne gør krav på, så vil der komme fred, og jødernes sikkerhed vil blive forbedret.

Jeg mener, det vil resultere i et blodbad.

Kristeligt Dagblad citerede 21. marts tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) for at sige: ” Israel er et meget bange land. Det er der god grund til at være, når man tænker på omgivelserne.” En undersøgelse har vist, at næsten 20 procent af palæstinenserne i Gaza mener, at Islamisk Stat repræsenterer den sande form for islam. Over 50 procent af palæstinenserne i såvel Gaza samt Vestbredden støtter jihadistiske grupper, der ønsker at udslette Israel.

En del af alt dette, herunder hadet mod jøder, stammer fra islamismen, som igen kommer fra en bogstavelig fortolkning af Medina-versene i Koranen samt hadith.

Denne totalitære ideologi vinder frem mange steder, og især i de lande, der omringer Israel.

Israel trak sig ud af Gaza som et forsøg, men på grund af den militære oprustning, terroren og raketterne fyret af ind over Israel – primært fi-nansieret af international nødhjælp – måtte Israel indføre en meget skrap grænsekontrol.

Hvis Gaza blev fredelig, ville denne gradvist kunne lempes.

EGYPTEN TØR HELLER ikke give grænsen til Gaza fri. Det er ikke kun Israel, der ved, at man i Gaza er mere optaget af at opruste militært i stedet for at opbygge civilsamfund samt få gang i landbrug og industri og skabe arbejdspladser.

Hamas, som styrer, ønsker Israel helt væk og kan ikke acceptere sameksistens med jøder, som de også i skolerne lærer børnene at hade.

Hvis Israel stryger grænsekontrollen samt trækker sig ud af alle palæstinensiske områder, vil Israel næppe eksistere på den anden side.

Det er muligt, der herefter vil være fred i området – en fred uden demokrati og frihed – men en slags fred. Prisen vil være for høj, det må også Birger Lerche vel indse, men han mistolker og forsimpler konflikten.

Igen må jeg minde om, hvordan forsøget med Gaza faldt ud. Mod Gaza kan Israel trods alt holde stand ved med nogle års mellemrum at slå tilbage, når det lille område, som Gaza er, har fået anskaffet sig for mange raketter og fyret dem af samt gravet for mange tunneler. Når Israel svarer igen, sker der en afvæbning, og så er der fred i nogle år. Hvis Vestbredden bliver til Gaza, vil det være en anden sag.

Alligevel kan jeg, hvad Vestbredden angår, hverken forstå eller forsvare Israels bosættelsespolitik. Imidlertid bliver vi nødt til at tage grundigt bestik af situationen og ikke undervurdere betydningen af hadet samt totalitære ideologiers destruktive og selvforstærkende kræfter. Jeg synes, det er tankeløst på grænsen til det uforsvarlige at forslå løsninger, der må kunne forudses at udløse et blodbad og højst sandsynligt et lands tilintetgørelse. Enhver logik må tilsige, at dette faktisk er det mest sandsynlige scenarie, når man medtænker hadet og ideologiens kræfter I Israel lever i dag 1,5 million arabere. Et stort flertal af disse ønsker at kunne blive her, fordi de i Israel har et bedre liv med mere frihed og bedre borgerrettigheder, end de ville kunne opnå i noget andet land i denne region. Israel er det eneste demokrati i området, omend ikke et perfekt demokrati.

Der skete fejl på den måde, Israel i sin tid blev oprettet fra det internationale samfunds side, men vi må se på situationen lige nu og desuden medtænke befolkningernes sammensætning og størrelse, der er ændret markant både siden 1948 og 1967.

Personligt tror jeg mere på den løsning, som Søren Harslund skrev om i Kristeligt Dagblad den 29. december baseret på den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabins (1922-1995) forslag.

Adfærden og ytringsfriheden

Debatindlæg af Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab. Bragt i Jyllands-Posten den 3. april 2015.

