Lene Kattrup er dyrlæge, medlem af Det Etiske Råd og af bestyrelsen for Dansk-Israelsk Selskab. Teksten blev bragt i Kristeligt Dagblad den 10. april 2015.
Birger Lerche foreslår i avisen den 26. marts, at Israel skal stoppe sin besættelse af Palæstina, som han kalder for tyveri af palæstinensisk jord. Der var nu ikke en stat, men der findes et folk, palæstinenserne, som ønsker en ny stat her. Lerche skriver, at hvis Israel blot rømmer alle de områder, som palæstinenserne gør krav på, så vil der komme fred, og jødernes sikkerhed vil blive forbedret.
Jeg mener, det vil resultere i et blodbad.
Kristeligt Dagblad citerede 21. marts tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) for at sige: ” Israel er et meget bange land. Det er der god grund til at være, når man tænker på omgivelserne.” En undersøgelse har vist, at næsten 20 procent af palæstinenserne i Gaza mener, at Islamisk Stat repræsenterer den sande form for islam. Over 50 procent af palæstinenserne i såvel Gaza samt Vestbredden støtter jihadistiske grupper, der ønsker at udslette Israel.
En del af alt dette, herunder hadet mod jøder, stammer fra islamismen, som igen kommer fra en bogstavelig fortolkning af Medina-versene i Koranen samt hadith.
Denne totalitære ideologi vinder frem mange steder, og især i de lande, der omringer Israel.
Israel trak sig ud af Gaza som et forsøg, men på grund af den militære oprustning, terroren og raketterne fyret af ind over Israel – primært fi-nansieret af international nødhjælp – måtte Israel indføre en meget skrap grænsekontrol.
Hvis Gaza blev fredelig, ville denne gradvist kunne lempes.
EGYPTEN TØR HELLER ikke give grænsen til Gaza fri. Det er ikke kun Israel, der ved, at man i Gaza er mere optaget af at opruste militært i stedet for at opbygge civilsamfund samt få gang i landbrug og industri og skabe arbejdspladser.
Hamas, som styrer, ønsker Israel helt væk og kan ikke acceptere sameksistens med jøder, som de også i skolerne lærer børnene at hade.
Hvis Israel stryger grænsekontrollen samt trækker sig ud af alle palæstinensiske områder, vil Israel næppe eksistere på den anden side.
Det er muligt, der herefter vil være fred i området – en fred uden demokrati og frihed – men en slags fred. Prisen vil være for høj, det må også Birger Lerche vel indse, men han mistolker og forsimpler konflikten.
Igen må jeg minde om, hvordan forsøget med Gaza faldt ud. Mod Gaza kan Israel trods alt holde stand ved med nogle års mellemrum at slå tilbage, når det lille område, som Gaza er, har fået anskaffet sig for mange raketter og fyret dem af samt gravet for mange tunneler. Når Israel svarer igen, sker der en afvæbning, og så er der fred i nogle år. Hvis Vestbredden bliver til Gaza, vil det være en anden sag.
Alligevel kan jeg, hvad Vestbredden angår, hverken forstå eller forsvare Israels bosættelsespolitik. Imidlertid bliver vi nødt til at tage grundigt bestik af situationen og ikke undervurdere betydningen af hadet samt totalitære ideologiers destruktive og selvforstærkende kræfter. Jeg synes, det er tankeløst på grænsen til det uforsvarlige at forslå løsninger, der må kunne forudses at udløse et blodbad og højst sandsynligt et lands tilintetgørelse. Enhver logik må tilsige, at dette faktisk er det mest sandsynlige scenarie, når man medtænker hadet og ideologiens kræfter I Israel lever i dag 1,5 million arabere. Et stort flertal af disse ønsker at kunne blive her, fordi de i Israel har et bedre liv med mere frihed og bedre borgerrettigheder, end de ville kunne opnå i noget andet land i denne region. Israel er det eneste demokrati i området, omend ikke et perfekt demokrati.
Der skete fejl på den måde, Israel i sin tid blev oprettet fra det internationale samfunds side, men vi må se på situationen lige nu og desuden medtænke befolkningernes sammensætning og størrelse, der er ændret markant både siden 1948 og 1967.
Personligt tror jeg mere på den løsning, som Søren Harslund skrev om i Kristeligt Dagblad den 29. december baseret på den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabins (1922-1995) forslag.