Forfatterarkiv: DISadmin

Adfærden og ytringsfriheden

Debatindlæg af Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab. Bragt i Jyllands-Posten den 3. april 2015.

Vold, trusler om vold eller frygten for at blive kaldt for islamofob og racist får os til at ændre adfærd i disse år. Hvis det blot fik os til at tænke os om og blive mere præcise og saglige, kunne det være en fordel. Men vi ser i højere grad to andre tendenser. Nogle personer bliver ubehagelige eller skingre og udtrykker sig kollektivt fordømmende over for muslimer i stedet for at nøjes med at kritisere islam/islams indre eller islamisterne. Andre personer reagerer ved at blive bange og tier af frygt. Begge reaktioner er uheldige.

Vi må forsøge at forstå, hvad det er, de personer, der med vold, trusler om vold eller ved at anbringe etiketter på andre, vil opnå. Erfarne politikere som Birthe Rønn Hornbech og andre tror tilsyneladende, at formålet er at få os til at holde op med at tegne profeten Muhammed. Men personerne i Krudttønden sad jo ikke og tegnede Muhammed, selvom der var en person til stede, der for nogle år siden har tegnet en pæn lille hund som Muhammed. Det var et møde, hvor man skulle diskutere ytringsfriheden. Og jøderne, der var forsamlet i synagogen, havde heller ikke planer om at tegne Muhammed.

I sidste uge var jeg medarrangør af et møde, hvor vi i Dansk-Israelsk Selskab skulle diskutere venstrefløjens forhold til Israel. Vi havde ikke i sinde at tegne Muhammed. Imidlertid kan den slags møder ikke længere holdes uden omfattende sikkerhedsprocedurer. Meget har ændret sig, og jeg må sige til Rønn Hornbech og andre, at vi ikke vil kunne få gamle tiders forsamlingsfrihed tilbage samt mulighed for at holde møder, hvor vi diskuterer religionskritik, ytringsfrihed eller venskab med Israel og jøder mm., hvis vi holder op med at tegne Muhammed satirisk. Det er ønsketænkning, som må være baseret på, at man ikke forstår kernen i problemet.

Indskrænket ret

Formålet med volden og truslerne samt etiketterne er at indskrænke retten til at afholde kritiske debatarrangementer om islam samt at opnå, at alle aktiviteter, der forsvarer Israel eller har jødiske deltagere, bliver vanskelige eller farlige at afholde. Islamismen kan heller ikke acceptere, at den vestlige tradition for kunst og satire, hvor Muhammed som symbol udstilles eller kritiseres, kan fortsætte som nu.

Den pakistansk-canadiske skribent og mediciner med muslimsk baggrund Ali A. Rizvi skrev meget rammende om det i en artikel med titlen ”The Phobia of Being Called Islamophobic” (Huffington Post 28/4 2014):

»When you’re unable to introduce Pakistan-style blasphemy laws in a secular, Western society, you have to find alternative ways to silence those who offend you, right?«

Islamisterne og deres støtter ønsker at få den vestlige, frie, kritiske debat til at forstumme, når debatten udfordrer islams politiske indhold og islams autoritet samt magt i samfundet. Hvis de ikke kan få indført effektive love via demokratiet, bruges andre metoder som vold og trusler, eller der placeres ubehagelige mærkater på folk, såsom islamofob eller racist.

Debatten kan opleves krænkende. Men i et demokrati skal krænkelser modsiges verbalt i åben diskussion eller blot tåles med et skuldertræk, hvis man synes, at diskussion er umulig eller nytteløs. Eneste undtagelse er, hvis arrangementet eller ytringen f.eks. var injurierende eller på anden måde ulovlig efter landets sekulære love, hvor man kan henvende sig til domstolen, hvis man ønsker det. Personer, der ikke respekterer disse spilleregler, forsøger at indskrænke demokratiet. Det lykkes desværre i nogen grad. Vi bliver nødt til fortsat at turde udfordre og diskutere alle emner, idéer og opfattelser, herunder religion. Men vi skal naturligvis heller ikke reagere overdrevet, usagligt eller skingert. I øjeblikket må mange debatarrangementer have politibeskyttelse. For vores børns skyld må vi se at få dette ændret.

