Forfatterarkiv: DISadmin

Hvor er Iben Hjejle og Lars bom m.fl. henne?

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk-Selskab. Indlægget blev bragt i Fyens Stiftstidende den 2.august 2014

Mens store dele af pressen, en stor del af venstrefløjen og mange kendisser samt 2 biskopper har travlt med at fordømme Israels selvforsvar overfor i tusindvis af raketter mod civile fra terrororganisationen Hamas – så foregår der kriser i enorme skalaer i eks. Irak, Syrien, Congo og Den Central Afrikanske Republik, som er helt uden for sammenligning og hvor hundredetusinder dør eller drives på flugt. Eks. Blev omkring 700 dræbt på bare 48 timer i Syrien i forrige uge. Mange palæstinensere i Syrien er også blevet dræbt af Assad, men her er nævnte offentlighedspersoner påfaldende tavse. Når nu disse offentlighedspersoner vælger, på bekvem afstand, at fordømme Israel, hvor har deres stemme så været bare de sidste 9 år, hvor tæt på 12000 raketter fra Hamas bogstaveligt er regnet ned over civile israelere? Og stadig gør – endda over nu 2/3 af Israel! Hvorfor er det først nu, hvor Israel gør forsøg på at beskytte sin civilbefolkning ved at eliminere terrormål, at de ytrer sig? Hvorfor det? Er det mon fordi Israel ikke kan bashes for det?

Hvor var israelkritikerne i øvrigt henne, da Gazas befolkning måtte lide afsagn, fordi terrororganisationen Hamas brugte ressourcerne på raketter og terrortunneller? Hvor var de henne, da terrororganisationen Hamas indskrænkede religions og ytringsfriheden? Og hvor var de henne, da 160 palæstinensiske børn mistede livet, fordi Hamas misbrugte dem til at grave terrortunneller?

I øvrigt har Israel alene i forsvarskampens første 10 dage sendt over 4000 tons korn, over 6 millioner liter olie, over 12 tons madvarer og lastvognstog med medicin til befolkningen i Gaza. Israel har bla. også bragt i tusindvis af tons beton ind i Gaza gennem årene og man kan spørge sig selv om, hvad Hamas har brugt dette til, nu hvor et omfattende terrortunnelsystem bygget af estimeret 800.000 tons beton, har set dagens lys. Det har i øvrigt været fast praksis for Israel at levere forsyninger til Gaza siden 1967 – også på trods af diverse konflikter og angreb fra Gaza og på trods af, at Israel som sådan ikke har noget med Gaza at gøre. Det ses ikke andre steder i verden, at et land, der er under angreb, hjælper fjenden på denne måde.

Sluttelig skal nævnes, at Hamas er en islamistisk terrororganisation, som ifølge deres charter, ønsker Israel udslettet ved Jihad og som udbasunerer, at enhver israeler er legitimt mål.

Modsat dette er den israelske regerings holdning en tostatsløsning, hvor israelere og palæstinensere lever side om side i fred. Den israelske regering oplyser endvidere, at de standser angreb mod terrormål i Gaza, så snart terrororganisationen Hamas standser sine raketangreb mod Israels civile.

Dansk støtte til terrororganisationen Hamas

Bestyrelsesmedlem Helene V. Jensen skrev følgende i Kristeligt Dagblad den 2. august 2014.

Danmark har siden regeringsskiftet i 2011, fordoblet støtten til det palæstinensiske selvstyre. Støtten udgør, ifølge www.altinget.dk d. 28. november 2013 250 millioner kroner årligt i 2014.

Vi kan konstatere, at terrororganisationen Hamas, som regerer i Gaza og som er gået i forbund med Fatah fra Vestbredden, i vid udstrækning har brugt pengene til terror. Raketter er ikke billige og Hamas har nu skudt over 12.000 raketter ind over Israel, bare siden 2005.

Et omfattende terrortunnelsystem fra Gaza og ind under bla. israelske børnehaver og kibbutser er nu også kommet for dagens lys. Det har heller ikke været billigt i og med, at det skønnes at der er brugt henved 800.000tons beton til formålet! I øvrigt får selvmordsbomberes familier klækkelige belønninger og TV-stationen i Gaza og for den sags skyld også på Vestbredden opildner til drab og had mod jøder.

