|
|
|
|
|
|
Debatindlæg fra Dansk-israelsk Selskab Den 10. januar 2012
Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, offentliggjort i Jyllands-Posten 27/9/2011. (Ovenstående indlæg er skrevet i samarbejde med Torben Gamst-Johansen, medlem af Dansk-Israelsk Selskab). Den 7. april 2011 Formand Otto Rühl kommenterer et indlæg af Fatih El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Jyllands-Posten 5/4/2011
Bestyrelsesmedlem Victor Andersen kommenterer de seneste udmeldinger fra den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt. Læserbrev sendt i Berlingske Tidende d. 29. august. Hvor Claes Kastholm Hansen dog altid kan ramme plet! Hendes udtalelse har derfor haft det enkle sigte at fungere som modvægt imod Lykketofs automatpilotstyrede vrantenhed over for det Israel, der ellers har haft mange af fortidens store socialdemokratiske navne som varme forbundsfæller. Jeg minder blot om Jens Otto Krags beundrende dagbogsoptegnelser om Golda Meir, om Anker Jørgenens udtalelse under den første oliekrise om, at araberne burde "modtages med den kulde, de selv var rejsende i", og om, at Viggo Kampmann tilbragte sit otium som appelsinplukker i en kibbutz. Nu kommer vi så til lakmusprøven. Hvis der skal være nogen som helst sammenhæng i Helle Thorning-Schmidts venskabserklæring over for Israel, må hun bedyre, at hun ikke gør den mavesure og israelfjendske Lykketoft til udenrigsminister i sin kommende regering. Hvis hun undlader at fremkomme med en sådan erklæring, vil hun være afsløret som ren og skær stemmefisker. Og med hjælp fra skarpe analytikere som Claes Kastholm Hansen vil hun ved næste valg finde ud af, at hun ikke har fisket i det danske vælgerkorps, men i Det Døde Hav. Victor Andersen ___________________________________________________________ Marts 2004 I Helsingør Dagblad havde redaktør John Bech efterlyst en forklaring på det, han kaldte ”mareridtet” – dem meget vanskelige situation i Israel lige nu. Dansk-israelsk Selskab svarede: Kan situationen i Israel forklares ? John Bech havde den 23.marts en meget tankevækkende leder om situationen lige nu i Mellemøsten under overskriften ”Forklaringen på mareridtet” – tankevækkende, fordi der tydeligvis bagved ligger en meget stor interesse for Israels situation – og tankevækkende fordi den ikke skildrer situationen sort/hvidt – men – kunne man desværre fristes til at sige - ”sort i sort”, jf. overskriftens ”mareridtet.” Jeg er meget langt hen ad vejen enig med John Bech – når jeg i disse måneder deltager i debatmøder om situationen i Israel, kan jeg som regel enes med min modpart blandt repræsentanter fra Dansk-palæstinsisk Venskabsforening om, at situationen pt er ”et mareridt” – uenigheden kommer først, når man skal have modparten til at indrømme, at OGSÅ israelerne lider – og baggrunden for situationen bliver vi stadig aldrig enige om. John Bech skriver meget meget rigtigt, at Israels premierminister Ariel Sharon ”har sin forudsætning i den israelske befolkning, eftersom han er kommet til magten ved et demokratisk valg”. Men dér vil jeg gerne tilføje noget – noget, der måske kan ”bidrage til forståelsen af den dybere baggrund for den optrapning, der er sket i de senere år” – det, John Bech efterlyser. For HVORFOR valgte israelerne dog Ariel Sharon i 2001 ? Sharon havde længe været en outsider – og i 1999 havde israelerne jo netop valgt Yehud Barak fra Arbejderpartiet (AVODA) til premierminister. Altså en mand med en helt anden linie – en mand, der lovede at arbejde for en fred med palæstinenserne. Det skyldes én og kun én ting: Begivenhederne i de knap to år, Barak fik lov til at sidde som premierminister ! Barak gik straks i gang med at sikre en fredsaftale. Han trak de israelske styrker ud fra det sydlige Libanon, hvor de havde beskyttet det nordlige Israel mod angreb nordfra, og i sommeren 