|
|
|
|
|
|
Debatindlæg fra Dansk-israelsk Selskab Palæstinas værste fjende Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer på et indlæg af Hans Nebel om Israel-Palæstina konflikten. Hans Nebel kommenterede 15/12 min kronik fra 7/12 om Israel-Palæstina konflikten. Nebel kritiserer Israels grænsekontrol, men årsagen er jo palæstinensernes brug af våben og terror. Hvordan ville vi mon reagere i Danmark, hvis vi var nabo til et folk, som jævnligt tog våben med for at dræbe os? Vi ville nok også indføre kontrol og stødpudezoner. Der findes også en grænse mod Egypten. Hvis denne grænse blev gjort mere effektiv og med en sikker våbenkontrol, vill Gaza her kunne have gode muligheder for samhandel med omverdenen. Gazas befolkning burde forlade offerrollen og koncentrere sig om at få gang i landbrug og industri og desuden sørge for et godt uddannelsessystem, ligestilling for kvinderne og en effektiv børnebegrænsning i stedet for at bruge en del af deres bistand m.m. på våben. Hans Nebel beskriver næsten Hamas og dets ledere som fredelige. Jeg er lodret uenig. Vi har at gøre med en islamistisk totalitær voldsideologi. Det er ikke Israel, men Hamas og jødehadet, der er palæstinensernes værste fjende. Raketter i stor stil Nebel omtaler flygtningestrømmene efter 1948-krigen, men jeg må erindre om, at disse gik begge veje. Hanna Ziadeh skrev i en kronik i Politiken (28/2 2009): "Kan jeg som palæstinensisk efterkommer beskrive fordrivelsen af mine forældre som israelsk etnisk udrensning, når der er en million palæstinensere tilbage blandt fire millioner israelere (i Israel), og tie stille om, at af de næsten én million arabiske jøder er der 6.500 tilbage blandt 300 millioner arabere?" Jeg er enig med HN i hans kritik af bosættelsespolitikken på Vestbredden. Men han bør huske, at der ikke toleres jøder i de palæstinensiske områder eller i de arabiske lande, hvor så godt som alle har måttet flygte, mens der i Israel bor over 1 million arabere, primært palæstinensiske arabere. Det virker, som om HN antager, at der ville kunne opnås fred, hvis Israel rømmede bosættelserne, men han burde se til Gaza. Her var der ikke uenighed om grænsen, og Israel tømte bosættelserne i 2005. Alligevel fik Israel stadig krig og raketter i stor stil, hvilket udløste den netop overståede krig. De arabiske lande har ikke givet palæstinensere borgerrettigheder, men har i stort tal fastholdt dem i flygtningelejre. I modsætning til Israel, der gav de arabere, der blev i Israel trods krigene, bedre muligheder. Nebel burde protestere over de arabiske landes svigt. Her skulle hegnene til flygtningelejrene rives ned, og palæstinenserne burde gives mulighed for statsborgerskab i de arabiske lande. (Offentliggjort i Jyllands Posten den 26/12 2012
Islamisk Trossamfund og antisemitismen Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer på en udtalelse fra Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund. Det lader sig ikke længere skjule: Chikane og ren, uforfalsket antisemitisme vendt mod herboende jøder er i stigning. Mosaisk Trossamfund, som følger og registrerer episoderne, taler nu åbent om problemerne. Det samme gør Israelsk ambassadør, Arthur Avnon. Det jødiske samfund er splittet i spørgsmålet om åbenhed. Flere ser helst, at man ikke taler højt om problemerne, en holdning, der for visse gruppers vedkommende synes baseret på politisk tilhørssted. Men også på frygten for en konfrontation med den langt større muslimske "minoritet" synes at spille ind. Hvad enten man nu går ind for åbenhed eller det modsatte, synes langt de fleste jøder dog enige om, at specielt arabere/muslimer bosiddende på Nørrebro bærer et medansvar for den triste udvikling. I den forbindelse udtaler Imran Shah, talsmand for Islamisk Trossamfund imidlertid, at "det kan også være alle mulige andre. Muslimer har ikke nogen hudfarve, og det har kristne og jøder heller ikke. Hvis der sigtes til Nørrebro, så består den bydel af mange forskellige kulturer." Imran Shah optræder her som den gode muslim, som aldrig kritiserer andre muslimer. Det er bare ikke godt nok. Der er tværtimod brug for, at Islamisk Trossamfund træder i karakter. Tilbage i 2007 sagde den tidligere talsmand Kasem Ahmed, at han først vil anerkende Israel, når alle jødiske indvandrere og deres efterkommere siden statens oprettelse i 1948 er sendt tilbage til deres oprindelseslande. I stedet skal der gives plads til palæstinensiske flygtninge og disses efterkommere. Senere samme år nægtede Kasem Ahmed at medvirke i en avisartikel i avisen 24timer om arbejdsmoralen hos forskellige indvandrergrupper, hvis overrabiner Bent Lexner også skulle medvirke: "Hvis de (jøderne) skal være med i samme artikel, så vil jeg ikke være med." Imran Shah forholder sig altså ikke til kritikken om visse muslimers medansvar for den stigende chikane, hvilket jeg finder helt uacceptabelt. Ikke mindst med tanke på, at Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R) har holdt flere møder med Islamisk Trossamfund i "dialogøjemed". Dialogmøder, hvis indhold og beslutninger desværre er hemmelige for offentligheden, idet der i strid med gældende regler ikke tages referat af borgmesterens møder med trossamfundet. (Offentliggjort i Jyllands Posten 23/12 2012).