Hvorfor skal danske skattekroner gå til den slags?

Fathi El-Abeds rutinemæssige angreb på Israel

Bestyrelsesmedlemmerne Jeanette Rasmussen og Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Jyllands-Posten 11. maj 2012.

Der synes ikke at være etisk eller moralsk grænse for, hvilke lidelseshistorier Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, kan trivialisere eller opportunistisk tilskære, så de kan bruges som afsæt for hans rutinemæssige angreb på Israel.

Således også 11/5, hvor Fathi El-Abed sammenligner fængslingen af Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko med fængslingen af palæstinensiske terrorister. Timosjenko blev i fjor idømt syv års fængsel angiveligt på grund af magtmisbrug. Selv kalder hun fængslingen politisk og et forsøg på at afholde hendes parti, Blok Timosjenko, fra at deltage i fremtidige valg.

1.027 fanger løsladt

I den forbindelse synes vi, der er grund til at minde Fathi El-Abed om den fangeudveksling, som for nylig fandt sted efter aftale indgået mellem Hamas og den israelske regering.

Her løslod Israel i flere tempi 1.027 fanger, fortrinsvis palæstinensere og arabiske israelere til gengæld for én israelsk soldat, Gilad Shalit. De arabiske israelere fik alle som én lov til at vende tilbage til deres hjem i Israel. De frigivne palæstinensiske fanger var alle i modsætning til Gilad Shalit sunde, raske og velnærede, da de blev løsladt fra israelsk fangenskab.

Mange havde begået terrorhandlinger mod uskyldige civile. Tilsammen havde de ansvar for drabene på 569 civile israelere. Af de første knap 500 frigivne havde 280 fået livstidsdomme.

Vi kan bl.a. nævne Walid Abd al-Aziz Abd al-Hadi Anajas, som deltog i drab på 11 uskyldige unge mennesker i Moment Caféen i Jerusalem, og Nasir Sami Abd al-Razzaq Ali al-Nasser Yataima, der stod bag planlægningen af drabene på 30 uskyldige jøder på et hotel under en jødisk påskemiddag i Netanya.

Drab på uskyldige

Vi venter også spændt på at høre, hvordan Fathi El-Abed helt konkret stiller sig til de mange overgreb, bl.a tortur og summariske henrettelser, som Hamas begår mod sine egne landsmænd.

Endelig bør det for god ordens skyld nævnes, at Røde Kors naturligvis har adgang til at besøge indsatte i israelske fængsler, hvilket står i skærende kontrast til de forhold, som Hamas byder sine fanger.

Skal drab på uskyldige civile ikke have nogen konsekvenser i Fathi El-Abeds øjne? Eller gælder Fathi El-Abeds retsopfattelse mon kun for hans egne landsmænd?

Fathi El-Abeds kynisme

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Berlingske Tidende 24. december 2011.

Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, harcelerer 24/12 over, at velhavende mennesker i Vesten tillader sig at bekymre sig om dyrevelfærd og støtte denne økonomisk, så længe palæstinenserne lider. Sultende børn i Afrika og udsatte børn i den tredje verden nævnes også, men det er først og fremmest “palæstinensernes tragiske skæbne og lidelser”, som trækkes frem.

Også jeg harmes.

Dog ikke over vesterlændinge, som støtter dyrevelfærd økonomisk. Jeg harmes derimod over kynismen hos palæstinensiske ledere, som trods en årelang, generøs økonomisk støtte fra Danmark, EU, USA og andre, stadig lader mange palæstinensere henslæbe livet i trøstesløse flygtningelejre.

Hvad er milliarderne så gået til? Højere levestandard? Bedre og mindre hadefuld uddannelse i de palæstinensiske selvstyreområder? Færre raketter fra Gaza? Desværre nej.

Siden oprettelsen af staten Israel har skiftende palæstinensiske ledere truet med at “drive jøderne i havet”. En trussel, som Ismail Haniyeh, nyudnævnt premierminister for Hamas desværre netop har svoret at indfri.

FN’s forventede anerkendelse af en palæstinensisk stat

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer synspunkter fra Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, i Jyllands-Posten 27/9/2011.

Propagandaen er til at skære sig på, som når Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, 27/9 opfordrer Danmark til at “støtte det palæstinensiske folks retfærdige krav” og forsikrer, at “det palæstinensiske folk ønsker at leve i fred i et Palæstina side om side med Israel”.

