Palæstinenserne

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk-Selskab

Befri Gaza fra Hamas

Busser blev sat i brand i København efter Movias beslutning om at fjerne nogle israelkritiske busreklamer fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. I den forbindelse fandt man grafitti med ordlyden “Boycot Israel – Free Gaza” på en af dem. Jeg mangler snart ord. “Boycot Israel” er et frastødende budskab! Israel er Mellemøstens eneste demokrati med lige rettigheder for alle, uanset om du er araber, jøde, druser, kristen, muslim eller andet.

“Free Gaza” – Fra hvem? Hamas? Israel trak sig i 2005 hvorefter området er blevet styret af terrororganisationen Hamas siden 2006 og der findes nær ingen jøder i Gaza.
“Free Gaza” – Fra hvem? Egypten? Siden årets begyndelse har egypterne kun åbnet Rafah-grænseovergangen i fem dage. Det internationale samfund og medierne taler ofte om Israels ansvar for den fortsatte blokade af den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe, samtidig med at man ignorerer, at egypterne har indført strenge rejserestriktioner for de 1,7 millioner palæstinensere, som bor der.

Imens hjælper Israel patienter fra Gaza-striben med at blive opereret på israelske hospitaler. Ironisk nok omsættes frustrationen og bitterheden til sidst i vold mod Israel, ikke mod Egypten. Palæstinenserne er fuldkommen klar over, at angreb på Egypten ville afstedkomme en meget kraftig reaktion fra Egyptens militær.

I stedet for at pege anklagende på Israel, er det på tide, at det internationale samfund og medierne lægger pres på Egypten og andre arabiske lande, om at hjælpe deres palæstinensiske brødre.

I øvrigt kan nævnes, at Israel alene i de 10 første dage i den seneste krig i sommeren 2014, sendte over 4000 tons korn, 6 millioner liter olie, 12 tons madvarer og 30 lastvognstog med medicin til befolkningen i Gaza. Israel har bla. også bragt i tusindvis af tons beton ind i Gaza gennem årene, og man kan spørge sig selv om, hvad Hamas har brugt denne beton til, nu hvor et omfattende terrortunnelsystem, bygget af estimeret 800.000 tons cement, så dagens lys under krigen. Israels forsyning af Gaza  har i øvrigt været en fast praksis siden 1967, selv under diverse konflikter og angreb fra Gaza, og selvom Israel ikke har noget som sådan med Gaza at gøre. Det ses ikke andre steder i verden, at et land, der er under angreb, hjælper fjenden på denne måde.

Angående omtalte busreklamer, som også handler om, at Israel skulle have taget land fra palæstinenserne – Det er en løgn, der snart er gentaget så mange gange, at den er blevet “sandhed”.

De hårdtprøvede palæstinensere har gentagne gange haft muligheden for at få deres egen stat. Deres ledere har afslået hver gang og forladt forhandlingsbordet. Eksempelvis i Peelkommisionen i 1937, ved Delingsplanen i 1947 og i Camp David i 2000. Hamas i Gaza har i øvrigt som åbent erklæret mål, at udslette Israel. I deres charter står bla. følgende: “Israel vil eksistere og vil fortsætte med at eksistere, indtil Islam har udslettet det, som andre før er blevet udslettet af islam” (fra forordet) Det mål er tilsyneladende større for dem end at sikre ordentlige vilkår for den civile palæstinensiske befolkning. De lever uden demokratiske rettigheder, uden optimal infrastruktur og hospitalsvæsen og oplæres til had mod jøder fra barnsben bla. via BørneTV. Endvidere kan den civile palæstinenser blive henrettet på åben gade på de mest bestialske måder uden rettergang m.m. Udsmidning fra høje huse er bare eet eksempel.

Den israelske regering derimod går ind for demokrati og en tostatsløsning med det rimelige krav, at Israel skal kunne eksistere side om side med en palæstinensisk stat bag sikre grænser. Det med sikkerheden er desværre dybt problematisk. Civile i Israel udsættes kontinuerligt for terrorangreb med bla. raketter, biler som køres direkte ind i folkemængder, knive mv. fra bla. Hamasterrorister. Og så er der alle de angreb som bliver forpurret.

