Forfatterarkiv: DISadmin

Mit liv som dansker i Israel – Arne Rabuchin

“Mit liv som dansker i Israel”

Kom til møde søndag den 8. april kl. 15 med Arne Rabuchin.

Arne har boet i Israel siden 1984. Han er pensionist og meget aktiv med andre olim – bl.a. som formand for British olim i Sharon området og som formand for Danmarks venner i Israel. Han bor nu i Kfar Sava, naboby til Raanana, ca 25 km fra Tel Aviv. Arne vil fortælle om hans aliyah – hans liv i Israel – og hvordan danskerne i Israel støtter hinanden og bidrager til gode forhold mellem Israel og Danmark. –

Mødet foregår lige efter DIS generalforsamlingen, som starter kl. 14. Tilmelding er nødvendig senest torsdag den 5. april på [email protected] – eller til Jørgen Svaneberg tlf 49 17 06 89. Angiv venligst om du tilmelder dig til Generalforsamling (kun for medlemmer, som har betalt kontingentet for 2018), til mødet, eller begge dele. Husk billede ID til vagten – Det jødiske Hus, Krystalgade 12 i København.

Hovedpunkter:

— Lidt baggrund om hvorfor, og hvordan Arne flyttede til Israel i 1948.
— Om at blive indkaldt i 1984 til IDF som helt nytilkommen 40 årig – og blive sendt til Libanon (heldigvis kun korvarigt, men alligevel!)

— Multinational Force & Observers (MFO – en del af fredsaftalen mellem Egypten og Israel – http://mfo.org/en) – som han arbejdede for i 22 år.
— Løbende samarbejde med diverse ministerier (i Israel og i DK) og ambassadører
— Hans synvinkel på sikkerhedssituationen og lignende.

— Hans frivillige arbejde med “Danmarks Venner i Israel “- som han er formand for. Han har bl.a. med til at få kronprinsen til markeringen for 10 år siden …. og arbejder nu på en markering i oktober 2018 af 75 års jubilæum for dansk redning.

— Hans frivillige arbejde med “English Speaking Residents’ Association” (http://www.esra.org.il/ – hans nuværende kone kommer fra Sydafrika).

— Hvordan har det været for ham og hans nærmeste at bo i Israel …. hvordan har tingene ændret sig ad åre?¨
— Hvordan har forholdene mellem Danmark og Israel ændret sig …. set fra hans perspektiv?

— Hvis nogen vil flytte til Israel nu, hvad vil han råde dem til?

Misbruger Folkekirkens Nødshjælp Nødshjælpmidler? Møde februar 2018

Mandag den 26. februar 2018 hørte vi Jonatan Møller Sousa fortælle om, hvorfor han har konkluderet, at Folkekirkens Nødhjælp misbruger nødhjælpsmidler til politiske angreb på Israel.


Jonatan Møller Sousa er leder af Forum for Dialog om Israel, København.

Kort fortalt om budskabet:

Folkekirkens Nødhjælp (FKN) er engageret i en masse gode projekter, der hjælper mange mennesker rundt om på kloden. Men organisationen og dens nødhjælpsmidler er blevet misbrugt til politiske angreb på Israel. Penge, der skulle være gået til at gøre livet lettere for verdens svageste og fattigste, er i stedet blevet brugt på lobbyister og kampagnemagere, der dæmoniserer Israel og forsøger at få boykottet israelske varer. Selvom jeg er sikker på, at FKN kun vil det godt for Israel-Palæstina, er det svært at se hvordan indsatsen hjælper palæstinenserne til udvikle stærke civile institutioner – og hjælper begge parter til at udvikle viljen og evnen til fred.

Jeg er i gang med at producere skriftlige materialer og videoer, som kan bruges til bl.a. venlige, konstruktive breve, som f.eks. kan gøre FKNs bestyrelse, repræsentantskab og frivillige opmærksom på, at Israel-Palæstina indsatsen trænger til en kraftig forbedring!

Velsbesøgt møde med Peter Israel december 2017

Peter Israel fortalte den 3. december 2017 en familiesaga fra det forrige århundrede – og om at være dansker i Israel siden 1981. Peter er søn af Judith Israel og David (Dodde) Israel. Familien lavede aliya da Peter var 14 år gammel – dog har han fortsat et stærkt tilknytning til Danmark.

Hovedpunkterne er nedenfor … der var masser af samtale blandt de fremmødte

Min families baggrund og historie i Danmark
– ankomst til Danmark
– årene under Andenverdenskrig
– Min mor’s families flugt til Sverige
– Min far i modstandsbevægelsen, fængsel, mm.
 