Sporene fra Toulouse skræmmer

Debatindlæg af Jette Plesner Dali, samfundsdebattør, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab siden 2008, domsmand ved Østre Landsret samt folketingskandidat (DF), Københavns Storkreds

Siden 2001 har Det Jødiske Samfund registreret samtlige overfald på jøder, de såkaldte hadforbrydelser.

Danske jøder udsættes i stigende grad for chikane, trusler og vold. Man passer derfor ekstra godt på det dyrebareste man har, nemlig børnene.

Derfor er der hegn omkring den jødiske Carolineskolen, ligesom der altid er vagt. At det er nødvendigt ses af, at arabisktalende mænd flere gange har forsøgt at bryde ind.

En nat i august lykkedes det maskerede mænd at klippe hegnet i stykker. Vinduer blev smadret, og murene overmalet med antisemitiske slagord med relation til konflikten mellem Israel og palæstinenserne: “Ingen fred til jer zionister”.

Angrebet fik MT til at bede myndighederne om hjælp med sikkerheden, men intet skete.

I håb om at kunne give danske unge et mere nuanceret syn på tingene, udsendte Dansk Zionistforbund i 2012 folderen “Mellemøstkonflikten set med israelske øjne” til skoler i København og tilbød at komme ud og snakke med eleverne. Ingen reagerede.

Håber at mit indlæg vil inspirere frederiksbergske skoler til at være med i kampen mod den omsiggribende antisemitisme.

Israel – Et ekstra hjem

Debatindlæg af bestyrelsesmedlem Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad den 20. februar 2015.

Niels Andersen skrev i et indlæg den 18. februar med overskriften ” Stop den israelske premierminister” om det tilbud, Netanyahu for nylig har fremsat til Europas og herunder Danmarks jøder om, at de er velkomne i Israel. Niels Andersen synes, det viser, at Netanyahu har farlige drømme om et Storisrael.

Jeg synes, at vi skal passe på i den alvorlige situation at bringe vores politiske holdninger i forhold til Israels nuværende regering ind i vores vurdering. Men jeg vil dog tilføje, at jeg heller ikke uden videre kan forsvare Israels bosættelsespolitik på Vestbredden.

Måske vil Netanyahu blot forsikre de europæiske og de danske jøder om, at de har endnu et hjem. Man kan vælge at opfatte det som en udmelding til et udsat folk. Det had, som vi ser til jøder mange steder i Europa, er dybt rystende.

Mange kan ikke lide Netanyahu, men det skal man egentlig ikke blande ind i sagen.

Vi ved jo, at Israel oplever en stor bølge af indvandring, hver gang jødiske samfund i andre lande oplever, at der rettes terrorangreb mod dem, blot fordi de er jøder. Alle verdens jøder kan få israelsk statsborgerskab, hvis de ønsker at bo i Israel.

Det er ikke til debat, at de danske jøder hører hjemme i Danmark, og de franske jøder hører hjemme i Frankrig.

Men hvis man er truet i sit hjem, er det godt at have et hjem mere. Så spørgsmålet er mere, om vi gør nok for at beskytte vores jøder. Her synes jeg blandt andet, at dele af venstrefløjen i dansk politik har svigtet.

Mange af verdens jøder opfatter Israel som et fristed og et ekstra hjem at tage til, hvis de oplever forfølgelse, selvom Israels sikkerhed som sådan jo også er truet.

Dårlig journalistik og usaglige påstande

Bestyrelsesmedlem Helene V. Jensen har den 25. januar 2015 kommenteret debatten om Israels relationer til ICC, den internationale straffedomstol.