Flere ser helst
Den 7. september 2012 Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer på propaganda, som hun oplevede ved selvsyn ved Københavns Kommunes mangfoldighedsfest "Smag verden" på Nørrebro 1. og 2. september 2012
Uspiselig propaganda om jøderne Ved Københavns Kommunes netop overståede mangfoldighedsfest "Smag verden" på Nørrebro deltog jeg den ene dag som praktisk medhjælp hos Dansk Zionistforbund. Der deltog rigtigt mange venskabsforeninger i det vellykkede arrangement, herunder Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. Man havde til lejligheden medbragt en flere meter lang papmachémodel, som angiveligt forestillede "Palæstina". Israel var som sædvanligt ikke indtegnet. Mange forbipasserende standsede op og lyttede interesseret med, også jeg, for at høre foreningens begrundelse for, hvorfor det er så vigtigt at "fortsætte kampen". En af de sikkert velmenende danske kvinder, som stod for informationerne, fortalte bl.a., at jøderne efter statens Israels oprettelse havde foretaget en etnisk udrensning af flere hundrede tusinde arabere. Et regulært folkemord med andre ord. Vel forekom der også jødiske overgreb, blandt de mange arabiske, som fik arabiske indbyggere til at flygte, men at tale om etnisk udrensning er ikke alene helt hen i vejret. Det er også usmageligt.
Den 11. juli 2012 Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer på muren, som Folkekirkens Nødhjælp har ladet opføre på Roskilde Festivalen. Israel har bygget betonmure og hegn, der gør det vanskeligt for palæstinenserne - og for israelske jøder - at færdes frit. For jøderne var det ikke noget nyt. For dem var det også sådan før muren. De har i mange år ikke kunnet færdes frit og uden risiko i de omgivende arabiske lande, hvilket vi efterhånden finder så naturligt, at vi ikke omtaler det. Det er både tankevækkende og skræmmende. Personer med jødisk baggrund har funet et fristed i Israel, hvor de kan leve i fred, mens de i stor stil har måttet udvandre fra alle de arabiske lande. Ofte fik de ikke deres værdier med sig. Folkekirkens Nødhjælp har på Roskilde Festivalen i år ønsket at protestere mod muren, som gør det vanskeligt for palæstinenserne, der var vant til at komme i Israel. For i modsætning til det, jeg lige beskrev, så kan palæstinenserne godt være i Israel uden at være i fare. Det siger en del om konflikten. Når palæstinenserne på Vestbredden og andre steder har så hårdt brug for at komme til Israel, skyldes det, at de arabiske lande har svigtet dem totalt. De har ikke villet give palæstinensere borgerrettigheder, men fastholder dem i stort tal i flygtningelejre. I modsætning til det meget mindre land Israel, der har givet de arabere, der blev i Israel trods krigene, meget bedre muligheder. Mange har fået israelsk statsborgerskab, hvilket de normalt ikke vil bytte for noget i verden. De arabiske lande burde hjælpe og fordele samt optage de palæstinensere, der ønsker det som statsborgere, så de ikke skal fortsætte med at leve udsigtsløse liv i lejrene. Herudover burde der også på sigt oprettes en selvstændig palæstinensisk stat, hvis dette kan ske, uden vi risikerer Israels fremtidige eksistens. Jeg forstår ikke, hvorfor Folkekirkens Nødhjælp ikke protesterer over de arabiske landes svigt. Det er hegn til flygtningelejrene, der skal rives ned! Palæstinenserne burde gives mulighed for statsborgerskab i de arabiske lande. De er ikke kun Israels problem. Hvis man ser på et landkort samt studerer demografien, så mener jeg, at man kommer frem til, at det lille bitte land Israel simpelthen ikke kan optage flere arabere og/eller palæstinensere som statsborgere. Det er de arabiske landes tur til at træde til. Den forhadte mur omtaler den palæstinensiske Antoinette Sedin i avisen som en slags berlingmur, der straks bør fjernes. Det er forkert at foretage denne sammenligning. Ingen bør være i tvivl om, at Israel følte sig nødsaget til at opføre den for at beskytte sig mod terrorisme og selvmordsaktioner. At fjerne den ville indebære ofring af menneskeliv. Palæstinensernes had og ønske om at dræbe civile israelere er jo stadig til stede. Det forekommer mig på grænsen til det kyniske at plædere for en fjernelse af muren uden samtidig at fremkomme med andre forslag, der kan hindre en genopblussen af volden. I Berlin var det en befolkning, der blev forenet. Vi har to folk, der længe har været i en permanent latent krigstilstand, adskilt af en mur. At anbefale at rive denne ned vil ikke som i Berlin føre til glæde, men derimod til yderligere lidelse og blodsudgydelse. Det har chokeret mig, at Folkekirkens Nødhjælp ser så snævert og ensidigt på problematikken. Personligt vil jeg ikke kunne støtte denne organisation, førend de fuldstændig sadler om og anerkender, at også Israel har krav på at leve i sikkerhed og fred. Israel er truet, dets fremtid er usikker. Muren er en sørgelig, men helt nødvendig løsning, som situationen er nu. Som et p.s. til sidst vil jeg lige nævne, at jeg her ikke har omtalt bosættelserne, det er en helt anden sag. Dem har jeg - som en erklæret Israelven - svært ved at forsvare.