Årene efter verdenskrigen og Israels selvstændighedskrig
 
At vokse op som dansk jøde
– “Israel” drømmen og realiteten
– dansker i det israelske skolesystem
– dansker i hæren
 
Den politiske situation i Israel
– at elske Israel, også når det fejler¨
– at forsvare israel, også når man er uenig
 
Forsøg på at skabe forretningsorbindelser mellem Israel og Danmark
– personlige grunde
– på trods af besværligheder

 
Præsentation er den første af flere oplæg, som i løbet af 2017-2019 vil blive holdt af danskere der bor eller arbejder i Israel. Glæd jer!

Bestyrelsen vil hermed ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Terror glorificeres

Af Jette Plesner Dali, bestyrelsesmedlem

Sammen med kunstnergruppen TOETT planlægger Teater Sort Hvid en udstilling om martyrer, et såkaldt “Martyrmuseum”. Blandt de udstillede martyrer vil man blandt andet blive præsenteret for terroristerne Khalid og Ibrahim Bakraoui, som den 22. marts ved en selvmordsaktion i Bruxelles Lufthavn dræbte 17 uskyldige mennesker. En handske, som menes at have skjult selvudløseren til en af bomberne, vil også kunne ses på udstillingen.

“I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse indgår i udstillingen”, lyder det fra Ida Grarup, kunstnergruppen TOETT.

Vores forestilling om terrorister skal korrigeres

Christian Lollike, kunstnerisk direktør på teater Sort Hvid kalder selv udstillingen for et væsentligt værk, der “vender vores forestilling om rigtigt og forkert på hovedet, og som tvinger os til at forstå og forholde os til motiverne bag martyrier”.

Med andre ord: Arrangørerne ønsker at vi skal lære at “forstå” terrorister, som rettelig burde kaldes det, de er, nemlig massemordere.

Arrangørerne har ikke haft svært ved at finde opbakning til projektet. Udstillingen, der åbner 26. marts i Kødbyen i København, får solid økonomisk støtte på 9. mio. kr fra Københavns Kommune, Villumfonden, Lokale og Anlægsfonden og Realdania.

I skyggen af terror

I Israel, som den 14. maj har fejret landets oprettelse for 68 år siden, kender man kun alt for godt til terror og glorificeringen af terrorister, på arabisk ” shahids”.

Mahmoud Abbas, leder af Fatah, hædrer gerne fængslede terrorister ved at oplæse deres navne på palæstinensisk tv. Døde terrorister hædres ved, at gader og pladser navngives efter dem, og deres familier støttes økonomisk.

Den 18. april udførte Abd Al-Hamid Abu Sorour, 19-årig Hamas terrorist, en selvmordsaktion ved at placere en bombe i en bus i det sydøstlige Jerusalem. 21 personer blev såret ved angrebet.

Terroristen døde få dage senere døde af sine kvæstelser.

Han blev ved den lejlighed hyldet og velsignet på Fatah’s officielle Facebook side, hvor man den 21. april 2016 kunne læse følgende:

” #Martyrdom (Shahada)_unites_us

#Martyr (Shahid)_Yasser_Araftas_bloc

In the name of All Merciful Allah, (Allah) the Supreme said: “And never think of those who have been killed in the cause of Allah as dead. Rather they are alive with their Lord, receiving provision” (Sura 3:169, Sahih International) Great truth of God.”

Angrebet i Jerusalem fulgte i kølvandet på seks måneders palæstinensisk terror mod uskyldige civile israelere. Siden september 2015 har der været 2.200 angreb. Terroristerne skader ofrene ved at køre ind i dem med bil, nogle gange enkeltpersoner, andre gange grupper af ventende, f. eks. ved et busstoppested. Andre gange bruges skydevåben. Rigtig mange overfald er knivoverfald.

Det er til nu lykkedes terroristerne at dræbe 35 israelere og såre omkring 400.

Terror hyldes og belønnes

Ingen går fri, hverken børn eller gravide. Undervisningen sker blandt andet ved hjælp af plancher, men også ved direkte undervisning af palæstinensiske børn og unge i, hvordan man myrder jøder med kniv.

Terroristerne forsikres om, at Allah vil belønne dem i rigt mål. Familier, som har ofret en “martyr” i en højere sags tjeneste, belønnes økonomisk. Også fængslede terrorister støttes økonomisk af det palæstinensiske selvstyre.

Denne praksis har medført betydelig kritik fra medlemmer af Europa Parlamentet. Holland, Storbritannien og Tyskland, der i mange år har støttet de palæstinensiske myndigheder økonimsk, har forlangt at få indsigt i, hvad donationerne bruges til.

Indirekte støtte til terror

Af frygt for at miste støtten på over en milliard dollars, som det palæstinensiske selvstyre årligt modtager fra EU og USA, har man nedlagt ministeriet, som indtil da havde stået for betaling af lønninger til fængslede terrorister.