Vi er ikke i tvivl om, at mange palæstinensere ønsker fred. Muligvis er nogle af dem også i deres stille sind parate til at anerkende Israel, men for en menig palæstinenser kan det være forbundet med livsfare at ytre noget i den retning.

Desværre er ingen palæstinensiske ledere indstillet på fred.

Så sent som august 2011 udtalte selvstyrets leder, Mahmoud Abbas:”Vi anerkender ikke den jødiske stat.” Og talsmanden for det islamistiske Hamas, Fawzi Barhoum, er lodret imod forhandlinger med Israel og forsikrer omverdenen om, at der ikke vil være plads til én eneste jøde i den nye stat.

Vi undrer os over, at palæstinenserne – specielt de palæstinensiske flygtninge – 60 år efter staten Israels oprettelse, ikke er kommet længere.

Massiv støtte

Det er nemlig ikke støtte, det har skortet på. Økonomisk har de palæstinensiske flygtninge en unik særstatus. Gruppen har eget budget i FN-regi, og budgettet er større end det, der er til rådighed for resten af verdens flygtninge – tilsammen.

Hvad bruger man så pengene på? Korruption, våben og terror.

Propaganda er en del af terroren. EU, herunder Danmark, har givet milliarder bl.a. til undervisning. Nogle af disse midler er blevet brugt til skolebøger, hvor Israel er fjernet fra landkortet. Andre bruges til propaganda-tv for børn, hvor en kanin lover at ville dræbe både jødiske og danske børn. Den undervisning, som tilbydes børn og unge i de palæstinensiske flygtningelejre, har religiøs, propaganderende karakter.

Israel arbejder for præcis det modsatte. Det gør man via Simon Peres Fredscenter, hvor man bl.a. gennem sportsarrangementer giver palæstinensiske og israelske børn mulighed for at mødes og opbygge en helt ny virkelighed – sammen. Hvornår følger de palæstinensiske ledere efter?

En svag EU-repræsentant og en klog forfatter, Amos Oz

Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer undertrykkelsen af kvinder i de arabiske lande, offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15/6/2011.

FN har i mange rapporter peget på, at det især er undertrykkelsen af kvinderne, der har hindret fremkomsten af levedygtige demokratier og vækst i levestandard i de arabiske lande. Der peges blandt andet på behovet for, at kvinderne kan tage en uddannelse, få mulighed for at bruge den og desuden mulighed for at deltage i de politiske beslutningsprocesser i landet som en vigtig forudsætning for fremgang.

Specielt i Nordafrika og i Mellemøsten er kvinderne undertrykte. I mediernes dækning af “det arabiske forår”, der vel snarere burde kaldes for “omvæltningerne i den arabiske verden”, har man på presse- og videoklip næsten kun set store grupper af mænd på gaden, og det er også dem, der får lov at udtale sig.

Det omtales og dækkes ikke som et selvstændigt emne eller problem, at kvinderne mangler. Man overser, at der her ligger et grundlæggende demokratisk problem, som også burde omtales, fordi historien, der fortælles drejer sig om, hvorvidt masserne ønsker demokrati, og om det vil kunne lade sig gøre. Kvinder udgør halvdelen af befolkningen, og demokratiet fordrer en ligeværdighed mellem de to køn.

Tænk, hvis medierne i tilfældet Sydafrika under apartheidstyret ikke havde gjort ret meget ud af, at den sorte del af befolkningen ikke måtte bestride vigtige embeder eller deltage i de politiske processer og var berøvet store dele af deres grundlæggende borgerrettigheder. Det var et kæmpe demokratisk problem, og sådan blev det også omtalt og behandlet af medierne dengang. Men i dag synes mange at mene, at det ikke er lige så alvorligt, når det er kvinderne, der læres op til at skulle “blive hjemme” og betjene familierne samt holde sig væk fra gaden og det politiske liv.

Den indsigtsfulde og livskloge, israelske forfatter Amos Oz sagde i et fremragende interview i Kristeligt Dagblad den 3. juni, at hovedårsagen til problemerne med opstandene og det manglende demokrati i den arabiske verden er undertrykkelsen af kvinder.