Den 1. juni 2012 Formand Otto Rühl kommenterer på Villy Søvndal / SF's forslag om mærkning af fødevarer fra såkaldte "ulovlige bosættelser", offentliggjort i Jyllands-Posten 1/6 - 2012. Kender Villy Søvndal Israels nye grænse? Det er imponerende, at udenrigsminister Villy Søvndal og Folkekirkens Nødhjælp har formået, hvad hidtil ingen forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne har opnået - nemlig at fastlægge grænsen mellem Israel og den kommende palæstinensiske stat. Hvis man som Villy Søvndal vil sikre, at "det er krystalklart for danske forbrugere, hvis de i supermarkedet står med en vare fra en israelsk bosættelse, "så må man jo vide, hvor grænsen skal gå - ellers giver beslutningen ingen mening. Søvndal er forhåbentlig ikke så historieløs som Mogens Lykketoft, der taler om "1967-grænserne". Som bekendt var Israel i sine første 30 år i den situation, at landet ingen grænser havde - kun midlertidige våbenstilstandslinjer fastsat i 1949 på møder på Cypern efter, hvor de israelske og de arabiske soldater stod på det tidspunkt. Først med freden i 1978 med Egypten fik Israel en grænse - nemlig den til Egypten - og senere i 1994 en grænse til Jordan. Men trods utallige forsøg er der jo stadig ikke aftalt en grænse mellem Israel og den palæstinensiske stat. Hvad der derfor er "bosættelser", er jo langt fra entydigt. Når jødiske ekstremister slår sig ned i Hebron eller lige uden for Nablus eller Jenin - områder, som jo uden tvivl bliver en del af den palæstinensiske stat - er det klart, at det er dybt skadeligt for Israel, som flere overgreb på både de palæstinensiske indbyggere og den israelske hær har vist. Men véd Villy Søvndal og Folkekirkens Nødhjælp virkelig, hvor grænsen kommer til at gå? Som bekendt har der været flere forslag om byttehandler - israelske byer er vokset ind over en usynlig våbenstilstandslinje fra 1949 - mens der omvendt er arabiske byer i Israel, der måske kunne blive en del af den palæstinensiske stat. Villy Søvndal vil vel ikke begynde at boykotte varer fra dele af Jerusalem - i så fald er det jo klart, hvad der ligger bag hans forslag: Hans medlemskab indtil for et år siden af Boykot-Israel-kampagnen.
Den 16. maj 2012 Bestyrelsesmedlem Jeanette Rasmussen og Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Jyllands-Posten 11/5/2012. Der synes ikke at være etisk eller moralsk grænse for, hvilke lidelseshistorier Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, kan trivialisere eller opportunistisk tilskære, så de kan bruges som afsæt for hans rutinemæssige angreb på Israel. Således også 11/5, hvor Fathi El-Abed sammenligner fængslingen af Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko med fængslingen af palæstinensiske terrorister. Timosjenko blev i fjor idømt syv års fængsel angiveligt på grund af magtmisbrug. Selv kalder hun fængslingen politisk og et forsøg på at afholde hendes parti, Blok Timosjenko, fra at deltage i fremtidige valg. 1.027 fanger løsladt I den forbindelse synes vi, der er grund til at minde Fathi El-Abed om den fangeudveksling, som for nylig fandt sted efter aftale indgået mellem Hamas og den israelske regering. Her løslod Israel i flere tempi 1.027 fanger, fortrinsvis palæstinensere og arabiske israelere til gengæld for én israelsk soldat, Gilad Shalit. De arabiske israelere fik alle som én lov til at vende tilbage til deres hjem i Israel. De frigivne palæstinensiske fanger var alle i modsætning til Gilad Shalit sunde, raske og velnærede, da de blev løsladt fra israelsk fangenskab. Mange havde begået terrorhandlinger mod uskyldige civile. Tilsammen havde de ansvar for drabene på 569 civile israelere. Af de første knap 500 frigivne havde 280 fået livstidsdomme. Vi kan bl.a. nævne Walid Abd al-Aziz Abd al-Hadi Anajas, som deltog i drab på 11 uskyldige unge mennesker i Moment Caféen i Jerusalem, og Nasir Sami Abd al-Razzaq Ali al-Nasser Yataima, der stod bag planlægningen af drabene på 30 uskyldige jøder på et hotel under en jødisk påskemiddag i Netanya. Drab på uskyldige Vi venter også spændt på at høre, hvordan Fathi El-Abed helt konkret stiller sig til de mange overgreb, bl.a tortur og summariske henrettelser, som Hamas begår mod sine egne landsmænd. Endelig bør det for god ordens skyld nævnes, at Røde Kors naturligvis har adgang til at besøge indsatte i israelske fængsler, hvilket står i skærende kontrast til de forhold, som Hamas byder sine fanger. Skal drab på uskyldige civile ikke have nogen konsekvenser i Fathi El-Abeds øjne? Eller gælder Fathi El-Abeds retsopfattelse mon kun for hans egne landsmænd?