Tirsdag d. 20. januar 2015 bragte DR i radioen P1-morgen udsendelsen ”Urealistisk at Israel kan stoppe støtte til ICC.” Chefjurist i Dignity, Danish Institute Against Torture Therese Rytter kom i denne udsendelse med usaglige påstande om Israels ”krigsforbrydelser” under krigen mod terrororganisationen Hamas i Gaza i sommers. Påstande, der for lyttere, der ikke har dybdekendskab til baggrunden og forløbet af denne krig, kan føre til endnu mere had og modstand mod Israel end der allerede er i forvejen i vores samfund. Dette kan i værste fald give næring til endnu mere jødehad her i Danmark. Derfor vil jeg i det følgende rydde nogle misforståelser af vejen!

Israels bestræbelser på at minimere civile tab

De civile tab i Gaza var frygteligt store og meget større end Israels. Men de skal ses i lyset af terrororganisationen Hamas´ kyniske strategi om at bruge Gazas befolkning som levende skjolde direkte ved raket affyringsramperne og ved våbenlagrene, som meget ofte var placeret under skoler, ved beboelsesejendomme, på hospitaler mv. Dette er bekræftet af FN. Hamas beordrede befolkningen til at blive på stederne, også uanset at Israel havde advaret. bombninger. Og Hamas havde i modsætning til Israel ikke brugt penge på at bygge beskyttelsesrum til befolkningen.

Israel bestræbte sig på at undgå civile tab i Gaza. Her kan bl.a. nævnes:

· At Israel advarede beboerne inden der blev bombet, når det var muligt og der var civile, hvilket der meget ofte var pga Hama´s adfærd.

· At Israel overholdt alle våbenhviler,

Hvis Israel havde handlet kynisk, ville der have været endnu større civile tab hos palæstinenserne.

Tabstallene på begge sider i konflikten bliver ofte sat op mod hinanden. For mange vil den umiddelbare konklusion være, at når der er flest tab på palæstinensernes side, ja, så er de den svage part, som man har mest sympati for. Tabstallene siger dog intet i sig selv, hvis man ikke kender baggrunden for dem.
Når der ikke var flere civile tab på den israelske side, skyldes det, at den israelske regering sørgede for beskyttelse af sin befolkning i form af bla. beskyttelsesrum, sireneadvarselssystemer og Iron Dome, et a nti-raketsystem. Uden disse foranstaltninger, ville tabstallet på israelsk side have været kolossal – efter over 10.000 raketangreb fra Hamas.

Krigen og de mange civile ofre var fremkaldt af Hamas´ årelange raketbeskydninger ind i Israel. Og da krigen først var brudt ud, varede den længe og kostede yderlige menneskeliv pga. Hamas´ afslag af samtlige forslag om våbenhviler.

Usaglig og skævvredet kritik af IsraelMens Therese Rytter har travlt med at fordømme Israels selvforsvar overfor i tusindvis af raketter, sendt direkte mod civile israelere af terrororganisationen Hamas i Gaza – så foregår der blodige konflikter i eksempelvis Irak, Syrien, Congo og Den Central Afrikanske Republik, hvor hundredetusinder dør eller drives på flugt. Og palæstinenserne i Syrien slagtes af Assad, men her er Therese Rytter påfaldende tavs. Når nu hun vælger, på bekvem afstand, at udtale sig så usagligt og fordømmende om Israel, hvor har hun så været de sidste 9 år, hvor tæt på 10.000 raketter fra Hamas bogstaveligt er regnet ned over civile israelere? Er det mon fordi Israel ikke kan klandres for det?

Hvorfor omtalte og fordømte hun ikke, at Gazas befolkning må lide, fordi terrororganisationen Hamas har brugt ressourcerne på raketter og terrortunneller? Og hun har så vidt jeg ved heller ikke omtalt eller taget afstand fra, at Hamas har indskrænket religions- og ytringsfriheden for Gazas hårdt prøvede befolkning?

Hamas er en islamistisk terrororganisation, som ifølge deres charter, ønsker Israel udslettet ved Jihad, og som udbasunerer, at enhver jøde er legitimt mål.