Han tilføjede, at der er opstået en ny, ung generation, som vil den moderne verden og demokratiet, men at der samtidig er store grupper af islamister, der vil føre den arabiske verden tilbage til middelalderen og indføre tilstande som i Iran. Og vi aner ikke, hvem der vil vinde. I demonstrationerne finder man både demokrater og islamister.

Dett er klar tale og en god analyse. Jeg tror, han har ret.

I modsætning til disse ord kunne man i avisen den 4. juni læse, at Catherine Ashton, EU’s udenrigspolitiske repræsentant, siger om de arabiske lande og kvindespørgsmålet, at hun i Yemen mødte kvinder, som sagde til hende:”Vi har brug for, at kvinder tror på sig selv, så de kan forstå, at de kan blive involveret i opbygningen af vores demokrati.”

Det trækker hun frem som et godt udsagn. Hun burde ikke som demokrat være tilfreds med, at kvinder “kan” blive involveret i demokratiet. Kvinderne “skal” involveres. Der mangler en helt grundlæggende demokratiforståelse fra Ashtons side af, at det er en nødvendig forudsætning for et demokrati, at kvinder deltager på lige fod med mænd som politisk ligeværdige.

Det overrasker mig desværre ikke, at netop en repræsentant for EU viser manglende rygrad og svaghed, når det gælder demokratiopfattelsen. Og igennem hele indlægget, som handlede om det arabiske forår, undlod Catherine Ashton at nævne islamismen, som ellers er en helt central spiller, man ikke kan komme udenom udgør en stor risiko for, at det ikke bliver et forår. Jeg synes man fik et mere realistisk billede samt en rankere demokratisk ryg fra en livsklog forfatter.

Flyveforbud over Gaza?

Debatindlæg i Jyllands-Posten den 7. april 2011

Talsmanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening Fatih El-Abed rejser i JP 5/4 spørgsmålet om, hvornår turen kommer til en flyveforbudszone over det forarmede Gaza.

Det er svært at vide, om spørgsmålet er seriøst ment. Men hvis det er, kunne Israels venner sikkert med glæde slutte op om et sådant forslag – vel at mærke hvis Nato – eller hvem der fik opgaven – samtidig fik ordre på at hindre angreb fra Gaza mod israelske byer som Sderot, Askalon, Ashdod og andre.

Forholdene er jo meget langt fra det glansbillede, FEA giver. Det er da rystende, at FEA ikke er klar over, at Israel for længst har forladt Gaza-striben – så at tale om “ond besættelse” har intet med virkeligheden at gøre. Med mindre han mener, at terrororganisationen Hamas har besat Gaza, hvilket en del af indbyggerne sikkert vil nikke genkendende til – f.eks. de få tilbageværende kristne arabere i Gazastriben, de mange sekulariserede palæstinensere der ønsker frihed for et fundamentalistisk styre og mange af kvinderne, der nu undertrykkes.

Skal vi hjælpe dem, så er overflyvninger af Nato-fly måske en udmærket idé. Og som Natos flys nu bomber Gaddafis tanks og fly, så kunne Nato bombe Hamas’ raketaffyringsramper og dermed sikre den israelske befolkning i syd imod at skulle søge beskyttelsesrum og frygte drab og lemlæstelse – og som en positiv konsekvens dermed også sikre Gazas befolkning for gengældelsesangrebene.

FEA slutter med at hævde, at generelt ønsker det palæstinensiske folk fred, frihed og selvstændighed fra en ond besættelse, der har varet i over fire årtier. Rigtigt. Noget tyder på, at den nuværende palæstinensiske regering i Ramallah arbejder for fred og frihed.

Men situationen er jo en hel anden i Gaza-striben. Her trak Israel sig tilbage – opfyldte altså palæstinensernes ønske om selvstændighed fra en ond besættelse – og hvad har følgen været? Angreb og atter angreb mod fredelige israelske civile i hele det sydlige Israel.

Måske skulle den danske regering, næste gang den udsender FEA som officiel dansk udsending til Mellemøsten, sende ham en tur til Sderot og dér lade ham opleve hverdagen i et land, der nu igennem snart 63 år har været udsat for terrorangreb.

Europas dæmoner

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende den 1. maj 2004:

KULTURPSYKOLOGI. Den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at kritisere USA og Israels gøren og laden.