Den 10. januar 2012
Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, offentliggjort i Jyllands-Posten 27/9/2011. (Ovenstående indlæg er skrevet i samarbejde med Torben Gamst-Johansen, medlem af Dansk-Israelsk Selskab). Den 7. april 2011 Formand Otto Rühl kommenterer et indlæg af Fatih El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Jyllands-Posten 5/4/2011
August 2006 Bestyrelsesmedlem Victor Andersen kommenterer de seneste udmeldinger fra den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt. Læserbrev sendt i Berlingske Tidende d. 29. august. Hvor Claes Kastholm Hansen dog altid kan ramme plet! Hendes udtalelse har derfor haft det enkle sigte at fungere som modvægt imod Lykketofs automatpilotstyrede vrantenhed over for det Israel, der ellers har haft mange af fortidens store socialdemokratiske navne som varme forbundsfæller. Jeg minder blot om Jens Otto Krags beundrende dagbogsoptegnelser om Golda Meir, om Anker Jørgenens udtalelse under den første oliekrise om, at araberne burde "modtages med den kulde, de selv var rejsende i", og om, at Viggo Kampmann tilbragte sit otium som appelsinplukker i en kibbutz. Nu kommer vi så til lakmusprøven. Hvis der skal være nogen som helst sammenhæng i Helle Thorning-Schmidts venskabserklæring over for Israel, må hun bedyre, at hun ikke gør den mavesure og israelfjendske Lykketoft til udenrigsminister i sin kommende regering. Hvis hun undlader at fremkomme med en sådan erklæring, vil hun være afsløret som ren og skær stemmefisker. Og med hjælp fra skarpe analytikere som Claes Kastholm Hansen vil hun ved næste valg finde ud af, at hun ikke har fisket i det danske vælgerkorps, men i Det Døde Hav. Victor Andersen ___________________________________________________________ Marts 2004 I Helsingør Dagblad havde redaktør John Bech efterlyst en forklaring på det, han kaldte ”mareridtet” – dem meget vanskelige situation i Israel lige nu. Dansk-israelsk Selskab svarede: Kan situationen i Israel forklares ? John Bech havde den 23.marts en meget tankevækkende leder om situationen lige nu i Mellemøsten under overskriften ”Forklaringen på mareridtet” – tankevækkende, fordi der tydeligvis bagved ligger en meget stor interesse for Israels situation – og tankevækkende fordi den ikke skildrer situationen sort/hvidt – men – kunne man desværre fristes til at sige - ”sort i sort”, jf. overskriftens ”mareridtet.” Jeg er meget langt hen ad vejen enig med John Bech – når jeg i disse måneder deltager i debatmøder om situationen i Israel, kan jeg som regel enes med min modpart blandt repræsentanter fra Dansk-palæstinsisk Venskabsforening om, at situationen pt er ”et mareridt” – uenigheden kommer først, når man skal have modparten til at indrømme, at OGSÅ israelerne lider – og baggrunden for situationen bliver vi stadig aldrig enige om. John Bech skriver meget meget rigtigt, at Israels premierminister Ariel Sharon ”har sin forudsætning i den israelske befolkning, eftersom han er kommet til magten ved et demokratisk valg”. Men dér vil jeg gerne tilføje noget – noget, der måske kan ”bidrage til forståelsen af den dybere baggrund for den optrapning, der er sket i de senere år” – det, John Bech efterlyser. For HVORFOR valgte israelerne dog Ariel Sharon i 2001 ? Sharon havde længe været en outsider – og i 1999 havde israelerne jo netop valgt Yehud Barak fra Arbejderpartiet (AVODA) til premierminister. Altså en mand med en helt anden linie – en mand, der lovede at arbejde for en fred med palæstinenserne. Det skyldes én og kun én ting: Begivenhederne i de knap to år, Barak fik lov til at sidde som premierminister ! Barak gik straks i gang med at sikre en fredsaftale. Han trak de israelske styrker ud fra det sydlige Libanon, hvor de havde beskyttet det nordlige Israel mod angreb nordfra, og i sommeren 2000 drog han til Camp David, hvortil Clinton havde indbudt både ham og Arafat for at skabe en endelige fredsslutning. Men hvad skete ? Barak tilbød ham 95 % af det, Arafat og PLO efter sigende havde kæmpet for – en palæstinensisk stat – og Arafat sagde nej ! I 3 ½ år har jeg prøvet at få svar på, hvorfor – og aldrig fået det. Det er nemlig umuligt at forklare – medmindre Arafat ikke ønsker nogen fred og ikke ønsker en to-stats-løsning – altså en arabisk/palæstinensisk stat side om side med den israelske stat. Barak – og Clinton – prøvede resten af deres regeringstid at få Arafat til at ombestemme sig – Clinton brugte de sidste døgn af sin præsidenttid i januar 2001 på spørgsmålet – Barak gik endnu videre og talte om en deling af Jerusalem – men nej, Arafat ønskede ikke fred ! Derfor stod Barak svagt ved valget i 2001: Hvordan skulle han argumentere for, at israelerne skulle stemme på ham og hans fredspolitik – når modparten ikke ønskede fred ? Sharon havde let spil: Han lovede sikkerhed – og fred – men fred på helt andre betingelser. Hans sejr skyldes