Modsat dette er den israelske regerings holdning en tostatsløsning hvor israelere og palæstinensere lever side om side i fred. Den israelske regering oplyser endvidere, at de standser angreb mod terrormål i Gaza så snart terrororganisationen Hamas standser sine raketangreb mod Israels civile.
På denne baggrund virker det absurd, at anklage Israel for krigsforbrydelser. Israel overholder krigens spilleregler og har ret til at forsvare sig selv. At dette gav mange civile ofre i sommers, var noget Hamas sørgede for og kynisk kalkulerede med. Hamas regner med, at det giver sympati internationalt – og det gør det, hvis vi holdes i uvidenhed af ”eksperter” og ukritiske medier, der ikke går et lag dybere.

Desværre agerede DR journalisten i omtalte radioudsendelse kun som mikrofonholder, selvom det er utænkeligt at DR ikke har en viden om disse ting. Og de er unægtelig væsentlige at få med, da indslaget ellers bliver så skævvredet at det nærmer sig uhæderlig journalistik, som tilfældet var.

Hvor er Iben Hjejle og Lars bom m.fl. henne?

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk-Selskab. Indlægget blev bragt i Fyens Stiftstidende den 2.august 2014

Mens store dele af pressen, en stor del af venstrefløjen og mange kendisser samt 2 biskopper har travlt med at fordømme Israels selvforsvar overfor i tusindvis af raketter mod civile fra terrororganisationen Hamas – så foregår der kriser i enorme skalaer i eks. Irak, Syrien, Congo og Den Central Afrikanske Republik, som er helt uden for sammenligning og hvor hundredetusinder dør eller drives på flugt. Eks. Blev omkring 700 dræbt på bare 48 timer i Syrien i forrige uge. Mange palæstinensere i Syrien er også blevet dræbt af Assad, men her er nævnte offentlighedspersoner påfaldende tavse. Når nu disse offentlighedspersoner vælger, på bekvem afstand, at fordømme Israel, hvor har deres stemme så været bare de sidste 9 år, hvor tæt på 12000 raketter fra Hamas bogstaveligt er regnet ned over civile israelere? Og stadig gør – endda over nu 2/3 af Israel! Hvorfor er det først nu, hvor Israel gør forsøg på at beskytte sin civilbefolkning ved at eliminere terrormål, at de ytrer sig? Hvorfor det? Er det mon fordi Israel ikke kan bashes for det?

Hvor var israelkritikerne i øvrigt henne, da Gazas befolkning måtte lide afsagn, fordi terrororganisationen Hamas brugte ressourcerne på raketter og terrortunneller? Hvor var de henne, da terrororganisationen Hamas indskrænkede religions og ytringsfriheden? Og hvor var de henne, da 160 palæstinensiske børn mistede livet, fordi Hamas misbrugte dem til at grave terrortunneller?

I øvrigt har Israel alene i forsvarskampens første 10 dage sendt over 4000 tons korn, over 6 millioner liter olie, over 12 tons madvarer og lastvognstog med medicin til befolkningen i Gaza. Israel har bla. også bragt i tusindvis af tons beton ind i Gaza gennem årene og man kan spørge sig selv om, hvad Hamas har brugt dette til, nu hvor et omfattende terrortunnelsystem bygget af estimeret 800.000 tons beton, har set dagens lys. Det har i øvrigt været fast praksis for Israel at levere forsyninger til Gaza siden 1967 – også på trods af diverse konflikter og angreb fra Gaza og på trods af, at Israel som sådan ikke har noget med Gaza at gøre. Det ses ikke andre steder i verden, at et land, der er under angreb, hjælper fjenden på denne måde.

Sluttelig skal nævnes, at Hamas er en islamistisk terrororganisation, som ifølge deres charter, ønsker Israel udslettet ved Jihad og som udbasunerer, at enhver israeler er legitimt mål.

