Europa

Terror glorificeres

Af Jette Plesner Dali, bestyrelsesmedlem

Sammen med kunstnergruppen TOETT planlægger Teater Sort Hvid en udstilling om martyrer, et såkaldt “Martyrmuseum”. Blandt de udstillede martyrer vil man blandt andet blive præsenteret for terroristerne Khalid og Ibrahim Bakraoui, som den 22. marts ved en selvmordsaktion i Bruxelles Lufthavn dræbte 17 uskyldige mennesker. En handske, som menes at have skjult selvudløseren til en af bomberne, vil også kunne ses på udstillingen.

“I Danmark har vi svært ved at forestille os at gå i døden for noget som helst. At flyve ind i Twin Towers, skyde mennesker på Bataclan og sprænge sig selv i luften i troen på en bedre verden. Derfor åbner vi et museum, hvor disse indgår i udstillingen”, lyder det fra Ida Grarup, kunstnergruppen TOETT.

Vores forestilling om terrorister skal korrigeres

Christian Lollike, kunstnerisk direktør på teater Sort Hvid kalder selv udstillingen for et væsentligt værk, der “vender vores forestilling om rigtigt og forkert på hovedet, og som tvinger os til at forstå og forholde os til motiverne bag martyrier”.

Med andre ord: Arrangørerne ønsker at vi skal lære at “forstå” terrorister, som rettelig burde kaldes det, de er, nemlig massemordere.

Arrangørerne har ikke haft svært ved at finde opbakning til projektet. Udstillingen, der åbner 26. marts i Kødbyen i København, får solid økonomisk støtte på 9. mio. kr fra Københavns Kommune, Villumfonden, Lokale og Anlægsfonden og Realdania.

I skyggen af terror

I Israel, som den 14. maj har fejret landets oprettelse for 68 år siden, kender man kun alt for godt til terror og glorificeringen af terrorister, på arabisk ” shahids”.

Mahmoud Abbas, leder af Fatah, hædrer gerne fængslede terrorister ved at oplæse deres navne på palæstinensisk tv. Døde terrorister hædres ved, at gader og pladser navngives efter dem, og deres familier støttes økonomisk.

Den 18. april udførte Abd Al-Hamid Abu Sorour, 19-årig Hamas terrorist, en selvmordsaktion ved at placere en bombe i en bus i det sydøstlige Jerusalem. 21 personer blev såret ved angrebet.

Terroristen døde få dage senere døde af sine kvæstelser.

Han blev ved den lejlighed hyldet og velsignet på Fatah’s officielle Facebook side, hvor man den 21. april 2016 kunne læse følgende:

” #Martyrdom (Shahada)_unites_us

#Martyr (Shahid)_Yasser_Araftas_bloc

In the name of All Merciful Allah, (Allah) the Supreme said: “And never think of those who have been killed in the cause of Allah as dead. Rather they are alive with their Lord, receiving provision” (Sura 3:169, Sahih International) Great truth of God.”

Angrebet i Jerusalem fulgte i kølvandet på seks måneders palæstinensisk terror mod uskyldige civile israelere. Siden september 2015 har der været 2.200 angreb. Terroristerne skader ofrene ved at køre ind i dem med bil, nogle gange enkeltpersoner, andre gange grupper af ventende, f. eks. ved et busstoppested. Andre gange bruges skydevåben. Rigtig mange overfald er knivoverfald.

Det er til nu lykkedes terroristerne at dræbe 35 israelere og såre omkring 400.

Terror hyldes og belønnes

Ingen går fri, hverken børn eller gravide. Undervisningen sker blandt andet ved hjælp af plancher, men også ved direkte undervisning af palæstinensiske børn og unge i, hvordan man myrder jøder med kniv.

Terroristerne forsikres om, at Allah vil belønne dem i rigt mål. Familier, som har ofret en “martyr” i en højere sags tjeneste, belønnes økonomisk. Også fængslede terrorister støttes økonomisk af det palæstinensiske selvstyre.