Officielt er det nu en særlig PLO-kommission, som er ansvarlig for dette. I virkeligheden er det tilsyneladende lykkedes de palæstinensiske myndigheder at snyde donorlandene.

Det skriver direktøren for Palestinian Media Wathch i en speciel rapport 27. april 2016. Man har fulgt pengeoverførsler foretaget i årene 2012 – 2015.

I 2015 – efter at man havde forsikret donorlandene om, at man ikke længere udbetalte løn til terrorister, og efter at man havde nedlagt ministeriet, som tidligere havde stået for dette – overførte man mere end det dobbelte af, hvad man ellers havde overført til PLO i de foregående år.

De ekstra penge, som PLO modtog i 2015, svarer ifølge rapporten nøjagtig til det beløb PLO behø vede for at kunne betale løn til terroristerne.

Terror skal bekæmpes, ikke forstås

For venner af Israel og tilhængere af demokrati må det vække bekymring, at “forståelse” for terrorister nu breder sig til Danmark. I stedet bør vi huske det 3-årige barn, som stod blandt døde og sårede i Bruxelles lufthavn og kaldte på sin mor.

Vi må heller ikke glemme Leopold Hecht, en 21-årig amerikansk jurastuderende, som lå døende på gaden foran Metroen i Bruxelles, mens han forsøgte at løfte armen som en sidste bøn om hjælp.

Drab på uskyldige civile er ondt og skal bekæmpes. Ikke forstås. Havde man udvist samme “forståelse” for Hitler, ville Europakortet have set ganske anderledes ud.

Når udstillingen “Martyrmuseum” åbner den 26. maj, sker det på et bagtæppe af ekstrem vold: Jøder, kristne og andre minoriteter chikaneres, forfølges og myrdes i stor stil.

I Syrien, Irak og Israel. I Gaza og på Vestbredden. Og nu også i Europa.

Det er ofrene for terror, som er de sande martyrer. Ikke terroristerne.

Danmark tavs om drab på jøder

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab

[Indlægget blev bragt i Fyens Stiftstidende den 31. januar 2016]

Siden 13. september 2015 er civile israelere i Israel og i Judæa og Samaria ramt af en grusom bølge af palæstinensisk terror i form af især knivoverfald, men også i form af skyderier og bilpåkørsler mod ventende ved bla. busstoppesteder. Angrebene forekommer næsten dagligt og i nogle tilfælde flere gange dagligt.

Blandt ofrene er børn, en ældre dame, forældre, der er blevet dræbt foran deres børn, gravid kvinde, alle forskellige civile israelere. Siden den 13. september 2015 er i alt 30 israelere blevet dræbt og 290 såret, heraf 25 kritisk ved hhv. 110 kvivangreb, 38 skudangreb og 22 angreb med bil. Masser af angreb er imidlertid blevet afværget.

Af seneste eksempler på udførte angreb kan nævnes, at en kvindelig bosætter ved navn Dafna Meir, som var mor til 4 børn + 2 plejebørn, blev myrdet i sit hjem i bosættelsen Otniel.

Gerningsmanden brød ind i familiens hjem, hvor han stak hende flere gange med en kniv. Den ældste datter var vidne til drabet og ringede efter hjælp, men da ambulancen nåede frem, var det for sent og Dafna var død. Gerningsmanden slap væk, men blev fundet efter intens eftersøgning. Det viste sig at være en blot 15 årig palæstinenser. Senere kom det frem, at denne palæstinenser har været influeret og opildnet til drab på jøder via det palæstinensiske selvstyres TV.

Kort efter dette drab blev en gravid kvinde, Michal Froman, stukket ned i bosættelsen Tekoa sydøst for Jerusalem. Ifølge det israelske ambulancevæsen, Magen David Adom, er kvindens tilstand heldigvis stabil. Den angiveligt 18-årige terrorist blev skudt på stedet.

I morges døde Shlomit Krigman, en 24 årig israelsk kvinde, som blev overfaldet med kniv i mandags. Og sådan er det blevet ved.

Det er bekymrende, at terroren i flere tilfælde, som det fremgår, er begået af palæstinensiske teenagere. En stor del af den palæstinensiske ungdom bliver indoktrineret til drab på jøder via bla. skoleundervisning og børneprogrammer på palæstinensisk tv. Det generelle billede er, at gerningsmændene bliver hyldet som martyrer og helte i de palæstinensiske områder. En ting er, at nogle palæstinensere vælger at tage en kniv eller en pistol og dræbe tilfældige jøder, det er tragisk og må fordømmes. Men når fordømmelsen ikke blot udebliver, men erstattes af lovprisning af terroristerne blandt palæstinensere og israelske arabere, virker vejen til fred nærmest uoverskuelig lang.