Modsat dette er den israelske regerings holdning en tostatsløsning, hvor israelere og palæstinensere lever side om side i fred. Den israelske regering oplyser endvidere, at de standser angreb mod terrormål i Gaza, så snart terrororganisationen Hamas standser sine raketangreb mod Israels civile.

Dansk støtte til terrororganisationen Hamas

Bestyrelsesmedlem Helene V. Jensen skrev følgende i Kristeligt Dagblad den 2. august 2014.

Danmark har siden regeringsskiftet i 2011, fordoblet støtten til det palæstinensiske selvstyre. Støtten udgør, ifølge www.altinget.dk d. 28. november 2013 250 millioner kroner årligt i 2014.

Vi kan konstatere, at terrororganisationen Hamas, som regerer i Gaza og som er gået i forbund med Fatah fra Vestbredden, i vid udstrækning har brugt pengene til terror. Raketter er ikke billige og Hamas har nu skudt over 12.000 raketter ind over Israel, bare siden 2005.

Et omfattende terrortunnelsystem fra Gaza og ind under bla. israelske børnehaver og kibbutser er nu også kommet for dagens lys. Det har heller ikke været billigt i og med, at det skønnes at der er brugt henved 800.000tons beton til formålet! I øvrigt får selvmordsbomberes familier klækkelige belønninger og TV-stationen i Gaza og for den sags skyld også på Vestbredden opildner til drab og had mod jøder.

Hvorfor skal danske skattekroner gå til den slags?

Fathi El-Abeds rutinemæssige angreb på Israel

Bestyrelsesmedlemmerne Jeanette Rasmussen og Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Jyllands-Posten 11. maj 2012.

Der synes ikke at være etisk eller moralsk grænse for, hvilke lidelseshistorier Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, kan trivialisere eller opportunistisk tilskære, så de kan bruges som afsæt for hans rutinemæssige angreb på Israel.

Således også 11/5, hvor Fathi El-Abed sammenligner fængslingen af Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko med fængslingen af palæstinensiske terrorister. Timosjenko blev i fjor idømt syv års fængsel angiveligt på grund af magtmisbrug. Selv kalder hun fængslingen politisk og et forsøg på at afholde hendes parti, Blok Timosjenko, fra at deltage i fremtidige valg.

1.027 fanger løsladt

I den forbindelse synes vi, der er grund til at minde Fathi El-Abed om den fangeudveksling, som for nylig fandt sted efter aftale indgået mellem Hamas og den israelske regering.

Her løslod Israel i flere tempi 1.027 fanger, fortrinsvis palæstinensere og arabiske israelere til gengæld for én israelsk soldat, Gilad Shalit. De arabiske israelere fik alle som én lov til at vende tilbage til deres hjem i Israel. De frigivne palæstinensiske fanger var alle i modsætning til Gilad Shalit sunde, raske og velnærede, da de blev løsladt fra israelsk fangenskab.

Mange havde begået terrorhandlinger mod uskyldige civile. Tilsammen havde de ansvar for drabene på 569 civile israelere. Af de første knap 500 frigivne havde 280 fået livstidsdomme.

Vi kan bl.a. nævne Walid Abd al-Aziz Abd al-Hadi Anajas, som deltog i drab på 11 uskyldige unge mennesker i Moment Caféen i Jerusalem, og Nasir Sami Abd al-Razzaq Ali al-Nasser Yataima, der stod bag planlægningen af drabene på 30 uskyldige jøder på et hotel under en jødisk påskemiddag i Netanya.

Drab på uskyldige

Vi venter også spændt på at høre, hvordan Fathi El-Abed helt konkret stiller sig til de mange overgreb, bl.a tortur og summariske henrettelser, som Hamas begår mod sine egne landsmænd.

Endelig bør det for god ordens skyld nævnes, at Røde Kors naturligvis har adgang til at besøge indsatte i israelske fængsler, hvilket står i skærende kontrast til de forhold, som Hamas byder sine fanger.

