Af Otto Rühl, formand for Dansk-Israelsk Selskab
Leila Stockmarr havde den 15.okt et af sine sædvanlige voldsomme angreb på Israel – nu med et lidt nyt aspekt: At dansk presse skulle se sagen mere fra Israels side end fra palæstinensernes.
Leila Stockmarr og jeg må læse meget forskellige aviser – og se meget forskellige TV-kanaler – og jeg læser og ser dog en del. Men i de aviser, jeg læser og på de TV-kanaler, jeg ser, ser jeg sandelig en ret kritisk holdning til Israel – eller rettere sagt den nuværende israelske regerings politik – en skelnen, som nok går hen over hovedet på LS. Hun længes tydeligvis efter ”de gode gamle dage”, hvor en Ole Sippel uhindret fik lov til at propagandere mod Israel på DR aften efter aften – men de tider er da heldigvis i nogen grad forbi.
Alligevel undrer Israel-venner sig ofte over nyhedsdækningen –men af en ganske anden grund end LS. Igen og igen hører vi om Israels svar på angreb – men det er ikke altid, vi først får baggrunden. Og jeg har i flere TV-debatter med formanden for Palæstina-vennerne, Fathi El-Abed, oplevet en noget skæv fordeling af tiden – eller som da jeg for en gang skyld fik 50 % af taletiden – og bagefter fik at vide, at mit hoved kun dækkede lidt af skærmen – resten var sårede børn i Gaza – så var seerne da klar over, hvem der forsvarede ”de onde” !
Men nu har alle aviser og TV dækket den forfærdelige situation tæt – og selvfølgelig også oplyst om nogle palæstinenseres angreb på tilfældige, civile israelere – og så bliver LS ophidset – så forstår læserne jo bedre, at Israel er nødt til at forsvare sig – og bliver mindre tilbøjelige til at se situationen lige så sort- hvidt som LS. Ja, LS har naturligvis ret – det er vigtigt ”at prøve at forstå voldens rødder”. Og voldens rødder er selvfølgelig en snart 48 års besættelse – men da sandelig også palæstinensiske og andre arabiske ledere, der igen og igen har sagt nej til at afslutte denne situation. Først med de berygtede tre nej til overhovedet at snakke med Israel få måneder efter 6-dages- krigen – for slet ikke at tale om at anerkende eller slutte fred med Israel. Siden især den katastrofale beslutning i år 2000 om i Camp David at sige nej til Baraks tilbud om endelig tilbagetrækning.
Mulighederne har jo været der – især i årene efter Oslo-aftalerne, hvor der blev opbygget en større og større tillid på begge sider – der så blev ødelagt efter Arafats nej til at få sin egen stat. Og rigtigt – en løsning bliver vanskelige og vanskelige for hvert år, der går – fordi bosættelserne får lov at vokse og vokse – hvad der ikke just gør den endelige grænsedragning lettere.
For ti år siden tog Sharon så initiativet til at komme videre – og trak sig helt ud af Gaza – så volden fra Gaza kan vel næppe forklares med en israelsk besættelse?
Volden fra Gaza har så fået flere og flere israelere til at rykke til højre – så de sidste valg har været et voldsomt nederlag for fredsfløjen og en styrkelse af de mere yderliggående kræfter – trist set fra alle de menneskers synspunkt, som ønsker fred og ikke en optrapning af konflikten.
Og nu disse angreb – angreb, der får mange israelere til at købe våben og gøre klar til omgående at slå igen. En voldsspiral truer – dybt tragisk for palæstinenserne – især de, der de sidste ti år har prøvet at bygge et civilsamfund op i de palæstinensisk styrede byer – men da også dybt tragisk for israelerne, der i endnu højere grad vil føle sig belejrede. Og med det, der sker i deres nabolande, er der da en god grund til, at Israel allerede før følte sig usikker.