Det er også bekymrende, at to israelske arabere er blandt gerningsmændene.

Israel møder fordømmelse for sin håndtering af terror, fordi, gerningsmændene ofte bliver skudt på stedet, inden de forvolder mere skade med deres drabsvåben. Men fordømmelsen af de modbydelige terrorangreb udebliver fra verdenssamfundet! EU har endog indført mærkning af varer fra flere israelske områder, og den danske regering har på det seneste besluttet at støtte dette. I FN fortsætter fordømmelsen af Israel, KUN af Israel. Israel er truet fra alle sider af arabiske terrorbevægelser, der vil Israel til livs.

Og mens alt dette står på, hører vi i de danske medier om terrorangreb i enten Afghanistan, Paris, Pakistan, Jakarta, Ougadogu, mv. mens der er larmende stilhed om de angreb, som foregår mod civile israelere – næsten dagligt – og i nogle tilfælde flere gange dagligt. Hvorfor denne stilhed? Er det fordi det er jøder…?

Dansk presse er da netop afbalanceret

Af Otto Rühl, formand for Dansk-Israelsk Selskab

Leila Stockmarr havde den 15.okt et af sine sædvanlige voldsomme angreb på Israel – nu med et lidt nyt aspekt: At dansk presse skulle se sagen mere fra Israels side end fra palæstinensernes.

Leila Stockmarr og jeg må læse meget forskellige aviser – og se meget forskellige TV-kanaler – og jeg læser og ser dog en del. Men i de aviser, jeg læser og på de TV-kanaler, jeg ser, ser jeg sandelig en ret kritisk holdning til Israel – eller rettere sagt den nuværende israelske regerings politik – en skelnen, som nok går hen over hovedet på LS. Hun længes tydeligvis efter ”de gode gamle dage”, hvor en Ole Sippel uhindret fik lov til at propagandere mod Israel på DR aften efter aften – men de tider er da heldigvis i nogen grad forbi.

Alligevel undrer Israel-venner sig ofte over nyhedsdækningen –men af en ganske anden grund end LS. Igen og igen hører vi om Israels svar på angreb – men det er ikke altid, vi først får baggrunden. Og jeg har i flere TV-debatter med formanden for Palæstina-vennerne, Fathi El-Abed, oplevet en noget skæv fordeling af tiden – eller som da jeg for en gang skyld fik 50 % af taletiden – og bagefter fik at vide, at mit hoved kun dækkede lidt af skærmen – resten var sårede børn i Gaza – så var seerne da klar over, hvem der forsvarede ”de onde” !

Men nu har alle aviser og TV dækket den forfærdelige situation tæt – og selvfølgelig også oplyst om nogle palæstinenseres angreb på tilfældige, civile israelere – og så bliver LS ophidset – så forstår læserne jo bedre, at Israel er nødt til at forsvare sig – og bliver mindre tilbøjelige til at se situationen lige så sort- hvidt som LS. Ja, LS har naturligvis ret – det er vigtigt ”at prøve at forstå voldens rødder”. Og voldens rødder er selvfølgelig en snart 48 års besættelse – men da sandelig også palæstinensiske og andre arabiske ledere, der igen og igen har sagt nej til at afslutte denne situation. Først med de berygtede tre nej til overhovedet at snakke med Israel få måneder efter 6-dages- krigen – for slet ikke at tale om at anerkende eller slutte fred med Israel. Siden især den katastrofale beslutning i år 2000 om i Camp David at sige nej til Baraks tilbud om endelig tilbagetrækning.

Mulighederne har jo været der – især i årene efter Oslo-aftalerne, hvor der blev opbygget en større og større tillid på begge sider – der så blev ødelagt efter Arafats nej til at få sin egen stat. Og rigtigt – en løsning bliver vanskelige og vanskelige for hvert år, der går – fordi bosættelserne får lov at vokse og vokse – hvad der ikke just gør den endelige grænsedragning lettere.

For ti år siden tog Sharon så initiativet til at komme videre – og trak sig helt ud af Gaza – så volden fra Gaza kan vel næppe forklares med en israelsk besættelse?

Volden fra Gaza har så fået flere og flere israelere til at rykke til højre – så de sidste valg har været et voldsomt nederlag for fredsfløjen og en styrkelse af de mere yderliggående kræfter – trist set fra alle de menneskers synspunkt, som ønsker fred og ikke en optrapning af konflikten.

Og nu disse angreb – angreb, der får mange israelere til at købe våben og gøre klar til omgående at slå igen. En voldsspiral truer – dybt tragisk for palæstinenserne – især de, der de sidste ti år har prøvet at bygge et civilsamfund op i de palæstinensisk styrede byer – men da også dybt tragisk for israelerne, der i endnu højere grad vil føle sig belejrede. Og med det, der sker i deres nabolande, er der da en god grund til, at Israel allerede før følte sig usikker.