2000 drog han til Camp David, hvortil Clinton havde indbudt både ham og Arafat for at skabe en endelige fredsslutning. Men hvad skete ? Barak tilbød ham 95 % af det, Arafat og PLO efter sigende havde kæmpet for – en palæstinensisk stat – og Arafat sagde nej ! I 3 ½ år har jeg prøvet at få svar på, hvorfor – og aldrig fået det. Det er nemlig umuligt at forklare – medmindre Arafat ikke ønsker nogen fred og ikke ønsker en to-stats-løsning – altså en arabisk/palæstinensisk stat side om side med den israelske stat. Barak – og Clinton – prøvede resten af deres regeringstid at få Arafat til at ombestemme sig – Clinton brugte de sidste døgn af sin præsidenttid i januar 2001 på spørgsmålet – Barak gik endnu videre og talte om en deling af Jerusalem – men nej, Arafat ønskede ikke fred ! Derfor stod Barak svagt ved valget i 2001: Hvordan skulle han argumentere for, at israelerne skulle stemme på ham og hans fredspolitik – når modparten ikke ønskede fred ? Sharon havde let spil: Han lovede sikkerhed – og fred – men fred på helt andre betingelser. Hans sejr skyldes uden tvivl også – som John Bech skriver – Israels ændrede befolkningssammensætning – med en langt større andel sefardiske – mellemøstlige – jøder – og færre jøder med en europæiske baggrund. Men også mange af de israelere, der har en europæisk baggrund, stemte på Sharon – fordi der ingen alternativ var ! Hvem ville Barak slutte fred med – når Arafat ikke ville ? Det blev der aldrig givet et klar svar på – og vi fik Sharon som premierminister. Vi må så konstatere, at Sharon faktisk de første måneder levede op til det krav, John Bech citerer Per Stig Møller for at fremsætte: Nemlig ikke at slå igen. Sharon overraskede omverdenen ved ikke at slå igen ! Men det er også klart, at dette ikke kunne fortsætte – med en tidligere elev fra Helsingør Gymnasium havnede jeg i oktober 2001 pludselig midt i en kæmpe-demonstration MOD Sharon i Jerusalem – og nej – det var ikke fredsfløjen, der demonstrerede – det var højrefløjen i Israel, der var rasende over Sharons tøven ! Siden har Sharon slået igen – men i sandhedens interesse må man vel sige, at han er fortsat med at provokere Israels højrefløj: Som den første Likud-leder – Likud er Israels højreparti – har Sharon kaldt Vestbredden og Gaza ”besatte områder”, og gjort klart, at Israel selvfølgelig ikke kan beholde disse områder – og han gør nu klar til at rømme Gaza. Sharon har også bøjet sig for kravet om en beskyttelsesafspærring til Vestbredden, som man altid har haft mellem Gaza og Israel – igen til højrefløjens raseri, fordi Hegnet jo klart viser, at det, der ligger på den anden side, IKKE er Israel. Sharon provokerer så også omverdenen og mange af Israels venner ved flere steder at bygge Hegnet og afspærringen inde på Vestbredden – men igen må man huske: Der er pt ingen palæstinensiske leder, der vil forhandle fred med Israel. Den dag, det sker – og lad den dag komme hurtigt, for situationen lige nu ER et mareridt – den dag kan man fastsætte en grænse mellem Israel og den palæstinensiske stat – som Egypten i 1979 fastsatte sin grænse med Israel og Jordan i 1994 sin – og den dag vil der måske ikke være brug for et hegn – for de to stater vil være nødt til at samarbejde om økonomi, handel og vand. Med venlig hilsen Otto Rühl