Denne praksis har medført betydelig kritik fra medlemmer af Europa Parlamentet. Holland, Storbritannien og Tyskland, der i mange år har støttet de palæstinensiske myndigheder økonimsk, har forlangt at få indsigt i, hvad donationerne bruges til.

Indirekte støtte til terror

Af frygt for at miste støtten på over en milliard dollars, som det palæstinensiske selvstyre årligt modtager fra EU og USA, har man nedlagt ministeriet, som indtil da havde stået for betaling af lønninger til fængslede terrorister.

Officielt er det nu en særlig PLO-kommission, som er ansvarlig for dette. I virkeligheden er det tilsyneladende lykkedes de palæstinensiske myndigheder at snyde donorlandene.

Det skriver direktøren for Palestinian Media Wathch i en speciel rapport 27. april 2016. Man har fulgt pengeoverførsler foretaget i årene 2012 – 2015.

I 2015 – efter at man havde forsikret donorlandene om, at man ikke længere udbetalte løn til terrorister, og efter at man havde nedlagt ministeriet, som tidligere havde stået for dette – overførte man mere end det dobbelte af, hvad man ellers havde overført til PLO i de foregående år.

De ekstra penge, som PLO modtog i 2015, svarer ifølge rapporten nøjagtig til det beløb PLO behø vede for at kunne betale løn til terroristerne.

Terror skal bekæmpes, ikke forstås

For venner af Israel og tilhængere af demokrati må det vække bekymring, at “forståelse” for terrorister nu breder sig til Danmark. I stedet bør vi huske det 3-årige barn, som stod blandt døde og sårede i Bruxelles lufthavn og kaldte på sin mor.

Vi må heller ikke glemme Leopold Hecht, en 21-årig amerikansk jurastuderende, som lå døende på gaden foran Metroen i Bruxelles, mens han forsøgte at løfte armen som en sidste bøn om hjælp.

Drab på uskyldige civile er ondt og skal bekæmpes. Ikke forstås. Havde man udvist samme “forståelse” for Hitler, ville Europakortet have set ganske anderledes ud.

Når udstillingen “Martyrmuseum” åbner den 26. maj, sker det på et bagtæppe af ekstrem vold: Jøder, kristne og andre minoriteter chikaneres, forfølges og myrdes i stor stil.

I Syrien, Irak og Israel. I Gaza og på Vestbredden. Og nu også i Europa.

Det er ofrene for terror, som er de sande martyrer. Ikke terroristerne.

Europas dæmoner

Debatindlæg bragt i Berlingske Tidende den 1. maj 2004:

KULTURPSYKOLOGI. Den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at kritisere USA og Israels gøren og laden.

Af Bent Blüdnikow

Et stigende antal amerikanske, israelske og såmænd også europæiske iagttagere ser med bekymring og undren på Europa. Den udløsende faktor var de chokerende meningsmålinger, der i slutningen af 2003 viste, at europæerne mener, at USA og Israel er de største trusler mod verdensfreden. Værre end Osama bin Laden og en hel hærskare af muslimske fundamentalister.

Den slags holdninger kommer ikke ud af det blå, og kommentatorer peger på, at den daglige nyhedsstrøm om USAs og Israels »onde« handlinger som en logisk konsekvens har ført til den slags synspunkter. Der peges desuden på, at den europæiske meningsdannelse befinder sig i et klaustrofobisk rum, hvor europæiske medier ikke ser selvransagende på kontinentets lidet flatterende fortid i kampen for demokrati og menneskerettigheder, men kun synes at have øje for USA og Israels gøren og laden.