Befri Gaza fra Hamas

Af Helene V. Jensen, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk-Selskab

Befri Gaza fra Hamas

Busser blev sat i brand i København efter Movias beslutning om at fjerne nogle israelkritiske busreklamer fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening. I den forbindelse fandt man grafitti med ordlyden “Boycot Israel – Free Gaza” på en af dem. Jeg mangler snart ord. “Boycot Israel” er et frastødende budskab! Israel er Mellemøstens eneste demokrati med lige rettigheder for alle, uanset om du er araber, jøde, druser, kristen, muslim eller andet.

“Free Gaza” – Fra hvem? Hamas? Israel trak sig i 2005 hvorefter området er blevet styret af terrororganisationen Hamas siden 2006 og der findes nær ingen jøder i Gaza.
“Free Gaza” – Fra hvem? Egypten? Siden årets begyndelse har egypterne kun åbnet Rafah-grænseovergangen i fem dage. Det internationale samfund og medierne taler ofte om Israels ansvar for den fortsatte blokade af den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe, samtidig med at man ignorerer, at egypterne har indført strenge rejserestriktioner for de 1,7 millioner palæstinensere, som bor der.

Imens hjælper Israel patienter fra Gaza-striben med at blive opereret på israelske hospitaler. Ironisk nok omsættes frustrationen og bitterheden til sidst i vold mod Israel, ikke mod Egypten. Palæstinenserne er fuldkommen klar over, at angreb på Egypten ville afstedkomme en meget kraftig reaktion fra Egyptens militær.

I stedet for at pege anklagende på Israel, er det på tide, at det internationale samfund og medierne lægger pres på Egypten og andre arabiske lande, om at hjælpe deres palæstinensiske brødre.

I øvrigt kan nævnes, at Israel alene i de 10 første dage i den seneste krig i sommeren 2014, sendte over 4000 tons korn, 6 millioner liter olie, 12 tons madvarer og 30 lastvognstog med medicin til befolkningen i Gaza. Israel har bla. også bragt i tusindvis af tons beton ind i Gaza gennem årene, og man kan spørge sig selv om, hvad Hamas har brugt denne beton til, nu hvor et omfattende terrortunnelsystem, bygget af estimeret 800.000 tons cement, så dagens lys under krigen. Israels forsyning af Gaza  har i øvrigt været en fast praksis siden 1967, selv under diverse konflikter og angreb fra Gaza, og selvom Israel ikke har noget som sådan med Gaza at gøre. Det ses ikke andre steder i verden, at et land, der er under angreb, hjælper fjenden på denne måde.

Angående omtalte busreklamer, som også handler om, at Israel skulle have taget land fra palæstinenserne – Det er en løgn, der snart er gentaget så mange gange, at den er blevet “sandhed”.

De hårdtprøvede palæstinensere har gentagne gange haft muligheden for at få deres egen stat. Deres ledere har afslået hver gang og forladt forhandlingsbordet. Eksempelvis i Peelkommisionen i 1937, ved Delingsplanen i 1947 og i Camp David i 2000. Hamas i Gaza har i øvrigt som åbent erklæret mål, at udslette Israel. I deres charter står bla. følgende: “Israel vil eksistere og vil fortsætte med at eksistere, indtil Islam har udslettet det, som andre før er blevet udslettet af islam” (fra forordet) Det mål er tilsyneladende større for dem end at sikre ordentlige vilkår for den civile palæstinensiske befolkning. De lever uden demokratiske rettigheder, uden optimal infrastruktur og hospitalsvæsen og oplæres til had mod jøder fra barnsben bla. via BørneTV. Endvidere kan den civile palæstinenser blive henrettet på åben gade på de mest bestialske måder uden rettergang m.m. Udsmidning fra høje huse er bare eet eksempel.

Den israelske regering derimod går ind for demokrati og en tostatsløsning med det rimelige krav, at Israel skal kunne eksistere side om side med en palæstinensisk stat bag sikre grænser. Det med sikkerheden er desværre dybt problematisk. Civile i Israel udsættes kontinuerligt for terrorangreb med bla. raketter, biler som køres direkte ind i folkemængder, knive mv. fra bla. Hamasterrorister. Og så er der alle de angreb som bliver forpurret.

Israelske virksomheder, bla. på Vestbredden, ansætter i stort omfang palæstinensere. De får en langt højre løn og bedre arbejdsvilkår, end de kan få i det palæstinensiske selvstyre. En boycot af Israel er også en boycot af dem og deres familiers indtægtsgrundlag.