Af Bent Blüdnikow

Et stigende antal amerikanske, israelske og såmænd også europæiske iagttagere ser med bekymring og undren på Europa. Den udløsende faktor var de chokerende meningsmålinger, der i slutningen af 2003 viste, at europæerne mener, at USA og Israel er de største trusler mod verdensfreden. Værre end Osama bin Laden og en hel hærskare af muslimske fundamentalister.

Den slags holdninger kommer ikke ud af det blå, og kommentatorer peger på, at den daglige nyhedsstrøm om USAs og Israels »onde« handlinger som en logisk konsekvens har ført til den slags synspunkter. Der peges desuden på, at den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at have øje for USA og Israels gøren og laden.

Jerusalem Posts redaktør Bret Stephens følger i ugentlige kommentarer måbende de europæiske holdninger og medier. Da millioner af europæere marcherede mod krigen i Irak, holdt de plakater op, hvor nazisme og zionisme blev ligestillet. Det viste klart, siger Stephens, at Europa har sine problemer med Israel: »Det fremstilles, som om det er Sharons politik, der giver problemerne. Men var Europa egentlig mere sympatisk indstillet før Sharon? I 1975 holdt Ugandas præsident Ida Amin en tale til FNs generalforsamling, hvor han krævede »Israels udslettelse«. Efter talen blev han varmt hyldet af generalsekretær Kurt Waldheim, som senere blev valgt til Østrigs præsident med en jordskredssejr (…)

Den negative indstilling til Israel er udbredt i Europa. Den er resultatet af, hvad europæerne ser på TV, hører i radioen og læser i medierne. Og hvad de ser, læser og hører, er dette: At Israel er uhæmmet aggressiv mod de forsvarsløse palæstinensere, og at palæstinensisk terror blot er et svar på israelsk undertrykkelse – og ikke omvendt«. Stephens konkluderer: »Amerika har ikke opnået sin verdensposition uden forudseenhed og offervilje. Og Europa er blevet sejlet agterud, fordi det har vist svaghed over for nådesløse ideologier, har mishandlet økonomien og med iver ladet Washington bære forsvarets byrder«.

Den skarpe kommentator Mark Steyn lader sin velskrivende pen lyse i bl.a. tidsskriftet Spectator. Han skriver i sidste nummer: »Hvem der så end indspillede Osama bin Ladens sidste kassettebånd, så udviser de en snedig forståelse af den politiske situation. Nemlig ved at tilbyde en våbenhvile til ethvert europæisk land, der vil tage afstand fra USA. (…) Selv om mange kommentatorer ser tilbuddet som et svaghedstegn fra al-Qaedas side, så viser det i virkeligheden blot, hvor smarte jihad-drengene er (…) Som Blair sagde i sin tale til Kongressen, så er Europas politiske kultur indrettet på kompromis. Al-Qaedas PR-afdeling forsøger blot at tale til europæerne på et sprog, de forstår.« Den ondskabsfulde Mark Steyn har givet sin artikel titlen: »Bush må redde Europa«.

En af efterkrigstidens store politiske kommentatorer er chefredaktøren for det tyske blad Die Zeit, Josef Joffe. I det amerikanske tidsskrift Commentary har han skrevet en besk artikel med titlen »Europas dæmoner«. Han tegner et billede af et hyklerisk Europa, hvor anti-amerikanisme og anti-israelisme nu er blevet hverdagskost. Og uden at europæerne selv kan se, hvor snæversynet og hvor lidt selvkritisk kontinentet er blevet. Informationsstrømmen er forvrænget, og mens de europæiske medier ikke har synlig interesse for folkedrabet i Sudan, Kinas massemord på egne borgere og tibetanere eller Nordkoreas sultende millioner, så indtager Israel og USA en central plads i en dæmoniseringskampagne, skriver Josef Joffe. Og han fortsætter:

»Europa hylder civil magt og internationale institutioner. Europa praler med at have overvundet krigens primitivitet til fordel for kompromis, samarbejde og institutionalisering. Det har indgivet kontinentet en følelse af moralsk overlegenhed og en lede ved USA og Israel, som gennem de sidste 50 år har grebet til magt oftere end nogen andre vestlige lande (…) Intet europæisk land er blevet angrebet siden 1945. Det er derfor ikke underligt, at Europas militære instinkt er sygnet hen ved udsigten til en tilsyneladende endeløs fred. Det er derfor ikke mærkeligt, at de foragter Israel og USA som Vestens ryggesløse børn.«

