FN’s forventede anerkendelse af en palæstinensisk stat

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer synspunkter fra Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, i Jyllands-Posten 27/9/2011.

Propagandaen er til at skære sig på, som når Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, 27/9 opfordrer Danmark til at “støtte det palæstinensiske folks retfærdige krav” og forsikrer, at “det palæstinensiske folk ønsker at leve i fred i et Palæstina side om side med Israel”.

Vi er ikke i tvivl om, at mange palæstinensere ønsker fred. Muligvis er nogle af dem også i deres stille sind parate til at anerkende Israel, men for en menig palæstinenser kan det være forbundet med livsfare at ytre noget i den retning.

Desværre er ingen palæstinensiske ledere indstillet på fred.

Så sent som august 2011 udtalte selvstyrets leder, Mahmoud Abbas:”Vi anerkender ikke den jødiske stat.” Og talsmanden for det islamistiske Hamas, Fawzi Barhoum, er lodret imod forhandlinger med Israel og forsikrer omverdenen om, at der ikke vil være plads til én eneste jøde i den nye stat.

Vi undrer os over, at palæstinenserne – specielt de palæstinensiske flygtninge – 60 år efter staten Israels oprettelse, ikke er kommet længere.

Massiv støtte

Det er nemlig ikke støtte, det har skortet på. Økonomisk har de palæstinensiske flygtninge en unik særstatus. Gruppen har eget budget i FN-regi, og budgettet er større end det, der er til rådighed for resten af verdens flygtninge – tilsammen.

Hvad bruger man så pengene på? Korruption, våben og terror.

Propaganda er en del af terroren. EU, herunder Danmark, har givet milliarder bl.a. til undervisning. Nogle af disse midler er blevet brugt til skolebøger, hvor Israel er fjernet fra landkortet. Andre bruges til propaganda-tv for børn, hvor en kanin lover at ville dræbe både jødiske og danske børn. Den undervisning, som tilbydes børn og unge i de palæstinensiske flygtningelejre, har religiøs, propaganderende karakter.

Israel arbejder for præcis det modsatte. Det gør man via Simon Peres Fredscenter, hvor man bl.a. gennem sportsarrangementer giver palæstinensiske og israelske børn mulighed for at mødes og opbygge en helt ny virkelighed – sammen. Hvornår følger de palæstinensiske ledere efter?