Hvorfor skal det eneste demokrati i Mellemøsten iøvrig boycottes, mens man er helt tavs om de omkringliggende landes terrorregimer hvor kvinder, homoseksuelle og anderledes tænkende og troende undertrykkes eller henrettes? Det giver ingen mening.

 

Israel opretholder en blokade af Gaza ja. Men Israels blokade af Gazastriben er i følge FN fuldt lovlig efter international lov, fordi den er et forsøg på at hindre, at der føres våben til Gaza. Eksempelvis raketter, som vil blive affyret ind i Israel mod civile israelere.

Boycot Israel – free Gazagrafittien er absurd og kan i værste fald medvirke til at danne grobund for had og antisemitisme! Det er der alt for meget af alt for mange steder i vort land og det bør have en ende.

Omskæring, bosættelser og busreklamer​ – Er der en sammenhæng?

Af Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab.

Nogle debattører har sammenlignet boykot af varer fra de israelske bosættelsesområder med modstand mod omskæring af drenge. I hvilket omfang kan der tænkes at ligge antisemitisme bag ? Et interessant spørgsmål, synes jeg:

De to emner/situationer har for mig at se enkelte paralleller men væsentlige forskelle:

1. Omskæring. At man er modstander, behøver ikke have noget at gøre med antisemitisme. Der findes tungtvejende saglige grunde. Min holdning er, at jeg ønsker omskæring forbudt på drenge under 18 år. Jeg har ikke mødt nogen, der er imod omskæring af antisemitiske grunde.

2. Busreklamerne/kampagnen. At man er imod bosættelserne og Israels politik på dette område, behøver ikke at have noget at gøre med antisemitisme. Der findes væsentlige saglige grunde. Min holdning her er, at jeg hverken kan forstå Israels politik på dette område eller forsvare bosættelserne. Jeg har desværre mødt en del personer, der er mod bosættelserne af antisemitiske grunde.

Den aktuelle buskampagne fandt jeg ubehagelig og muligvis med antisemitiske undertoner. Det er svært at sige. Meget tyder i hvert tilfælde på, at de, der står bag kampagnen, er mod Israels eksistens. Det er alvorligt at delegitimere et land. Boykot i sig selv er et alvorligt våben, som ofte medfører nød og lidelser for mange uskyldige mennesker, og det rammer her bredt. Ofte vil boykot desuden yderligere øge risikoen for konflikter, og ufred. Samhandel giver medmenneskelig kommunikation.

Jeg er overordnet meget enig i, at vi skal være uhyre påpasselige med at råbe op om antisemitisme og racisme mm. i tide og utide. Det er der alt for mange, der gør i dag. Det stopper den gode og saglige debat øjeblikkelig. Det er et kæmpe problem.

Nærmere om buskampagnen :

Jeg synes ikke, buskampagnen skulle have været fjernet af Movia/ være krævet fjernet,

I praksis var kampagnes budskab at betragte som en total boykot af Israel, for det kan jo ikke adskilles – og så mener jeg som nævnt kampagnen måske havde undertoner af antisemitisme eller jødehad..

Begrundelse:

Det er ikke muligt at specifikt udpege og finde varer fra bosættelsesområderne. Fx ved vi, at mange varer med elektronisk beskyttelse bl.a. i telefoner og computere er produceret og udviklet med dele fra Israel og nærområder. Hvis man er utilfreds med Israels bosættelsespolitik, så kan man jo ikke boykotte varer fra bosættelsesområderne. Man aner ikke, hvad der produceres hvor. Ingen vil vel smide deres Iphones og computere ud, selvom de i de fleste tilfælde vil indeholde israelsk software. Så kampagnen er hul eller har et andet formål. Fordi mange produkter laves af flere komponenter, der stammer fra mange forskellige steder. Det er ikke til at skelne. Israel er så førende på det tekniske område, at vi faktisk ikke kan undvære varer fra dem.

Jeg tror også, at de, der står bag kampagnen, ved, at man ikke kan udskille hvor varerne kommer fra, så jeg tolker at det bagvedliggende budskab er et andet., nemlig: “køb ikke hos jøderne eller fra personer og firmaer, der befinder sig i Israel”. Altså boykot hele landet. Man forsøger at delegitimere Israel.
.
Palæstinensisk Venskabsforening, der står bag kampagnen, har ikke kunnet forklare, hvordan man kan skelne mellem varer fra bosættelsesområder og så varer fra andre steder i Israel.

Så er der det faktum, at kampagnen blev indledt samtidig med, at vi fejrer 70 året fra 2. Verdenskrigs afslutning inkl. Danmarks befrielse, hvor de sidste og ret få overlevende jøder blev hentet i koncentrationslejrene. De fleste, der havde været der, var døde.