Det forhadte USA er det samme land, der har reddet Europa en lang række gange fra egne dæmoner og fanatikere i det 20. århundrede, påpeges det. Alligevel synes taknemligheden mod USA ikke at være fremtrædende. I David Frums og Richard Perles bog »An End to Evil«, der netop er udkommet, tager de to neo-konservative (uha, uha – atter et bandeord i europæisk presse) beslutningstagere Europa under behandling. De noterer, at europæisk presse ikke holder sig tilbage med løgne og forvrængede historier om amerikansk brutalitet: »Den europæiske presses fjendtlighed havde sin effekt på den offentlige mening (…) Effekten begyndte at vise sig i løbet af 2002. Et bekymrende antal af vore NATO-allierede indtog den holdning, at vi efter sejren i Afghanistan skulle have erklæret sejr og være draget hjem. I disse lunkne allieredes hjerter skulle vi have nøjedes med at drive al-Qaeda ud af Afghanistan og så være rejst. De nægtede at være sammen med os i presset på Irak, Iran og Nordkorea. De viste en forbløffende mangel på nysgerrighed, hvad angik terrorforbindelser til Saudi-Arabien og andre arabiske stater. Hvis vi havde lyttet til Europa, så havde den eneste stat i Mellemøsten, der var blevet udsat for pression, været Israel«.

Hvorfor hader de os så intenst, spørger forfatterne og svarer selv: »USA brugte milliarder af dollar på Europa gennem et halvt århundrede, og det var uundgåeligt, at mange europæere hadede det. De hader USAs generøsitet, og de nærer modvilje mod deres eget behov for hjælp. For den slags mennesker var Sovjetunionens kollaps en frihedens stund. For nu kunne kontinentet omsider blive fri for USA og den afskyelige taknemligheds byrde.«

Josef Joffe er inde på samme forklaringsmekanisme i sin artikel i Commentary om anti-israelisme og den nye anti-semitisme: »Europa vil aldrig tilgive jøderne Ausch-witz«, skriver han. For jødernes skæbne under Holocaust minder dem ustandselig om deres eget svigt. Derfor har man i Europa travlt med at dæmonisere Israel og sammenligne dets handlinger med nazisterne, for deri ligger befrielsen for skyldfølelsen.

Eller måske er forklaringen langt mere banal, som kommentatoren William Safire gang på gang har skrevet i New York Times. Nemlig at europæerne simpelthen er til at købe. De er dybt involverede i handel med og bestikkelsespenge fra den arabiske verden. Den nyeste skandale er, at FNs »olie for mad«-program viser, at ledende kredse i Europa og FN modtog Saddam Husseins bestikkelsespenge. Men den europæiske presse skriver forbløffende lidt om det.

Bent Blüdnikow
bbl@berlingske.dk

Bravo Billedredaktør!

April 2004

Af Otto Rühl, formand for Dansk-Israelsk Selskab

Efter fredagsbønnen blev der endnu engang kastet sten oppe fra Tempelpladsen ned mod bedende jøder ved Vestmuren. Som nok eneste avis bragte Berlingske Tidende et billede af jøder, der må føres væk på grund af stenkastningen – og ikke af israelsk politi, der efterfølgende rykkede ind på Tempelpladsen. Dansk-israelsk Selskab kommenterede dette i følgende indlæg:

Vi lever i en verden, hvor billederne bliver vigtigere og vigtigere – slå op i en avis for blot tyve år siden og sammenlign: Der er kommet langt flere billeder – og billederne kan tit gøre noget, en lang tekst ikke kan: Vise os situationen, så vi nærmest føler, at vi selv har været dér.

Berlingske Tidende er med god grund stolt af, at avisens pressefotografer vinder den ene pris efter den anden – ofte med nogle barske billeder – billeder fra konflikterne rundt i verden, hvor billederne igen – måske – kan få os til at gribes af vrede over den megen ondskab og nød i verden.