Skal drab på uskyldige civile ikke have nogen konsekvenser i Fathi El-Abeds øjne? Eller gælder Fathi El-Abeds retsopfattelse mon kun for hans egne landsmænd?

Fathi El-Abeds kynisme

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer indlæg af Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, offentliggjort i Berlingske Tidende 24. december 2011.

Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, harcelerer 24/12 over, at velhavende mennesker i Vesten tillader sig at bekymre sig om dyrevelfærd og støtte denne økonomisk, så længe palæstinenserne lider. Sultende børn i Afrika og udsatte børn i den tredje verden nævnes også, men det er først og fremmest “palæstinensernes tragiske skæbne og lidelser”, som trækkes frem.

Også jeg harmes.

Dog ikke over vesterlændinge, som støtter dyrevelfærd økonomisk. Jeg harmes derimod over kynismen hos palæstinensiske ledere, som trods en årelang, generøs økonomisk støtte fra Danmark, EU, USA og andre, stadig lader mange palæstinensere henslæbe livet i trøstesløse flygtningelejre.

Hvad er milliarderne så gået til? Højere levestandard? Bedre og mindre hadefuld uddannelse i de palæstinensiske selvstyreområder? Færre raketter fra Gaza? Desværre nej.

Siden oprettelsen af staten Israel har skiftende palæstinensiske ledere truet med at “drive jøderne i havet”. En trussel, som Ismail Haniyeh, nyudnævnt premierminister for Hamas desværre netop har svoret at indfri.

FN’s forventede anerkendelse af en palæstinensisk stat

Bestyrelsesmedlem Jette Plesner Dali kommenterer synspunkter fra Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, i Jyllands-Posten 27/9/2011.

Propagandaen er til at skære sig på, som når Amro Alhourani, leder af Den Palæstinensiske Mission i Danmark, 27/9 opfordrer Danmark til at “støtte det palæstinensiske folks retfærdige krav” og forsikrer, at “det palæstinensiske folk ønsker at leve i fred i et Palæstina side om side med Israel”.

Vi er ikke i tvivl om, at mange palæstinensere ønsker fred. Muligvis er nogle af dem også i deres stille sind parate til at anerkende Israel, men for en menig palæstinenser kan det være forbundet med livsfare at ytre noget i den retning.

Desværre er ingen palæstinensiske ledere indstillet på fred.

Så sent som august 2011 udtalte selvstyrets leder, Mahmoud Abbas:”Vi anerkender ikke den jødiske stat.” Og talsmanden for det islamistiske Hamas, Fawzi Barhoum, er lodret imod forhandlinger med Israel og forsikrer omverdenen om, at der ikke vil være plads til én eneste jøde i den nye stat.

Vi undrer os over, at palæstinenserne – specielt de palæstinensiske flygtninge – 60 år efter staten Israels oprettelse, ikke er kommet længere.

Massiv støtte

Det er nemlig ikke støtte, det har skortet på. Økonomisk har de palæstinensiske flygtninge en unik særstatus. Gruppen har eget budget i FN-regi, og budgettet er større end det, der er til rådighed for resten af verdens flygtninge – tilsammen.

Hvad bruger man så pengene på? Korruption, våben og terror.

Propaganda er en del af terroren. EU, herunder Danmark, har givet milliarder bl.a. til undervisning. Nogle af disse midler er blevet brugt til skolebøger, hvor Israel er fjernet fra landkortet. Andre bruges til propaganda-tv for børn, hvor en kanin lover at ville dræbe både jødiske og danske børn. Den undervisning, som tilbydes børn og unge i de palæstinensiske flygtningelejre, har religiøs, propaganderende karakter.

Israel arbejder for præcis det modsatte. Det gør man via Simon Peres Fredscenter, hvor man bl.a. gennem sportsarrangementer giver palæstinensiske og israelske børn mulighed for at mødes og opbygge en helt ny virkelighed – sammen. Hvornår følger de palæstinensiske ledere efter?