Israelske virksomheder, bla. på Vestbredden, ansætter i stort omfang palæstinensere. De får en langt højre løn og bedre arbejdsvilkår, end de kan få i det palæstinensiske selvstyre. En boycot af Israel er også en boycot af dem og deres familiers indtægtsgrundlag.

Hvorfor skal det eneste demokrati i Mellemøsten iøvrig boycottes, mens man er helt tavs om de omkringliggende landes terrorregimer hvor kvinder, homoseksuelle og anderledes tænkende og troende undertrykkes eller henrettes? Det giver ingen mening.

Israel opretholder en blokade af Gaza ja. Men Israels blokade af Gazastriben er i følge FN fuldt lovlig efter international lov, fordi den er et forsøg på at hindre, at der føres våben til Gaza. Eksempelvis raketter, som vil blive affyret ind i Israel mod civile israelere.

Boycot Israel – free Gazagrafittien er absurd og kan i værste fald medvirke til at danne grobund for had og antisemitisme! Det er der alt for meget af alt for mange steder i vort land og det bør have en ende.

Af Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab.

Nogle debattører har sammenlignet boykot af varer fra de israelske bosættelsesområder med modstand mod omskæring af drenge. I hvilket omfang kan der tænkes at ligge antisemitisme bag ? Et interessant spørgsmål, synes jeg:

De to emner/situationer har for mig at se enkelte paralleller men væsentlige forskelle:

1. Omskæring. At man er modstander, behøver ikke have noget at gøre med antisemitisme. Der findes tungtvejende saglige grunde. Min holdning er, at jeg ønsker omskæring forbudt på drenge under 18 år. Jeg har ikke mødt nogen, der er imod omskæring af antisemitiske grunde.

2. Busreklamerne/kampagnen. At man er imod bosættelserne og Israels politik på dette område, behøver ikke at have noget at gøre med antisemitisme. Der findes væsentlige saglige grunde. Min holdning her er, at jeg hverken kan forstå Israels politik på dette område eller forsvare bosættelserne. Jeg har desværre mødt en del personer, der er mod bosættelserne af antisemitiske grunde.

Den aktuelle buskampagne fandt jeg ubehagelig og muligvis med antisemitiske undertoner. Det er svært at sige. Meget tyder i hvert tilfælde på, at de, der står bag kampagnen, er mod Israels eksistens. Det er alvorligt at delegitimere et land. Boykot i sig selv er et alvorligt våben, som ofte medfører nød og lidelser for mange uskyldige mennesker, og det rammer her bredt. Ofte vil boykot desuden yderligere øge risikoen for konflikter, og ufred. Samhandel giver medmenneskelig kommunikation.

Jeg er overordnet meget enig i, at vi skal være uhyre påpasselige med at råbe op om antisemitisme og racisme mm. i tide og utide. Det er der alt for mange, der gør i dag. Det stopper den gode og saglige debat øjeblikkelig. Det er et kæmpe problem.

Nærmere om buskampagnen :

Jeg synes ikke, buskampagnen skulle have været fjernet af Movia/ være krævet fjernet,

I praksis var kampagnes budskab at betragte som en total boykot af Israel, for det kan jo ikke adskilles – og så mener jeg som nævnt kampagnen måske havde undertoner af antisemitisme eller jødehad..

Begrundelse:

Det er ikke muligt at specifikt udpege og finde varer fra bosættelsesområderne. Fx ved vi, at mange varer med elektronisk beskyttelse bl.a. i telefoner og computere er produceret og udviklet med dele fra Israel og nærområder. Hvis man er utilfreds med Israels bosættelsespolitik, så kan man jo ikke boykotte varer fra bosættelsesområderne. Man aner ikke, hvad der produceres hvor. Ingen vil vel smide deres Iphones og computere ud, selvom de i de fleste tilfælde vil indeholde israelsk software. Så kampagnen er hul eller har et andet formål. Fordi mange produkter laves af flere komponenter, der stammer fra mange forskellige steder. Det er ikke til at skelne. Israel er så førende på det tekniske område, at vi faktisk ikke kan undvære varer fra dem.

Jeg tror også, at de, der står bag kampagnen, ved, at man ikke kan udskille hvor varerne kommer fra, så jeg tolker at det bagvedliggende budskab er et andet., nemlig: “køb ikke hos jøderne eller fra personer og firmaer, der befinder sig i Israel”. Altså boykot hele landet. Man forsøger at delegitimere Israel.
.
Palæstinensisk Venskabsforening, der står bag kampagnen, har ikke kunnet forklare, hvordan man kan skelne mellem varer fra bosættelsesområder og så varer fra andre steder i Israel.