uden tvivl også – som John Bech skriver – Israels ændrede befolkningssammensætning – med en langt større andel sefardiske – mellemøstlige – jøder – og færre jøder med en europæiske baggrund. Men også mange af de israelere, der har en europæisk baggrund, stemte på Sharon – fordi der ingen alternativ var ! Hvem ville Barak slutte fred med – når Arafat ikke ville ? Det blev der aldrig givet et klar svar på – og vi fik Sharon som premierminister. Vi må så konstatere, at Sharon faktisk de første måneder levede op til det krav, John Bech citerer Per Stig Møller for at fremsætte: Nemlig ikke at slå igen. Sharon overraskede omverdenen ved ikke at slå igen ! Men det er også klart, at dette ikke kunne fortsætte – med en tidligere elev fra Helsingør Gymnasium havnede jeg i oktober 2001 pludselig midt i en kæmpe-demonstration MOD Sharon i Jerusalem – og nej – det var ikke fredsfløjen, der demonstrerede – det var højrefløjen i Israel, der var rasende over Sharons tøven ! Siden har Sharon slået igen – men i sandhedens interesse må man vel sige, at han er fortsat med at provokere Israels højrefløj: Som den første Likud-leder – Likud er Israels højreparti – har Sharon kaldt Vestbredden og Gaza ”besatte områder”, og gjort klart, at Israel selvfølgelig ikke kan beholde disse områder – og han gør nu klar til at rømme Gaza. Sharon har også bøjet sig for kravet om en beskyttelsesafspærring til Vestbredden, som man altid har haft mellem Gaza og Israel – igen til højrefløjens raseri, fordi Hegnet jo klart viser, at det, der ligger på den anden side, IKKE er Israel. Sharon provokerer så også omverdenen og mange af Israels venner ved flere steder at bygge Hegnet og afspærringen inde på Vestbredden – men igen må man huske: Der er pt ingen palæstinensiske leder, der vil forhandle fred med Israel. Den dag, det sker – og lad den dag komme hurtigt, for situationen lige nu ER et mareridt – den dag kan man fastsætte en grænse mellem Israel og den palæstinensiske stat – som Egypten i 1979 fastsatte sin grænse med Israel og Jordan i 1994 sin – og den dag vil der måske ikke være brug for et hegn – for de to stater vil være nødt til at samarbejde om økonomi, handel og vand. Med venlig hilsen Otto Rühl
___________________________________________________________ April 2004 Efter fredagsbønnen blev der endnu engang kastet sten oppe fra Tempelpladsen ned mod bedende jøder ved Vestmuren. Som nok eneste avis bragte Berlingske Tidende et billede af jøder, der må føres væk på grund af stenkastningen – og ikke af israelsk politi, der efterfølgende rykkede ind på Tempelpladsen. Dansk-israelsk Selskab kommenterede dette i følgende indlæg: Vi lever i en verden, hvor billederne bliver vigtigere og vigtigere – slå op i en avis for blot tyve år siden og sammenlign: Der er kommet langt flere billeder – og billederne kan tit gøre noget, en lang tekst ikke kan: Vise os situationen, så vi nærmest føler, at vi selv har været dér. Berlingske Tidende er med god grund stolt af, at avisens pressefotografer vinder den ene pris efter den anden – ofte med nogle barske billeder – billeder fra konflikterne rundt i verden, hvor billederne igen – måske – kan få os til at gribes af vrede over den megen ondskab og nød i verden. Derfor er det også afgørende, hvilket billede/billeder man vælger at illustrere en artikel med – og derfor fortjener Berlingske Tidendes billedredaktion en stor pris for sit billedvalg i forbindelse med forrige uges reportage fra urolighederne omkring Tempelpladsen i Jerusalem. Jeg håber, der eksisterer sådan en pris – ellers bør nogen straks indstifte den ! Lad os lige huske, hvad der skete: Det var sidste fredag – som sædvanlig før sabbatten var der flere bedende jøder ved resterne af Templets gamle vestmur – også kaldet ”Klage- eller Grædemuren”. Men fredag er også muslimsk helligdag – der var bøn i Al Aksa-moskeen oppe på Tempelbjerget. Da bønnen er færdig, begynder unge muslimer at kaste sten ned mod de bedende jøder – et ondskabsfuldt overgreb på bedende mennesker, hvoraf mange var ældre mennesker. Og et angreb på helt uskyldige mennesker – disse mennesker bad en bøn ved det, der er tilbage af deres oprindelige Tempel. Israelsk politi gik derpå op på Tempelpladsen – og tilkaldte forstærkninger – der blev fortsat kastet med sten – nu mod betjentene. Tempelpladsen er helligt område – det forhindrede ikke muslimerne i at kaste med sten – og følgelig heller ikke det israelske politi i at forsøge at stoppe dem – bl.a. med tåregas. Og nu iler journalisterne til Tempelpladsen – der er uro, der er sammenstød, der er vold – israelsk politi skyder på bedende muslimer og er trængt ind på Tempelpladsen – vi husker alle, hvordan episoder som denne har udløst en bølge af vold de sidste år. Hvilket billede skal nu illustrere omtale af denne episode. Gæt ! For størstedelen af pressen og TV er der selvfølgelig ingen