___________________________________________________________ April 2004 Efter fredagsbønnen blev der endnu engang kastet sten oppe fra Tempelpladsen ned mod bedende jøder ved Vestmuren. Som nok eneste avis bragte Berlingske Tidende et billede af jøder, der må føres væk på grund af stenkastningen – og ikke af israelsk politi, der efterfølgende rykkede ind på Tempelpladsen. Dansk-israelsk Selskab kommenterede dette i følgende indlæg: Vi lever i en verden, hvor billederne bliver vigtigere og vigtigere – slå op i en avis for blot tyve år siden og sammenlign: Der er kommet langt flere billeder – og billederne kan tit gøre noget, en lang tekst ikke kan: Vise os situationen, så vi nærmest føler, at vi selv har været dér. Berlingske Tidende er med god grund stolt af, at avisens pressefotografer vinder den ene pris efter den anden – ofte med nogle barske billeder – billeder fra konflikterne rundt i verden, hvor billederne igen – måske – kan få os til at gribes af vrede over den megen ondskab og nød i verden. Derfor er det også afgørende, hvilket billede/billeder man vælger at illustrere en artikel med – og derfor fortjener Berlingske Tidendes billedredaktion en stor pris for sit billedvalg i forbindelse med forrige uges reportage fra urolighederne omkring Tempelpladsen i Jerusalem. Jeg håber, der eksisterer sådan en pris – ellers bør nogen straks indstifte den ! Lad os lige huske, hvad der skete: Det var sidste fredag – som sædvanlig før sabbatten var der flere bedende jøder ved resterne af Templets gamle vestmur – også kaldet ”Klage- eller Grædemuren”. Men fredag er også muslimsk helligdag – der var bøn i Al Aksa-moskeen oppe på Tempelbjerget. Da bønnen er færdig, begynder unge muslimer at kaste sten ned mod de bedende jøder – et ondskabsfuldt overgreb på bedende mennesker, hvoraf mange var ældre mennesker. Og et angreb på helt uskyldige mennesker – disse mennesker bad en bøn ved det, der er tilbage af deres oprindelige Tempel. Israelsk politi gik derpå op på Tempelpladsen – og tilkaldte forstærkninger – der blev fortsat kastet med sten – nu mod betjentene. Tempelpladsen er helligt område – det forhindrede ikke muslimerne i at kaste med sten – og følgelig heller ikke det israelske politi i at forsøge at stoppe dem – bl.a. med tåregas. Og nu iler journalisterne til Tempelpladsen – der er uro, der er sammenstød, der er vold – israelsk politi skyder på bedende muslimer og er trængt ind på Tempelpladsen – vi husker alle, hvordan episoder som denne har udløst en bølge af vold de sidste år. Hvilket billede skal nu illustrere omtale af denne episode. Gæt ! For størstedelen af pressen og TV er der selvfølgelig ingen tvivl – ”Israelsk politi overfaldt i dag bedende muslimer på Tempelpladsen” – vi må have nogle billeder af skydende israelske betjente og skræmte muslimer – helst kvinder og børn, hvis vi kan finde nogle sådanne ! Men på Berlingske Tidende sad en modig billedredaktør – måske en helt modig billedredaktion – del prisen, hvis I var flere om det modige og enestående valg ! Berlingske Tidende valgte at illustrere episoden med et billede af - - en gamle jødisk mand, der af en betjent hjælpes væk fra Grædenmuren – beskyttet af betjenten mod flere sten – en sten kastet oppe fra Tempelpladsen med fuld kraft er jo ikke drengestreger ! Det var jo sådan, det begyndte – det var jo det, der var ”Historien” ! Det forstod billedredaktøren på Berlingske Tidende – og herfra skal derfor lyde en varm tak og et stort tillykke med den pris, der forhåbentlig bliver tildelt jer ! Otto Rühl ___________________________________________________________ Også i april 2004 kunne Kristeligt Dagblad meddele, at alle arabiske lande havde tilladt Mel Gibsons film ”The Passion”, der fra mange sider blev beskyldt for at være antisemitisk, idet det klart viste jøderne som de skyldige i Jesu død – Pilatus renses nærmest for ansvaret. Dansk-israelsk Selskab kommenterede dette i samme avis nogle dage senere: Gibsons Jesusfilm i de arabiske lande af Otto Rühl Kristeligt Dagblad havde her onsdag før påske en meget deprimerende artikel fra ritzau/Reuters med overskriften ”Jesusfilm har succes i de arabiske lande”. ”Deprimerende” fordi journalisten jo klart fortæller, at den eneste grund til, at mange arabere styrter ind og ser denne film og til, at censuren ikke har forbudt den – som censuren i de samme lande forbød Spielbergs ”Schindler´s