Det er logisk, at mange får associationer til dette. Kampagnen er nu afsluttet, fordi en del knyttede forbindelse til en tid, hvor jødernes butiksvinduer blev knust, og der blev malet på døren: ”Køb ikke hos jøder”. Folk, der kender jødernes historie læste derfor buskampagnens budskab som et : ”Køb ikke noget hos jøderne”, og det vækker ubehagelige følelser.

Jeg fik i hvert tilfælde selv den ide, at det bagvedliggende budskab i den aktuelle kampagne var : Køb ikke varer fra Israel. Og det er jo en opfordring til en anti-israelsk boykot. Måske med undertoner af jødehad. Det kan man jo aldrig bevise 100 %.

Had mod jøder stammer fra islamisme

Lene Kattrup er dyrlæge, medlem af Det Etiske Råd og af bestyrelsen for Dansk-Israelsk Selskab. Teksten blev bragt i Kristeligt Dagblad den 10. april 2015.

Birger Lerche foreslår i avisen den 26. marts, at Israel skal stoppe sin besættelse af Palæstina, som han kalder for tyveri af palæstinensisk jord. Der var nu ikke en stat, men der findes et folk, palæstinenserne, som ønsker en ny stat her. Lerche skriver, at hvis Israel blot rømmer alle de områder, som palæstinenserne gør krav på, så vil der komme fred, og jødernes sikkerhed vil blive forbedret.

Jeg mener, det vil resultere i et blodbad.

Kristeligt Dagblad citerede 21. marts tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) for at sige: ” Israel er et meget bange land. Det er der god grund til at være, når man tænker på omgivelserne.” En undersøgelse har vist, at næsten 20 procent af palæstinenserne i Gaza mener, at Islamisk Stat repræsenterer den sande form for islam. Over 50 procent af palæstinenserne i såvel Gaza samt Vestbredden støtter jihadistiske grupper, der ønsker at udslette Israel.

En del af alt dette, herunder hadet mod jøder, stammer fra islamismen, som igen kommer fra en bogstavelig fortolkning af Medina-versene i Koranen samt hadith.

Denne totalitære ideologi vinder frem mange steder, og især i de lande, der omringer Israel.

Israel trak sig ud af Gaza som et forsøg, men på grund af den militære oprustning, terroren og raketterne fyret af ind over Israel – primært fi-nansieret af international nødhjælp – måtte Israel indføre en meget skrap grænsekontrol.

Hvis Gaza blev fredelig, ville denne gradvist kunne lempes.

EGYPTEN TØR HELLER ikke give grænsen til Gaza fri. Det er ikke kun Israel, der ved, at man i Gaza er mere optaget af at opruste militært i stedet for at opbygge civilsamfund samt få gang i landbrug og industri og skabe arbejdspladser.

Hamas, som styrer, ønsker Israel helt væk og kan ikke acceptere sameksistens med jøder, som de også i skolerne lærer børnene at hade.

Hvis Israel stryger grænsekontrollen samt trækker sig ud af alle palæstinensiske områder, vil Israel næppe eksistere på den anden side.

Det er muligt, der herefter vil være fred i området – en fred uden demokrati og frihed – men en slags fred. Prisen vil være for høj, det må også Birger Lerche vel indse, men han mistolker og forsimpler konflikten.

Igen må jeg minde om, hvordan forsøget med Gaza faldt ud. Mod Gaza kan Israel trods alt holde stand ved med nogle års mellemrum at slå tilbage, når det lille område, som Gaza er, har fået anskaffet sig for mange raketter og fyret dem af samt gravet for mange tunneler. Når Israel svarer igen, sker der en afvæbning, og så er der fred i nogle år. Hvis Vestbredden bliver til Gaza, vil det være en anden sag.

Alligevel kan jeg, hvad Vestbredden angår, hverken forstå eller forsvare Israels bosættelsespolitik. Imidlertid bliver vi nødt til at tage grundigt bestik af situationen og ikke undervurdere betydningen af hadet samt totalitære ideologiers destruktive og selvforstærkende kræfter. Jeg synes, det er tankeløst på grænsen til det uforsvarlige at forslå løsninger, der må kunne forudses at udløse et blodbad og højst sandsynligt et lands tilintetgørelse. Enhver logik må tilsige, at dette faktisk er det mest sandsynlige scenarie, når man medtænker hadet og ideologiens kræfter I Israel lever i dag 1,5 million arabere. Et stort flertal af disse ønsker at kunne blive her, fordi de i Israel har et bedre liv med mere frihed og bedre borgerrettigheder, end de ville kunne opnå i noget andet land i denne region. Israel er det eneste demokrati i området, omend ikke et perfekt demokrati.