tvivl – ”Israelsk politi overfaldt i dag bedende muslimer på Tempelpladsen” – vi må have nogle billeder af skydende israelske betjente og skræmte muslimer – helst kvinder og børn, hvis vi kan finde nogle sådanne ! Men på Berlingske Tidende sad en modig billedredaktør – måske en helt modig billedredaktion – del prisen, hvis I var flere om det modige og enestående valg ! Berlingske Tidende valgte at illustrere episoden med et billede af - - en gamle jødisk mand, der af en betjent hjælpes væk fra Grædenmuren – beskyttet af betjenten mod flere sten – en sten kastet oppe fra Tempelpladsen med fuld kraft er jo ikke drengestreger ! Det var jo sådan, det begyndte – det var jo det, der var ”Historien” ! Det forstod billedredaktøren på Berlingske Tidende – og herfra skal derfor lyde en varm tak og et stort tillykke med den pris, der forhåbentlig bliver tildelt jer ! Otto Rühl ___________________________________________________________ Også i april 2004 kunne Kristeligt Dagblad meddele, at alle arabiske lande havde tilladt Mel Gibsons film ”The Passion”, der fra mange sider blev beskyldt for at være antisemitisk, idet det klart viste jøderne som de skyldige i Jesu død – Pilatus renses nærmest for ansvaret. Dansk-israelsk Selskab kommenterede dette i samme avis nogle dage senere: Gibsons Jesusfilm i de arabiske lande af Otto Rühl Kristeligt Dagblad havde her onsdag før påske en meget deprimerende artikel fra ritzau/Reuters med overskriften ”Jesusfilm har succes i de arabiske lande”. ”Deprimerende” fordi journalisten jo klart fortæller, at den eneste grund til, at mange arabere styrter ind og ser denne film og til, at censuren ikke har forbudt den – som censuren i de samme lande forbød Spielbergs ”Schindler´s List” – er, at filmen er endnu et middel til at skabe had mod jøderne. KD citerer således en egyptisk filmkritiker for til en arabisk avis at sige: ”Der er blevet slækket på censurkravene, fordi mange mener, at filmen er antisemitisk”. Ritzau/Reuters-jounalisten tilføjer så med rette, at Islam normalt forbyder portrættering af hellige figurer – men situationen er jo endnu mere grotesk end så – hvad avisens egne journalister uden tvivl ville have skrevet om, hvis det var dem, der havde skrevet om emnet. I Islam er Jesus nemlig en vigtig profet – meget vigtig endda. Men for Islam er der to helt afgørende kritikpunkter af kristendommens syn på Jesus: Kristendommen anser ham for at være Gud søn – men som Koranen siger: ”Hvordan skulle Han have en søn, når han ikke har en hustru ?” (Sura 6). Igen og igen sås Guds énhed fast – ”Der er ingen Gud undtagen den ene Gud” (Sura 5) Og for kristendommen er Jesu død på korset noget helt centralt – allerede Paulus prædiker mindre end tyve år efter Jesu død ”at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne” (1.Kor.15). NEJ ” Siger Islam ! NEJ – siger Koranen: ”De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelse” (Sura 4) – for muslimer er det blasfemi at påstå, at Gud ville have ladet en af sine profeter dø som en forbryder på et kors. Jf. at muslimen Aminah Tønnsen otte sider længere fremme i samme avis meget ærligt skriver ”Påsken siger mig intet”. Vi konstaterer i disse dage altså, at man i flere arabiske lande tillader en film, der ifølge deres egen religion er blasfemisk på indtil flere måder – både ved at portrættere en profet og ved, at hele filmen jo er en stor dyrkelse af Jesu lidelse og død – at man tillader en film, der altså er en stor hån mod Islams egne værdier – af én eneste grund: Den kan skabe had mod jøder ! Hvis man ikke allerede var pessimistisk og efter de sidste års skærpede konflikt i Mellemøsten af og til tvivlede på mange araberes oprigtige vilje til at indgå en fred med Israel, ja så gør man det da, når man læser noget sådant. Og glem stadig ikke, at ingen arabere altså måtte se Spielbergs ”Schindler´s List.” Hvorfor ? Officielt selvfølgelig ikke fordi, den måske kunne få i det mindste nogle arabere til at forstå, hvorfor også jøderne er nødt til at have deres eget land – nej officielt fordi de jødiske ofre i Auschwitz ikke havde noget tøj på – og Islam ikke accepterer protrætteringen af nøgle mennesker. Og ved den film kunne man IKKE gå på kompromis ! Otto Rühl er formand for Dansk-israelsk Selskab ___________________________________________________________ Debatindlæg af Bent Blüdnikow bragt i Berlingske Tidende den 1. maj 2004: Europas dæmoner KULTURPSYKOLOGI. Den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at kritisere USA og Israels gøren og laden. Af Bent Blüdnikow
Den slags holdninger kommer ikke ud af det blå, og kommentatorer peger på, at den daglige nyhedsstrøm om USAs og Israels »onde« handlinger som en logisk konsekvens har ført til den slags synspunkter. Der peges desuden på, at den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at have øje for USA og Israels gøren og laden.