List” – er, at filmen er endnu et middel til at skabe had mod jøderne. KD citerer således en egyptisk filmkritiker for til en arabisk avis at sige: ”Der er blevet slækket på censurkravene, fordi mange mener, at filmen er antisemitisk”. Ritzau/Reuters-jounalisten tilføjer så med rette, at Islam normalt forbyder portrættering af hellige figurer – men situationen er jo endnu mere grotesk end så – hvad avisens egne journalister uden tvivl ville have skrevet om, hvis det var dem, der havde skrevet om emnet. I Islam er Jesus nemlig en vigtig profet – meget vigtig endda. Men for Islam er der to helt afgørende kritikpunkter af kristendommens syn på Jesus: Kristendommen anser ham for at være Gud søn – men som Koranen siger: ”Hvordan skulle Han have en søn, når han ikke har en hustru ?” (Sura 6). Igen og igen sås Guds énhed fast – ”Der er ingen Gud undtagen den ene Gud” (Sura 5) Og for kristendommen er Jesu død på korset noget helt centralt – allerede Paulus prædiker mindre end tyve år efter Jesu død ”at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne” (1.Kor.15). NEJ ” Siger Islam ! NEJ – siger Koranen: ”De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelse” (Sura 4) – for muslimer er det blasfemi at påstå, at Gud ville have ladet en af sine profeter dø som en forbryder på et kors. Jf. at muslimen Aminah Tønnsen otte sider længere fremme i samme avis meget ærligt skriver ”Påsken siger mig intet”. Vi konstaterer i disse dage altså, at man i flere arabiske lande tillader en film, der ifølge deres egen religion er blasfemisk på indtil flere måder – både ved at portrættere en profet og ved, at hele filmen jo er en stor dyrkelse af Jesu lidelse og død – at man tillader en film, der altså er en stor hån mod Islams egne værdier – af én eneste grund: Den kan skabe had mod jøder ! Hvis man ikke allerede var pessimistisk og efter de sidste års skærpede konflikt i Mellemøsten af og til tvivlede på mange araberes oprigtige vilje til at indgå en fred med Israel, ja så gør man det da, når man læser noget sådant. Og glem stadig ikke, at ingen arabere altså måtte se Spielbergs ”Schindler´s List.” Hvorfor ? Officielt selvfølgelig ikke fordi, den måske kunne få i det mindste nogle arabere til at forstå, hvorfor også jøderne er nødt til at have deres eget land – nej officielt fordi de jødiske ofre i Auschwitz ikke havde noget tøj på – og Islam ikke accepterer protrætteringen af nøgle mennesker. Og ved den film kunne man IKKE gå på kompromis ! Otto Rühl er formand for Dansk-israelsk Selskab ___________________________________________________________ Debatindlæg af Bent Blüdnikow bragt i Berlingske Tidende den 1. maj 2004: Europas dæmoner KULTURPSYKOLOGI. Den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at kritisere USA og Israels gøren og laden. Af Bent Blüdnikow
Den slags holdninger kommer ikke ud af det blå, og kommentatorer peger på, at den daglige nyhedsstrøm om USAs og Israels »onde« handlinger som en logisk konsekvens har ført til den slags synspunkter. Der peges desuden på, at den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at have øje for USA og Israels gøren og laden.
Jerusalem Posts redaktør Bret Stephens følger i ugentlige kommentarer måbende de europæiske holdninger og medier. Da millioner af europæere marcherede mod krigen i Irak, holdt de plakater op, hvor nazisme og zionisme blev ligestillet. Det viste klart, siger Stephens, at Europa har sine problemer med Israel: »Det fremstilles, som om det er Sharons politik, der giver problemerne. Men var Europa egentlig mere sympatisk indstillet før Sharon? I 1975 holdt Ugandas præsident Ida Amin en tale til FNs generalforsamling, hvor han krævede »Israels udslettelse«. Efter talen blev han varmt hyldet af generalsekretær Kurt Waldheim, som senere blev valgt til Østrigs præsident med en jordskredssejr (...)