Så er der det faktum, at kampagnen blev indledt samtidig med, at vi fejrer 70 året fra 2. Verdenskrigs afslutning inkl. Danmarks befrielse, hvor de sidste og ret få overlevende jøder blev hentet i koncentrationslejrene. De fleste, der havde været der, var døde.

Det er logisk, at mange får associationer til dette. Kampagnen er nu afsluttet, fordi en del knyttede forbindelse til en tid, hvor jødernes butiksvinduer blev knust, og der blev malet på døren: ”Køb ikke hos jøder”. Folk, der kender jødernes historie læste derfor buskampagnens budskab som et : ”Køb ikke noget hos jøderne”, og det vækker ubehagelige følelser.

Jeg fik i hvert tilfælde selv den ide, at det bagvedliggende budskab i den aktuelle kampagne var : Køb ikke varer fra Israel. Og det er jo en opfordring til en anti-israelsk boykot. Måske med undertoner af jødehad. Det kan man jo aldrig bevise 100 %.

Lene Kattrup er dyrlæge, medlem af Det Etiske Råd og af bestyrelsen for Dansk-Israelsk Selskab. Teksten blev bragt i Kristeligt Dagblad den 10. april 2015.

Birger Lerche foreslår i avisen den 26. marts, at Israel skal stoppe sin besættelse af Palæstina, som han kalder for tyveri af palæstinensisk jord. Der var nu ikke en stat, men der findes et folk, palæstinenserne, som ønsker en ny stat her. Lerche skriver, at hvis Israel blot rømmer alle de områder, som palæstinenserne gør krav på, så vil der komme fred, og jødernes sikkerhed vil blive forbedret.

Jeg mener, det vil resultere i et blodbad.

Kristeligt Dagblad citerede 21. marts tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) for at sige: ” Israel er et meget bange land. Det er der god grund til at være, når man tænker på omgivelserne.” En undersøgelse har vist, at næsten 20 procent af palæstinenserne i Gaza mener, at Islamisk Stat repræsenterer den sande form for islam. Over 50 procent af palæstinenserne i såvel Gaza samt Vestbredden støtter jihadistiske grupper, der ønsker at udslette Israel.

En del af alt dette, herunder hadet mod jøder, stammer fra islamismen, som igen kommer fra en bogstavelig fortolkning af Medina-versene i Koranen samt hadith.

Denne totalitære ideologi vinder frem mange steder, og især i de lande, der omringer Israel.

Israel trak sig ud af Gaza som et forsøg, men på grund af den militære oprustning, terroren og raketterne fyret af ind over Israel – primært fi-nansieret af international nødhjælp – måtte Israel indføre en meget skrap grænsekontrol.

Hvis Gaza blev fredelig, ville denne gradvist kunne lempes.

EGYPTEN TØR HELLER ikke give grænsen til Gaza fri. Det er ikke kun Israel, der ved, at man i Gaza er mere optaget af at opruste militært i stedet for at opbygge civilsamfund samt få gang i landbrug og industri og skabe arbejdspladser.

Hamas, som styrer, ønsker Israel helt væk og kan ikke acceptere sameksistens med jøder, som de også i skolerne lærer børnene at hade.

Hvis Israel stryger grænsekontrollen samt trækker sig ud af alle palæstinensiske områder, vil Israel næppe eksistere på den anden side.

Det er muligt, der herefter vil være fred i området – en fred uden demokrati og frihed – men en slags fred. Prisen vil være for høj, det må også Birger Lerche vel indse, men han mistolker og forsimpler konflikten.

Igen må jeg minde om, hvordan forsøget med Gaza faldt ud. Mod Gaza kan Israel trods alt holde stand ved med nogle års mellemrum at slå tilbage, når det lille område, som Gaza er, har fået anskaffet sig for mange raketter og fyret dem af samt gravet for mange tunneler. Når Israel svarer igen, sker der en afvæbning, og så er der fred i nogle år. Hvis Vestbredden bliver til Gaza, vil det være en anden sag.