Jerusalem Posts redaktør Bret Stephens følger i ugentlige kommentarer måbende de europæiske holdninger og medier. Da millioner af europæere marcherede mod krigen i Irak, holdt de plakater op, hvor nazisme og zionisme blev ligestillet. Det viste klart, siger Stephens, at Europa har sine problemer med Israel: »Det fremstilles, som om det er Sharons politik, der giver problemerne. Men var Europa egentlig mere sympatisk indstillet før Sharon? I 1975 holdt Ugandas præsident Ida Amin en tale til FNs generalforsamling, hvor han krævede »Israels udslettelse«. Efter talen blev han varmt hyldet af generalsekretær Kurt Waldheim, som senere blev valgt til Østrigs præsident med en jordskredssejr (...)
Den negative indstilling til Israel er udbredt i Europa. Den er resultatet af, hvad europæerne ser på TV, hører i radioen og læser i medierne. Og hvad de ser, læser og hører, er dette: At Israel er uhæmmet aggressiv mod de forsvarsløse palæstinensere, og at palæstinensisk terror blot er et svar på israelsk undertrykkelse – og ikke omvendt«. Stephens konkluderer: »Amerika har ikke opnået sin verdensposition uden forudseenhed og offervilje. Og Europa er blevet sejlet agterud, fordi det har vist svaghed over for nådesløse ideologier, har mishandlet økonomien og med iver ladet Washington bære forsvarets byrder«.
Den skarpe kommentator Mark Steyn lader sin velskrivende pen lyse i bl.a. tidsskriftet Spectator. Han skriver i sidste nummer: »Hvem der så end indspillede Osama bin Ladens sidste kassettebånd, så udviser de en snedig forståelse af den politiske situation. Nemlig ved at tilbyde en våbenhvile til ethvert europæisk land, der vil tage afstand fra USA. (...) Selv om mange kommentatorer ser tilbuddet som et svaghedstegn fra al-Qaedas side, så viser det i virkeligheden blot, hvor smarte jihad-drengene er (...) Som Blair sagde i sin tale til Kongressen, så er Europas politiske kultur indrettet på kompromis. Al-Qaedas PR-afdeling forsøger blot at tale til europæerne på et sprog, de forstår.« Den ondskabsfulde Mark Steyn har givet sin artikel titlen: »Bush må redde Europa«.
En af efterkrigstidens store politiske kommentatorer er chefredaktøren for det tyske blad Die Zeit, Josef Joffe. I det amerikanske tidsskrift Commentary har han skrevet en besk artikel med titlen »Europas dæmoner«. Han tegner et billede af et hyklerisk Europa, hvor anti-amerikanisme og anti-israelisme nu er blevet hverdagskost. Og uden at europæerne selv kan se, hvor snæversynet og hvor lidt selvkritisk kontinentet er blevet. Informationsstrømmen er forvrænget, og mens de europæiske medier ikke har synlig interesse for folkedrabet i Sudan, Kinas massemord på egne borgere og tibetanere eller Nordkoreas sultende millioner, så indtager Israel og USA en central plads i en dæmoniseringskampagne, skriver Josef Joffe. Og han fortsætter: »Europa hylder civil magt og internationale institutioner. Europa praler med at have overvundet krigens primitivitet til fordel for kompromis, samarbejde og institutionalisering. Det har indgivet kontinentet en følelse af moralsk overlegenhed og en lede ved USA og Israel, som gennem de sidste 50 år har grebet til magt oftere end nogen andre vestlige lande (...) Intet europæisk land er blevet angrebet siden 1945. Det er derfor ikke underligt, at Europas militære instinkt er sygnet hen ved udsigten til en tilsyneladende endeløs fred. Det er derfor ikke mærkeligt, at de foragter Israel og USA som Vestens ryggesløse børn.«
Det forhadte USA er det samme land, der har reddet Europa en lang række gange fra egne dæmoner og fanatikere i det 20. århundrede, påpeges det. Alligevel synes taknemligheden mod USA ikke at være fremtrædende. I David Frums og Richard Perles bog »An End to Evil«, der netop er udkommet, tager de to neo-konservative (uha, uha – atter et bandeord i europæisk presse) beslutningstagere Europa under behandling. De noterer, at europæisk presse ikke holder sig tilbage med løgne og forvrængede historier om amerikansk brutalitet: »Den europæiske presses fjendtlighed havde sin effekt på den offentlige mening (...) Effekten begyndte at vise sig i løbet af 2002. Et bekymrende antal af vore NATO-allierede indtog den holdning, at vi efter sejren i Afghanistan skulle have erklæret sejr og være draget hjem. I disse lunkne allieredes hjerter skulle vi have nøjedes med at drive al-Qaeda ud af Afghanistan og så være rejst. De nægtede at være sammen med os i presset på Irak, Iran og Nordkorea. De viste en forbløffende mangel på nysgerrighed, hvad angik terrorforbindelser til Saudi-Arabien og andre arabiske stater. Hvis vi havde lyttet til Europa, så havde den eneste stat i Mellemøsten, der var blevet udsat for pression, været Israel«.