Derfor er det også afgørende, hvilket billede/billeder man vælger at illustrere en artikel med – og derfor fortjener Berlingske Tidendes billedredaktion en stor pris for sit billedvalg i forbindelse med forrige uges reportage fra urolighederne omkring Tempelpladsen i Jerusalem. Jeg håber, der eksisterer sådan en pris – ellers bør nogen straks indstifte den !

Lad os lige huske, hvad der skete: Det var sidste fredag – som sædvanlig før sabbatten var der flere bedende jøder ved resterne af Templets gamle vestmur – også kaldet ”Klage- eller Grædemuren”. Men fredag er også muslimsk helligdag – der var bøn i Al Aksa-moskeen oppe på Tempelbjerget. Da bønnen er færdig, begynder unge muslimer at kaste sten ned mod de bedende jøder – et ondskabsfuldt overgreb på bedende mennesker, hvoraf mange var ældre mennesker. Og et angreb på helt uskyldige mennesker – disse mennesker bad en bøn ved det, der er tilbage af deres oprindelige Tempel.

Israelsk politi gik derpå op på Tempelpladsen – og tilkaldte forstærkninger – der blev fortsat kastet med sten – nu mod betjentene. Tempelpladsen er helligt område – det forhindrede ikke muslimerne i at kaste med sten – og følgelig heller ikke det israelske politi i at forsøge at stoppe dem – bl.a. med tåregas. Og nu iler journalisterne til Tempelpladsen – der er uro, der er sammenstød, der er vold – israelsk politi skyder på bedende muslimer og er trængt ind på Tempelpladsen – vi husker alle, hvordan episoder som denne har udløst en bølge af vold de sidste år.

Hvilket billede skal nu illustrere omtale af denne episode. Gæt ! For størstedelen af pressen og TV er der selvfølgelig ingen tvivl – ”Israelsk politi overfaldt i dag bedende muslimer på Tempelpladsen” – vi må have nogle billeder af skydende israelske betjente og skræmte muslimer – helst kvinder og børn, hvis vi kan finde nogle sådanne !

Men på Berlingske Tidende sad en modig billedredaktør – måske en helt modig billedredaktion – del prisen, hvis I var flere om det modige og enestående valg ! Berlingske Tidende valgte at illustrere episoden med et billede af – – en gamle jødisk mand, der af en betjent hjælpes væk fra Grædenmuren – beskyttet af betjenten mod flere sten – en sten kastet oppe fra Tempelpladsen med fuld kraft er jo ikke drengestreger ! Det var jo sådan, det begyndte – det var jo det, der var ”Historien” ! Det forstod billedredaktøren på Berlingske Tidende – og herfra skal derfor lyde en varm tak og et stort tillykke med den pris, der forhåbentlig bliver tildelt jer !

 

Kan situationen i Israel forklares?

Marts 2004

Af Otto Rühl, formand for Dansk-israelsk Selskab

I Helsingør Dagblad havde redaktør John Bech efterlyst en forklaring på det, han kaldte ”mareridtet” – dem meget vanskelige situation i Israel lige nu. Dansk-israelsk Selskab svarede:

John Bech havde den 23.marts en meget tankevækkende leder om situationen lige nu i Mellemøsten under overskriften ”Forklaringen på mareridtet” – tankevækkende, fordi der tydeligvis bagved ligger en meget stor interesse for Israels situation – og tankevækkende fordi den ikke skildrer situationen sort/hvidt – men – kunne man desværre fristes til at sige – ”sort i sort”, jf. overskriftens ”mareridtet.”

Jeg er meget langt hen ad vejen enig med John Bech – når jeg i disse måneder deltager i debatmøder om situationen i Israel, kan jeg som regel enes med min modpart blandt repræsentanter fra Dansk-palæstinsisk Venskabsforening om, at situationen pt er ”et mareridt” – uenigheden kommer først, når man skal have modparten til at indrømme, at OGSÅ israelerne lider – og baggrunden for situationen bliver vi stadig aldrig enige om.

John Bech skriver meget meget rigtigt, at Israels premierminister Ariel Sharon ”har sin forudsætning i den israelske befolkning, eftersom han er kommet til magten ved et demokratisk valg”. Men dér vil jeg gerne tilføje noget – noget, der måske kan ”bidrage til forståelsen af den dybere baggrund for den optrapning, der er sket i de senere år” – det, John Bech efterlyser.