Alligevel kan jeg, hvad Vestbredden angår, hverken forstå eller forsvare Israels bosættelsespolitik. Imidlertid bliver vi nødt til at tage grundigt bestik af situationen og ikke undervurdere betydningen af hadet samt totalitære ideologiers destruktive og selvforstærkende kræfter. Jeg synes, det er tankeløst på grænsen til det uforsvarlige at forslå løsninger, der må kunne forudses at udløse et blodbad og højst sandsynligt et lands tilintetgørelse. Enhver logik må tilsige, at dette faktisk er det mest sandsynlige scenarie, når man medtænker hadet og ideologiens kræfter I Israel lever i dag 1,5 million arabere. Et stort flertal af disse ønsker at kunne blive her, fordi de i Israel har et bedre liv med mere frihed og bedre borgerrettigheder, end de ville kunne opnå i noget andet land i denne region. Israel er det eneste demokrati i området, omend ikke et perfekt demokrati.

Der skete fejl på den måde, Israel i sin tid blev oprettet fra det internationale samfunds side, men vi må se på situationen lige nu og desuden medtænke befolkningernes sammensætning og størrelse, der er ændret markant både siden 1948 og 1967.

Personligt tror jeg mere på den løsning, som Søren Harslund skrev om i Kristeligt Dagblad den 29. december baseret på den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabins (1922-1995) forslag.

Debatindlæg af Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab. Bragt i Jyllands-Posten den 3. april 2015.

Vold, trusler om vold eller frygten for at blive kaldt for islamofob og racist får os til at ændre adfærd i disse år. Hvis det blot fik os til at tænke os om og blive mere præcise og saglige, kunne det være en fordel. Men vi ser i højere grad to andre tendenser. Nogle personer bliver ubehagelige eller skingre og udtrykker sig kollektivt fordømmende over for muslimer i stedet for at nøjes med at kritisere islam/islams indre eller islamisterne. Andre personer reagerer ved at blive bange og tier af frygt. Begge reaktioner er uheldige.

Vi må forsøge at forstå, hvad det er, de personer, der med vold, trusler om vold eller ved at anbringe etiketter på andre, vil opnå. Erfarne politikere som Birthe Rønn Hornbech og andre tror tilsyneladende, at formålet er at få os til at holde op med at tegne profeten Muhammed. Men personerne i Krudttønden sad jo ikke og tegnede Muhammed, selvom der var en person til stede, der for nogle år siden har tegnet en pæn lille hund som Muhammed. Det var et møde, hvor man skulle diskutere ytringsfriheden. Og jøderne, der var forsamlet i synagogen, havde heller ikke planer om at tegne Muhammed.

I sidste uge var jeg medarrangør af et møde, hvor vi i Dansk-Israelsk Selskab skulle diskutere venstrefløjens forhold til Israel. Vi havde ikke i sinde at tegne Muhammed. Imidlertid kan den slags møder ikke længere holdes uden omfattende sikkerhedsprocedurer. Meget har ændret sig, og jeg må sige til Rønn Hornbech og andre, at vi ikke vil kunne få gamle tiders forsamlingsfrihed tilbage samt mulighed for at holde møder, hvor vi diskuterer religionskritik, ytringsfrihed eller venskab med Israel og jøder mm., hvis vi holder op med at tegne Muhammed satirisk. Det er ønsketænkning, som må være baseret på, at man ikke forstår kernen i problemet.

Indskrænket ret

Formålet med volden og truslerne samt etiketterne er at indskrænke retten til at afholde kritiske debatarrangementer om islam samt at opnå, at alle aktiviteter, der forsvarer Israel eller har jødiske deltagere, bliver vanskelige eller farlige at afholde. Islamismen kan heller ikke acceptere, at den vestlige tradition for kunst og satire, hvor Muhammed som symbol udstilles eller kritiseres, kan fortsætte som nu.

Den pakistansk-canadiske skribent og mediciner med muslimsk baggrund Ali A. Rizvi skrev meget rammende om det i en artikel med titlen ”The Phobia of Being Called Islamophobic” (Huffington Post 28/4 2014):

»When you’re unable to introduce Pakistan-style blasphemy laws in a secular, Western society, you have to find alternative ways to silence those who offend you, right?«

Islamisterne og deres støtter ønsker at få den vestlige, frie, kritiske debat til at forstumme, når debatten udfordrer islams politiske indhold og islams autoritet samt magt i samfundet. Hvis de ikke kan få indført effektive love via demokratiet, bruges andre metoder som vold og trusler, eller der placeres ubehagelige mærkater på folk, såsom islamofob eller racist.