Hvorfor hader de os så intenst, spørger forfatterne og svarer selv: »USA brugte milliarder af dollar på Europa gennem et halvt århundrede, og det var uundgåeligt, at mange europæere hadede det. De hader USAs generøsitet, og de nærer modvilje mod deres eget behov for hjælp. For den slags mennesker var Sovjetunionens kollaps en frihedens stund. For nu kunne kontinentet omsider blive fri for USA og den afskyelige taknemligheds byrde.«
Josef Joffe er inde på samme forklaringsmekanisme i sin artikel i Commentary om anti-israelisme og den nye anti-semitisme: »Europa vil aldrig tilgive jøderne Ausch-witz«, skriver han. For jødernes skæbne under Holocaust minder dem ustandselig om deres eget svigt. Derfor har man i Europa travlt med at dæmonisere Israel og sammenligne dets handlinger med nazisterne, for deri ligger befrielsen for skyldfølelsen.
Eller måske er forklaringen langt mere banal, som kommentatoren William Safire gang på gang har skrevet i New York Times. Nemlig at europæerne simpelthen er til at købe. De er dybt involverede i handel med og bestikkelsespenge fra den arabiske verden. Den nyeste skandale er, at FNs »olie for mad«-program viser, at ledende kredse i Europa og FN modtog Saddam Husseins bestikkelsespenge. Men den europæiske presse skriver forbløffende lidt om det. Bent Blüdnikow ___________________________________________________________
Begynd med slutningen Af Jann Sjursen,
Disse spørgsmål fik også kørt Oslo-processen af sporet. Der var - som i Køreplanen for Fred - for mange mellemstationer. Belært af dette var forhandlingerne i Camp David i år 2000 mere kontante. Her manglede til gengæld palæstinensernes vilje til at indgå en forpligtende og endelig fredsaftale. Det er vigtigt at notere sig, at præsident Bush fastholder perspektivet om en palæsti-nensisk stat. Jeg er overbevist om, at det også er den israelske regerings perspektiv. Det er for Sharons vedkommende ikke svært at finde udtalelser, hvori han forsværger en palæstinensisk stat, men han har forstået, at forudsætningen for at fastholde Israel som en jødisk stat er etableringen af en palæstinensisk. Alternativet er, at landet skal absorbere 3.5 mill palæstinensiske arabere, idet jeg forudsætter, at landet som Mellemøstens eneste demokrati ikke kan leve med forskellige demokratiske spilleregler for jøder og ikke-jøder. Det vil betyde, at jøderne i løbet af få år ville komme i min-dretal i deres eget land, hvis ikke palæstinenserne får deres stat. Det har Sharon ind-set, og opinionsundersøgelser viser, at der i Israel er flertal for en Palæstinensisk stat. Spørgsmålet er blot på hvilket territorium, en fremtidig palæstinensisk stat skal opstå - og om den vil være levedygtig?! Det har været fremme, at Sharon nu opgiver disse bosættelser mod til gengæld at fastholde bosættelser på Vestbredden. Her bor ¼ mill. israelere i bosættelser, som er blevet til på et tidspunkt, hvor udsigterne til fred var om end endnu mere teoretiske end i dag! Men helt frem til i dag bliver nogle af bosættelserne udbygget og såkaldte outposts er i modsætning til Køreplanen for Fred kommet til. De spørgsmål, som Israel og USA nu har leveret svar på er i Køreplanen for Fred for-udsat til at skulle blive forhandlet i den sidste fase på vej mod en endelig status. Over for det står, at Den Palæstinensiske Myndighed aldrig har leveret den sikkerhed de var forpligtet til: at bekæmpe de terroraktiviteter, der udgår fra især Hamas. Efter min opfattelse er det i denne omgang for enkelt at beskylde USA for enegang. Jann Sjursen ___________________________________________________________ |
|
