Dansk-Israelsk Selskabs historie

Dansk-israelsk Selskab blev stiftet den 27.august 1957 – blot ni år efter, at staten Israel var blevet grundlagt i maj 1948 på grundlag af FNs beslutning om at dele det daværende engelske mandatområde Palæstina i november 1947.

Initiativtagerne havde to hovedmotiver: Dels den stærke sympati og den store interesse, som det unge, genfødte Israel mødte i Danmark, dels behovet for at forklare og forsvare den ny stats ret til at eksistere bag sikre og anerkendte grænser.

Det var den første af disse faktorer, der kom til at præge den begivenhed i 1957, som ”Bladet Israel” refererede i en stor artikel med denne indledning i september 1957:

”Ved en højtidelighed tirsdag den 27.august i Universitetets stilfulde ”Store udvalgsværelse” i den gamle Konsistorialbygning ud mod Nørregade blev Dansk-israelsk Selskab stiftet. Det er med den allerstørste glæde, man kan hilse denne nydannelse velkommen, og så meget større er glæden, når man ser hvilke kræfter, der står bag dette længe savnede kulturbindeled mellem de to små lande i to forskellige verdensdele . . .”

Ophavsmanden bag selskabet var den unge landsretssagfører, senere professor dr.jur. Isi Foighel, sammen med Israels daværende chargé d´affaires i Danmark, Harry Beilin, og Dansk Zionistforbunds formand, direktør Nathan Siegel. Men der var faktisk en meget bred gruppe af danske personligheder bag oprettelsen, som f.eks. den store danske fysiker, professor Niels Bohr, rektor Aage Bertelsen, der havde spillet en stor rolle under redningen af de danske jøder til Sverige under 2.Verdenskrig, Københavns biskop H.Fuglsang-Damgaard – manden bag biskoppernes ”hyrdebrev” mod aktionen mod de danske jøder i oktober 1943 – Danmarks første ombudsmand, Stefan Hurwitz, den tidligere undervisningsminister Flemming Hvidberg og undervisningsministeren i 1957, den radikale Jørgensen Jørgensen. Endelig Danmarks store skuespiller, Poul Reumert og rektorerne ved de to universiteter, der eksisterede i 1957, Willy Munch og Erik Warburg.

Det blev den tidligere undervisningsminister, professor Flemming Hvidberg, der blev valgt til Selskabets første formand. Han fremhævede i sin velkomst, ”hvor essentielt det var, at man også fra dansk side støttede videnskaben og lærere i den unge stat, for at de ikke skulle føle sig isolerede fra Vesten, som de naturligt er knyttet til i deres arbejde . . .”

Det var dengang som i dag vigtigt, at Dansk-israelsk Selskab ikke skulle være en speciel jødisk organisation, men favne så bredt som muligt, således at alle venner af Israel uafhængig af religiøs og politisk baggrund kunne føle sig hjemme i Selskabet. Det var også fra starten klart, at man kunne samarbejde med såvel det officielle Israel som med Dansk Zionistforbund, men at man var en uafhængig og tværpolitisk organisation.