Den negative indstilling til Israel er udbredt i Europa. Den er resultatet af, hvad europæerne ser på TV, hører i radioen og læser i medierne. Og hvad de ser, læser og hører, er dette: At Israel er uhæmmet aggressiv mod de forsvarsløse palæstinensere, og at palæstinensisk terror blot er et svar på israelsk undertrykkelse – og ikke omvendt«. Stephens konkluderer: »Amerika har ikke opnået sin verdensposition uden forudseenhed og offervilje. Og Europa er blevet sejlet agterud, fordi det har vist svaghed over for nådesløse ideologier, har mishandlet økonomien og med iver ladet Washington bære forsvarets byrder«.
Den skarpe kommentator Mark Steyn lader sin velskrivende pen lyse i bl.a. tidsskriftet Spectator. Han skriver i sidste nummer: »Hvem der så end indspillede Osama bin Ladens sidste kassettebånd, så udviser de en snedig forståelse af den politiske situation. Nemlig ved at tilbyde en våbenhvile til ethvert europæisk land, der vil tage afstand fra USA. (...) Selv om mange kommentatorer ser tilbuddet som et svaghedstegn fra al-Qaedas side, så viser det i virkeligheden blot, hvor smarte jihad-drengene er (...) Som Blair sagde i sin tale til Kongressen, så er Europas politiske kultur indrettet på kompromis. Al-Qaedas PR-afdeling forsøger blot at tale til europæerne på et sprog, de forstår.« Den ondskabsfulde Mark Steyn har givet sin artikel titlen: »Bush må redde Europa«.
En af efterkrigstidens store politiske kommentatorer er chefredaktøren for det tyske blad Die Zeit, Josef Joffe. I det amerikanske tidsskrift Commentary har han skrevet en besk artikel med titlen »Europas dæmoner«. Han tegner et billede af et hyklerisk Europa, hvor anti-amerikanisme og anti-israelisme nu er blevet hverdagskost. Og uden at europæerne selv kan se, hvor snæversynet og hvor lidt selvkritisk kontinentet er blevet. Informationsstrømmen er forvrænget, og mens de europæiske medier ikke har synlig interesse for folkedrabet i Sudan, Kinas massemord på egne borgere og tibetanere eller Nordkoreas sultende millioner, så indtager Israel og USA en central plads i en dæmoniseringskampagne, skriver Josef Joffe. Og han fortsætter: »Europa hylder civil magt og internationale institutioner. Europa praler med at have overvundet krigens primitivitet til fordel for kompromis, samarbejde og institutionalisering. Det har indgivet kontinentet en følelse af moralsk overlegenhed og en lede ved USA og Israel, som gennem de sidste 50 år har grebet til magt oftere end nogen andre vestlige lande (...) Intet europæisk land er blevet angrebet siden 1945. Det er derfor ikke underligt, at Europas militære instinkt er sygnet hen ved udsigten til en tilsyneladende endeløs fred. Det er derfor ikke mærkeligt, at de foragter Israel og USA som Vestens ryggesløse børn.«
Det forhadte USA er det samme land, der har reddet Europa en lang række gange fra egne dæmoner og fanatikere i det 20. århundrede, påpeges det. Alligevel synes taknemligheden mod USA ikke at være fremtrædende. I David Frums og Richard Perles bog »An End to Evil«, der netop er udkommet, tager de to neo-konservative (uha, uha – atter et bandeord i europæisk presse) beslutningstagere Europa under behandling. De noterer, at europæisk presse ikke holder sig tilbage med løgne og forvrængede historier om amerikansk brutalitet: »Den europæiske presses fjendtlighed havde sin effekt på den offentlige mening (...) Effekten begyndte at vise sig i løbet af 2002. Et bekymrende antal af vore NATO-allierede indtog den holdning, at vi efter sejren i Afghanistan skulle have erklæret sejr og være draget hjem. I disse lunkne allieredes hjerter skulle vi have nøjedes med at drive al-Qaeda ud af Afghanistan og så være rejst. De nægtede at være sammen med os i presset på Irak, Iran og Nordkorea. De viste en forbløffende mangel på nysgerrighed, hvad angik terrorforbindelser til Saudi-Arabien og andre arabiske stater. Hvis vi havde lyttet til Europa, så havde den eneste stat i Mellemøsten, der var blevet udsat for pression, været Israel«.