Debatten kan opleves krænkende. Men i et demokrati skal krænkelser modsiges verbalt i åben diskussion eller blot tåles med et skuldertræk, hvis man synes, at diskussion er umulig eller nytteløs. Eneste undtagelse er, hvis arrangementet eller ytringen f.eks. var injurierende eller på anden måde ulovlig efter landets sekulære love, hvor man kan henvende sig til domstolen, hvis man ønsker det. Personer, der ikke respekterer disse spilleregler, forsøger at indskrænke demokratiet. Det lykkes desværre i nogen grad. Vi bliver nødt til fortsat at turde udfordre og diskutere alle emner, idéer og opfattelser, herunder religion. Men vi skal naturligvis heller ikke reagere overdrevet, usagligt eller skingert. I øjeblikket må mange debatarrangementer have politibeskyttelse. For vores børns skyld må vi se at få dette ændret.

Debatindlæg af Jette Plesner Dali, samfundsdebattør, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab siden 2008, domsmand ved Østre Landsret samt folketingskandidat (DF), Københavns Storkreds

Siden 2001 har Det Jødiske Samfund registreret samtlige overfald på jøder, de såkaldte hadforbrydelser.

Danske jøder udsættes i stigende grad for chikane, trusler og vold. Man passer derfor ekstra godt på det dyrebareste man har, nemlig børnene.

Derfor er der hegn omkring den jødiske Carolineskolen, ligesom der altid er vagt. At det er nødvendigt ses af, at arabisktalende mænd flere gange har forsøgt at bryde ind.

En nat i august lykkedes det maskerede mænd at klippe hegnet i stykker. Vinduer blev smadret, og murene overmalet med antisemitiske slagord med relation til konflikten mellem Israel og palæstinenserne: “Ingen fred til jer zionister”.

Angrebet fik MT til at bede myndighederne om hjælp med sikkerheden, men intet skete.

I håb om at kunne give danske unge et mere nuanceret syn på tingene, udsendte Dansk Zionistforbund i 2012 folderen “Mellemøstkonflikten set med israelske øjne” til skoler i København og tilbød at komme ud og snakke med eleverne. Ingen reagerede.

Håber at mit indlæg vil inspirere frederiksbergske skoler til at være med i kampen mod den omsiggribende antisemitisme.

Debatindlæg af bestyrelsesmedlem Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad den 20. februar 2015.

Niels Andersen skrev i et indlæg den 18. februar med overskriften ” Stop den israelske premierminister” om det tilbud, Netanyahu for nylig har fremsat til Europas og herunder Danmarks jøder om, at de er velkomne i Israel. Niels Andersen synes, det viser, at Netanyahu har farlige drømme om et Storisrael.

Jeg synes, at vi skal passe på i den alvorlige situation at bringe vores politiske holdninger i forhold til Israels nuværende regering ind i vores vurdering. Men jeg vil dog tilføje, at jeg heller ikke uden videre kan forsvare Israels bosættelsespolitik på Vestbredden.

Måske vil Netanyahu blot forsikre de europæiske og de danske jøder om, at de har endnu et hjem. Man kan vælge at opfatte det som en udmelding til et udsat folk. Det had, som vi ser til jøder mange steder i Europa, er dybt rystende.

Mange kan ikke lide Netanyahu, men det skal man egentlig ikke blande ind i sagen.

Vi ved jo, at Israel oplever en stor bølge af indvandring, hver gang jødiske samfund i andre lande oplever, at der rettes terrorangreb mod dem, blot fordi de er jøder. Alle verdens jøder kan få israelsk statsborgerskab, hvis de ønsker at bo i Israel.

Det er ikke til debat, at de danske jøder hører hjemme i Danmark, og de franske jøder hører hjemme i Frankrig.

Men hvis man er truet i sit hjem, er det godt at have et hjem mere. Så spørgsmålet er mere, om vi gør nok for at beskytte vores jøder. Her synes jeg blandt andet, at dele af venstrefløjen i dansk politik har svigtet.

Mange af verdens jøder opfatter Israel som et fristed og et ekstra hjem at tage til, hvis de oplever forfølgelse, selvom Israels sikkerhed som sådan jo også er truet.