Der skete fejl på den måde, Israel i sin tid blev oprettet fra det internationale samfunds side, men vi må se på situationen lige nu og desuden medtænke befolkningernes sammensætning og størrelse, der er ændret markant både siden 1948 og 1967.

Personligt tror jeg mere på den løsning, som Søren Harslund skrev om i Kristeligt Dagblad den 29. december baseret på den tidligere israelske premierminister Yitzhak Rabins (1922-1995) forslag.

Adfærden og ytringsfriheden

Debatindlæg af Lene Kattrup, bestyrelsesmedlem i Dansk-Israelsk Selskab. Bragt i Jyllands-Posten den 3. april 2015.

Vold, trusler om vold eller frygten for at blive kaldt for islamofob og racist får os til at ændre adfærd i disse år. Hvis det blot fik os til at tænke os om og blive mere præcise og saglige, kunne det være en fordel. Men vi ser i højere grad to andre tendenser. Nogle personer bliver ubehagelige eller skingre og udtrykker sig kollektivt fordømmende over for muslimer i stedet for at nøjes med at kritisere islam/islams indre eller islamisterne. Andre personer reagerer ved at blive bange og tier af frygt. Begge reaktioner er uheldige.

Vi må forsøge at forstå, hvad det er, de personer, der med vold, trusler om vold eller ved at anbringe etiketter på andre, vil opnå. Erfarne politikere som Birthe Rønn Hornbech og andre tror tilsyneladende, at formålet er at få os til at holde op med at tegne profeten Muhammed. Men personerne i Krudttønden sad jo ikke og tegnede Muhammed, selvom der var en person til stede, der for nogle år siden har tegnet en pæn lille hund som Muhammed. Det var et møde, hvor man skulle diskutere ytringsfriheden. Og jøderne, der var forsamlet i synagogen, havde heller ikke planer om at tegne Muhammed.

I sidste uge var jeg medarrangør af et møde, hvor vi i Dansk-Israelsk Selskab skulle diskutere venstrefløjens forhold til Israel. Vi havde ikke i sinde at tegne Muhammed. Imidlertid kan den slags møder ikke længere holdes uden omfattende sikkerhedsprocedurer. Meget har ændret sig, og jeg må sige til Rønn Hornbech og andre, at vi ikke vil kunne få gamle tiders forsamlingsfrihed tilbage samt mulighed for at holde møder, hvor vi diskuterer religionskritik, ytringsfrihed eller venskab med Israel og jøder mm., hvis vi holder op med at tegne Muhammed satirisk. Det er ønsketænkning, som må være baseret på, at man ikke forstår kernen i problemet.

Indskrænket ret

Formålet med volden og truslerne samt etiketterne er at indskrænke retten til at afholde kritiske debatarrangementer om islam samt at opnå, at alle aktiviteter, der forsvarer Israel eller har jødiske deltagere, bliver vanskelige eller farlige at afholde. Islamismen kan heller ikke acceptere, at den vestlige tradition for kunst og satire, hvor Muhammed som symbol udstilles eller kritiseres, kan fortsætte som nu.

Den pakistansk-canadiske skribent og mediciner med muslimsk baggrund Ali A. Rizvi skrev meget rammende om det i en artikel med titlen ”The Phobia of Being Called Islamophobic” (Huffington Post 28/4 2014):

»When you’re unable to introduce Pakistan-style blasphemy laws in a secular, Western society, you have to find alternative ways to silence those who offend you, right?«

Islamisterne og deres støtter ønsker at få den vestlige, frie, kritiske debat til at forstumme, når debatten udfordrer islams politiske indhold og islams autoritet samt magt i samfundet. Hvis de ikke kan få indført effektive love via demokratiet, bruges andre metoder som vold og trusler, eller der placeres ubehagelige mærkater på folk, såsom islamofob eller racist.

Debatten kan opleves krænkende. Men i et demokrati skal krænkelser modsiges verbalt i åben diskussion eller blot tåles med et skuldertræk, hvis man synes, at diskussion er umulig eller nytteløs. Eneste undtagelse er, hvis arrangementet eller ytringen f.eks. var injurierende eller på anden måde ulovlig efter landets sekulære love, hvor man kan henvende sig til domstolen, hvis man ønsker det. Personer, der ikke respekterer disse spilleregler, forsøger at indskrænke demokratiet. Det lykkes desværre i nogen grad. Vi bliver nødt til fortsat at turde udfordre og diskutere alle emner, idéer og opfattelser, herunder religion. Men vi skal naturligvis heller ikke reagere overdrevet, usagligt eller skingert. I øjeblikket må mange debatarrangementer have politibeskyttelse. For vores børns skyld må vi se at få dette ændret.