Hvorfor hader de os så intenst, spørger forfatterne og svarer selv: »USA brugte milliarder af dollar på Europa gennem et halvt århundrede, og det var uundgåeligt, at mange europæere hadede det. De hader USAs generøsitet, og de nærer modvilje mod deres eget behov for hjælp. For den slags mennesker var Sovjetunionens kollaps en frihedens stund. For nu kunne kontinentet omsider blive fri for USA og den afskyelige taknemligheds byrde.«
Josef Joffe er inde på samme forklaringsmekanisme i sin artikel i Commentary om anti-israelisme og den nye anti-semitisme: »Europa vil aldrig tilgive jøderne Ausch-witz«, skriver han. For jødernes skæbne under Holocaust minder dem ustandselig om deres eget svigt. Derfor har man i Europa travlt med at dæmonisere Israel og sammenligne dets handlinger med nazisterne, for deri ligger befrielsen for skyldfølelsen.
Eller måske er forklaringen langt mere banal, som kommentatoren William Safire gang på gang har skrevet i New York Times. Nemlig at europæerne simpelthen er til at købe. De er dybt involverede i handel med og bestikkelsespenge fra den arabiske verden. Den nyeste skandale er, at FNs »olie for mad«-program viser, at ledende kredse i Europa og FN modtog Saddam Husseins bestikkelsespenge. Men den europæiske presse skriver forbløffende lidt om det. Bent Blüdnikow ___________________________________________________________
Begynd med slutningen Af Jann Sjursen,
Disse spørgsmål fik også kørt Oslo-processen af sporet. Der var - som i Køreplanen for Fred - for mange mellemstationer. Belært af dette var forhandlingerne i Camp David i år 2000 mere kontante. Her manglede til gengæld palæstinensernes vilje til at indgå en forpligtende og endelig fredsaftale. Det er vigtigt at notere sig, at præsident Bush fastholder perspektivet om en palæsti-nensisk stat. Jeg er overbevist om, at det også er den israelske regerings perspektiv. Det er for Sharons vedkommende ikke svært at finde udtalelser, hvori han forsværger en palæstinensisk stat, men han har forstået, at forudsætningen for at fastholde Israel som en jødisk stat er etableringen af en palæstinensisk. Alternativet er, at landet skal absorbere 3.5 mill palæstinensiske arabere, idet jeg forudsætter, at landet som Mellemøstens eneste demokrati ikke kan leve med forskellige demokratiske spilleregler for jøder og ikke-jøder. Det vil betyde, at jøderne i løbet af få år ville komme i min-dretal i deres eget land, hvis ikke palæstinenserne får deres stat. Det har Sharon ind-set, og opinionsundersøgelser viser, at der i Israel er flertal for en Palæstinensisk stat. Spørgsmålet er blot på hvilket territorium, en fremtidig palæstinensisk stat skal opstå - og om den vil være levedygtig?! Det har været fremme, at Sharon nu opgiver disse bosættelser mod til gengæld at fastholde bosættelser på Vestbredden. Her bor ¼ mill. israelere i bosættelser, som er blevet til på et tidspunkt, hvor udsigterne til fred var om end endnu mere teoretiske end i dag! Men helt frem til i dag bliver nogle af bosættelserne udbygget og såkaldte outposts er i modsætning til Køreplanen for Fred kommet til. De spørgsmål, som Israel og USA nu har leveret svar på er i Køreplanen for Fred for-udsat til at skulle blive forhandlet i den sidste fase på vej mod en endelig status. Over for det står, at Den Palæstinensiske Myndighed aldrig har leveret den sikkerhed de var forpligtet til: at bekæmpe de terroraktiviteter, der udgår fra især Hamas. Efter min opfattelse er det i denne omgang for enkelt at beskylde USA for enegang. Jann Sjursen ___________________________________________________________ |
|
