Marts 2004
Af Otto Rühl, formand for Dansk-israelsk Selskab
I Helsingør Dagblad havde redaktør John Bech efterlyst en forklaring på det, han kaldte ”mareridtet” – dem meget vanskelige situation i Israel lige nu. Dansk-israelsk Selskab svarede:
John Bech havde den 23.marts en meget tankevækkende leder om situationen lige nu i Mellemøsten under overskriften ”Forklaringen på mareridtet” – tankevækkende, fordi der tydeligvis bagved ligger en meget stor interesse for Israels situation – og tankevækkende fordi den ikke skildrer situationen sort/hvidt – men – kunne man desværre fristes til at sige – ”sort i sort”, jf. overskriftens ”mareridtet.”
Jeg er meget langt hen ad vejen enig med John Bech – når jeg i disse måneder deltager i debatmøder om situationen i Israel, kan jeg som regel enes med min modpart blandt repræsentanter fra Dansk-palæstinsisk Venskabsforening om, at situationen pt er ”et mareridt” – uenigheden kommer først, når man skal have modparten til at indrømme, at OGSÅ israelerne lider – og baggrunden for situationen bliver vi stadig aldrig enige om.
John Bech skriver meget meget rigtigt, at Israels premierminister Ariel Sharon ”har sin forudsætning i den israelske befolkning, eftersom han er kommet til magten ved et demokratisk valg”. Men dér vil jeg gerne tilføje noget – noget, der måske kan ”bidrage til forståelsen af den dybere baggrund for den optrapning, der er sket i de senere år” – det, John Bech efterlyser.
For HVORFOR valgte israelerne dog Ariel Sharon i 2001 ? Sharon havde længe været en outsider – og i 1999 havde israelerne jo netop valgt Yehud Barak fra Arbejderpartiet (AVODA) til premierminister. Altså en mand med en helt anden linie – en mand, der lovede at arbejde for en fred med palæstinenserne. Det skyldes én og kun én ting: Begivenhederne i de knap to år, Barak fik lov til at sidde som premierminister !
Barak gik straks i gang med at sikre en fredsaftale. Han trak de israelske styrker ud fra det sydlige Libanon, hvor de havde beskyttet det nordlige Israel mod angreb nordfra, og i sommeren 2000 drog han til Camp David, hvortil Clinton havde indbudt både ham og Arafat for at skabe en endelige fredsslutning.
Men hvad skete ? Barak tilbød ham 95 % af det, Arafat og PLO efter sigende havde kæmpet for – en palæstinensisk stat – og Arafat sagde nej ! I 3 ½ år har jeg prøvet at få svar på, hvorfor – og aldrig fået det. Det er nemlig umuligt at forklare – medmindre Arafat ikke ønsker nogen fred og ikke ønsker en to-stats-løsning – altså en arabisk/palæstinensisk stat side om side med den israelske stat. Barak – og Clinton – prøvede resten af deres regeringstid at få Arafat til at ombestemme sig – Clinton brugte de sidste døgn af sin præsidenttid i januar 2001 på spørgsmålet – Barak gik endnu videre og talte om en deling af Jerusalem – men nej, Arafat ønskede ikke fred !
Derfor stod Barak svagt ved valget i 2001: Hvordan skulle han argumentere for, at israelerne skulle stemme på ham og hans fredspolitik – når modparten ikke ønskede fred ? Sharon havde let spil: Han lovede sikkerhed – og fred – men fred på helt andre betingelser.
Hans sejr skyldes uden tvivl også – som John Bech skriver – Israels ændrede befolkningssammensætning – med en langt større andel sefardiske – mellemøstlige – jøder – og færre jøder med en europæiske baggrund. Men også mange af de israelere, der har en europæisk baggrund, stemte på Sharon – fordi der ingen alternativ var ! Hvem ville Barak slutte fred med – når Arafat ikke ville ? Det blev der aldrig givet et klar svar på – og vi fik Sharon som premierminister.
Vi må så konstatere, at Sharon faktisk de første måneder levede op til det krav, John Bech citerer Per Stig Møller for at fremsætte: Nemlig ikke at slå igen. Sharon overraskede omverdenen ved ikke at slå igen ! Men det er også klart, at dette ikke kunne fortsætte – med en tidligere elev fra Helsingør Gymnasium havnede jeg i oktober 2001 pludselig midt i en kæmpe-demonstration MOD Sharon i Jerusalem – og nej – det var ikke fredsfløjen, der demonstrerede – det var højrefløjen i Israel, der var rasende over Sharons tøven !
Siden har Sharon slået igen – men i sandhedens interesse må man vel sige, at han er fortsat med at provokere Israels højrefløj: Som den første Likud-leder – Likud er Israels højreparti – har Sharon kaldt Vestbredden og Gaza ”besatte områder”, og gjort klart, at Israel selvfølgelig ikke kan beholde disse områder – og han gør nu klar til at rømme Gaza. Sharon har også bøjet sig for kravet om en beskyttelsesafspærring til Vestbredden, som man altid har haft mellem Gaza og Israel – igen til højrefløjens raseri, fordi Hegnet jo klart viser, at det, der ligger på den anden side, IKKE er Israel.
Sharon provokerer så også omverdenen og mange af Israels venner ved flere steder at bygge Hegnet og afspærringen inde på Vestbredden – men igen må man huske: Der er pt ingen palæstinensiske leder, der vil forhandle fred med Israel.
Den dag, det sker – og lad den dag komme hurtigt, for situationen lige nu ER et mareridt – den dag kan man fastsætte en grænse mellem Israel og den palæstinensiske stat – som Egypten i 1979 fastsatte sin grænse med Israel og Jordan i 1994 sin – og den dag vil der måske ikke være brug for et hegn – for de to stater vil være nødt til at samarbejde om økonomi, handel og vand.