En svag EU-repræsentant og en klog forfatter, Amos Oz

Bestyrelsesmedlem Lene Kattrup kommenterer undertrykkelsen af kvinder i de arabiske lande, offentliggjort i Kristeligt Dagblad 15/6/2011.

FN har i mange rapporter peget på, at det især er undertrykkelsen af kvinderne, der har hindret fremkomsten af levedygtige demokratier og vækst i levestandard i de arabiske lande. Der peges blandt andet på behovet for, at kvinderne kan tage en uddannelse, få mulighed for at bruge den og desuden mulighed for at deltage i de politiske beslutningsprocesser i landet som en vigtig forudsætning for fremgang.

Specielt i Nordafrika og i Mellemøsten er kvinderne undertrykte. I mediernes dækning af “det arabiske forår”, der vel snarere burde kaldes for “omvæltningerne i den arabiske verden”, har man på presse- og videoklip næsten kun set store grupper af mænd på gaden, og det er også dem, der får lov at udtale sig.

Det omtales og dækkes ikke som et selvstændigt emne eller problem, at kvinderne mangler. Man overser, at der her ligger et grundlæggende demokratisk problem, som også burde omtales, fordi historien, der fortælles drejer sig om, hvorvidt masserne ønsker demokrati, og om det vil kunne lade sig gøre. Kvinder udgør halvdelen af befolkningen, og demokratiet fordrer en ligeværdighed mellem de to køn.

Tænk, hvis medierne i tilfældet Sydafrika under apartheidstyret ikke havde gjort ret meget ud af, at den sorte del af befolkningen ikke måtte bestride vigtige embeder eller deltage i de politiske processer og var berøvet store dele af deres grundlæggende borgerrettigheder. Det var et kæmpe demokratisk problem, og sådan blev det også omtalt og behandlet af medierne dengang. Men i dag synes mange at mene, at det ikke er lige så alvorligt, når det er kvinderne, der læres op til at skulle “blive hjemme” og betjene familierne samt holde sig væk fra gaden og det politiske liv.

Den indsigtsfulde og livskloge, israelske forfatter Amos Oz sagde i et fremragende interview i Kristeligt Dagblad den 3. juni, at hovedårsagen til problemerne med opstandene og det manglende demokrati i den arabiske verden er undertrykkelsen af kvinder.

Han tilføjede, at der er opstået en ny, ung generation, som vil den moderne verden og demokratiet, men at der samtidig er store grupper af islamister, der vil føre den arabiske verden tilbage til middelalderen og indføre tilstande som i Iran. Og vi aner ikke, hvem der vil vinde. I demonstrationerne finder man både demokrater og islamister.

Dett er klar tale og en god analyse. Jeg tror, han har ret.

I modsætning til disse ord kunne man i avisen den 4. juni læse, at Catherine Ashton, EU’s udenrigspolitiske repræsentant, siger om de arabiske lande og kvindespørgsmålet, at hun i Yemen mødte kvinder, som sagde til hende:”Vi har brug for, at kvinder tror på sig selv, så de kan forstå, at de kan blive involveret i opbygningen af vores demokrati.”

Det trækker hun frem som et godt udsagn. Hun burde ikke som demokrat være tilfreds med, at kvinder “kan” blive involveret i demokratiet. Kvinderne “skal” involveres. Der mangler en helt grundlæggende demokratiforståelse fra Ashtons side af, at det er en nødvendig forudsætning for et demokrati, at kvinder deltager på lige fod med mænd som politisk ligeværdige.

Det overrasker mig desværre ikke, at netop en repræsentant for EU viser manglende rygrad og svaghed, når det gælder demokratiopfattelsen. Og igennem hele indlægget, som handlede om det arabiske forår, undlod Catherine Ashton at nævne islamismen, som ellers er en helt central spiller, man ikke kan komme udenom udgør en stor risiko for, at det ikke bliver et forår. Jeg synes man fik et mere realistisk billede samt en rankere demokratisk ryg fra en livsklog forfatter.