For HVORFOR valgte israelerne dog Ariel Sharon i 2001 ? Sharon havde længe været en outsider – og i 1999 havde israelerne jo netop valgt Yehud Barak fra Arbejderpartiet (AVODA) til premierminister. Altså en mand med en helt anden linie – en mand, der lovede at arbejde for en fred med palæstinenserne. Det skyldes én og kun én ting: Begivenhederne i de knap to år, Barak fik lov til at sidde som premierminister !

Barak gik straks i gang med at sikre en fredsaftale. Han trak de israelske styrker ud fra det sydlige Libanon, hvor de havde beskyttet det nordlige Israel mod angreb nordfra, og i sommeren 2000 drog han til Camp David, hvortil Clinton havde indbudt både ham og Arafat for at skabe en endelige fredsslutning.

Men hvad skete ? Barak tilbød ham 95 % af det, Arafat og PLO efter sigende havde kæmpet for – en palæstinensisk stat – og Arafat sagde nej ! I 3 ½ år har jeg prøvet at få svar på, hvorfor – og aldrig fået det. Det er nemlig umuligt at forklare – medmindre Arafat ikke ønsker nogen fred og ikke ønsker en to-stats-løsning – altså en arabisk/palæstinensisk stat side om side med den israelske stat. Barak – og Clinton – prøvede resten af deres regeringstid at få Arafat til at ombestemme sig – Clinton brugte de sidste døgn af sin præsidenttid i januar 2001 på spørgsmålet – Barak gik endnu videre og talte om en deling af Jerusalem – men nej, Arafat ønskede ikke fred !

Derfor stod Barak svagt ved valget i 2001: Hvordan skulle han argumentere for, at israelerne skulle stemme på ham og hans fredspolitik – når modparten ikke ønskede fred ? Sharon havde let spil: Han lovede sikkerhed – og fred – men fred på helt andre betingelser.

Hans sejr skyldes uden tvivl også – som John Bech skriver – Israels ændrede befolkningssammensætning – med en langt større andel sefardiske – mellemøstlige – jøder – og færre jøder med en europæiske baggrund. Men også mange af de israelere, der har en europæisk baggrund, stemte på Sharon – fordi der ingen alternativ var ! Hvem ville Barak slutte fred med – når Arafat ikke ville ? Det blev der aldrig givet et klar svar på – og vi fik Sharon som premierminister.

Vi må så konstatere, at Sharon faktisk de første måneder levede op til det krav, John Bech citerer Per Stig Møller for at fremsætte: Nemlig ikke at slå igen. Sharon overraskede omverdenen ved ikke at slå igen ! Men det er også klart, at dette ikke kunne fortsætte – med en tidligere elev fra Helsingør Gymnasium havnede jeg i oktober 2001 pludselig midt i en kæmpe-demonstration MOD Sharon i Jerusalem – og nej – det var ikke fredsfløjen, der demonstrerede – det var højrefløjen i Israel, der var rasende over Sharons tøven !

Siden har Sharon slået igen – men i sandhedens interesse må man vel sige, at han er fortsat med at provokere Israels højrefløj: Som den første Likud-leder – Likud er Israels højreparti – har Sharon kaldt Vestbredden og Gaza ”besatte områder”, og gjort klart, at Israel selvfølgelig ikke kan beholde disse områder – og han gør nu klar til at rømme Gaza. Sharon har også bøjet sig for kravet om en beskyttelsesafspærring til Vestbredden, som man altid har haft mellem Gaza og Israel – igen til højrefløjens raseri, fordi Hegnet jo klart viser, at det, der ligger på den anden side, IKKE er Israel.

Sharon provokerer så også omverdenen og mange af Israels venner ved flere steder at bygge Hegnet og afspærringen inde på Vestbredden – men igen må man huske: Der er pt ingen palæstinensiske leder, der vil forhandle fred med Israel.

Den dag, det sker – og lad den dag komme hurtigt, for situationen lige nu ER et mareridt – den dag kan man fastsætte en grænse mellem Israel og den palæstinensiske stat – som Egypten i 1979 fastsatte sin grænse med Israel og Jordan i 1994 sin – og den dag vil der måske ikke være brug for et hegn – for de to stater vil være nødt til at samarbejde om økonomi, handel og vand.