Vold, trusler om vold eller frygten for at blive kaldt for islamofob og racist får os til at ændre adfærd i disse år. Hvis det blot fik os til at tænke os om og blive mere præcise og saglige, kunne det være en fordel. Men vi ser i højere grad to andre tendenser. Nogle personer bliver ubehagelige eller skingre og udtrykker sig kollektivt fordømmende over for muslimer i stedet for at nøjes med at kritisere islam/islams indre eller islamisterne. Andre personer reagerer ved at blive bange og tier af frygt. Begge reaktioner er uheldige.

Vi må forsøge at forstå, hvad det er, de personer, der med vold, trusler om vold eller ved at anbringe etiketter på andre, vil opnå. Erfarne politikere som Birthe Rønn Hornbech og andre tror tilsyneladende, at formålet er at få os til at holde op med at tegne profeten Muhammed. Men personerne i Krudttønden sad jo ikke og tegnede Muhammed, selvom der var en person til stede, der for nogle år siden har tegnet en pæn lille hund som Muhammed. Det var et møde, hvor man skulle diskutere ytringsfriheden. Og jøderne, der var forsamlet i synagogen, havde heller ikke planer om at tegne Muhammed.

I sidste uge var jeg medarrangør af et møde, hvor vi i Dansk-Israelsk Selskab skulle diskutere venstrefløjens forhold til Israel. Vi havde ikke i sinde at tegne Muhammed. Imidlertid kan den slags møder ikke længere holdes uden omfattende sikkerhedsprocedurer. Meget har ændret sig, og jeg må sige til Rønn Hornbech og andre, at vi ikke vil kunne få gamle tiders forsamlingsfrihed tilbage samt mulighed for at holde møder, hvor vi diskuterer religionskritik, ytringsfrihed eller venskab med Israel og jøder mm., hvis vi holder op med at tegne Muhammed satirisk. Det er ønsketænkning, som må være baseret på, at man ikke forstår kernen i problemet.

Indskrænket ret

Formålet med volden og truslerne samt etiketterne er at indskrænke retten til at afholde kritiske debatarrangementer om islam samt at opnå, at alle aktiviteter, der forsvarer Israel eller har jødiske deltagere, bliver vanskelige eller farlige at afholde. Islamismen kan heller ikke acceptere, at den vestlige tradition for kunst og satire, hvor Muhammed som symbol udstilles eller kritiseres, kan fortsætte som nu.

Den pakistansk-canadiske skribent og mediciner med muslimsk baggrund Ali A. Rizvi skrev meget rammende om det i en artikel med titlen ”The Phobia of Being Called Islamophobic” (Huffington Post 28/4 2014):

»When you’re unable to introduce Pakistan-style blasphemy laws in a secular, Western society, you have to find alternative ways to silence those who offend you, right?«

Islamisterne og deres støtter ønsker at få den vestlige, frie, kritiske debat til at forstumme, når debatten udfordrer islams politiske indhold og islams autoritet samt magt i samfundet. Hvis de ikke kan få indført effektive love via demokratiet, bruges andre metoder som vold og trusler, eller der placeres ubehagelige mærkater på folk, såsom islamofob eller racist.

Debatten kan opleves krænkende. Men i et demokrati skal krænkelser modsiges verbalt i åben diskussion eller blot tåles med et skuldertræk, hvis man synes, at diskussion er umulig eller nytteløs. Eneste undtagelse er, hvis arrangementet eller ytringen f.eks. var injurierende eller på anden måde ulovlig efter landets sekulære love, hvor man kan henvende sig til domstolen, hvis man ønsker det. Personer, der ikke respekterer disse spilleregler, forsøger at indskrænke demokratiet. Det lykkes desværre i nogen grad. Vi bliver nødt til fortsat at turde udfordre og diskutere alle emner, idéer og opfattelser, herunder religion. Men vi skal naturligvis heller ikke reagere overdrevet, usagligt eller skingert. I øjeblikket må mange debatarrangementer have politibeskyttelse. For vores børns skyld må vi se at få dette ændret.