Jerusalem Posts redaktør Bret Stephens følger i ugentlige kommentarer måbende de europæiske holdninger og medier. Da millioner af europæere marcherede mod krigen i Irak, holdt de plakater op, hvor nazisme og zionisme blev ligestillet. Det viste klart, siger Stephens, at Europa har sine problemer med Israel: »Det fremstilles, som om det er Sharons politik, der giver problemerne. Men var Europa egentlig mere sympatisk indstillet før Sharon? I 1975 holdt Ugandas præsident Ida Amin en tale til FNs generalforsamling, hvor han krævede »Israels udslettelse«. Efter talen blev han varmt hyldet af generalsekretær Kurt Waldheim, som senere blev valgt til Østrigs præsident med en jordskredssejr (…)

Den negative indstilling til Israel er udbredt i Europa. Den er resultatet af, hvad europæerne ser på TV, hører i radioen og læser i medierne. Og hvad de ser, læser og hører, er dette: At Israel er uhæmmet aggressiv mod de forsvarsløse palæstinensere, og at palæstinensisk terror blot er et svar på israelsk undertrykkelse – og ikke omvendt«. Stephens konkluderer: »Amerika har ikke opnået sin verdensposition uden forudseenhed og offervilje. Og Europa er blevet sejlet agterud, fordi det har vist svaghed over for nådesløse ideologier, har mishandlet økonomien og med iver ladet Washington bære forsvarets byrder«.

Den skarpe kommentator Mark Steyn lader sin velskrivende pen lyse i bl.a. tidsskriftet Spectator. Han skriver i sidste nummer: »Hvem der så end indspillede Osama bin Ladens sidste kassettebånd, så udviser de en snedig forståelse af den politiske situation. Nemlig ved at tilbyde en våbenhvile til ethvert europæisk land, der vil tage afstand fra USA. (…) Selv om mange kommentatorer ser tilbuddet som et svaghedstegn fra al-Qaedas side, så viser det i virkeligheden blot, hvor smarte jihad-drengene er (…) Som Blair sagde i sin tale til Kongressen, så er Europas politiske kultur indrettet på kompromis. Al-Qaedas PR-afdeling forsøger blot at tale til europæerne på et sprog, de forstår.« Den ondskabsfulde Mark Steyn har givet sin artikel titlen: »Bush må redde Europa«.

En af efterkrigstidens store politiske kommentatorer er chefredaktøren for det tyske blad Die Zeit, Josef Joffe. I det amerikanske tidsskrift Commentary har han skrevet en besk artikel med titlen »Europas dæmoner«. Han tegner et billede af et hyklerisk Europa, hvor anti-amerikanisme og anti-israelisme nu er blevet hverdagskost. Og uden at europæerne selv kan se, hvor snæversynet og hvor lidt selvkritisk kontinentet er blevet. Informationsstrømmen er forvrænget, og mens de europæiske medier ikke har synlig interesse for folkedrabet i Sudan, Kinas massemord på egne borgere og tibetanere eller Nordkoreas sultende millioner, så indtager Israel og USA en central plads i en dæmoniseringskampagne, skriver Josef Joffe. Og han fortsætter:

»Europa hylder civil magt og internationale institutioner. Europa praler med at have overvundet krigens primitivitet til fordel for kompromis, samarbejde og institutionalisering. Det har indgivet kontinentet en følelse af moralsk overlegenhed og en lede ved USA og Israel, som gennem de sidste 50 år har grebet til magt oftere end nogen andre vestlige lande (…) Intet europæisk land er blevet angrebet siden 1945. Det er derfor ikke underligt, at Europas militære instinkt er sygnet hen ved udsigten til en tilsyneladende endeløs fred. Det er derfor ikke mærkeligt, at de foragter Israel og USA som Vestens ryggesløse børn.«

Det forhadte USA er det samme land, der har reddet Europa en lang række gange fra egne dæmoner og fanatikere i det 20. århundrede, påpeges det. Alligevel synes taknemligheden mod USA ikke at være fremtrædende. I David Frums og Richard Perles bog »An End to Evil«, der netop er udkommet, tager de to neo-konservative (uha, uha – atter et bandeord i europæisk presse) beslutningstagere Europa under behandling. De noterer, at europæisk presse ikke holder sig tilbage med løgne og forvrængede historier om amerikansk brutalitet: »Den europæiske presses fjendtlighed havde sin effekt på den offentlige mening (…) Effekten begyndte at vise sig i løbet af 2002. Et bekymrende antal af vore NATO-allierede indtog den holdning, at vi efter sejren i Afghanistan skulle have erklæret sejr og være draget hjem. I disse lunkne allieredes hjerter skulle vi have nøjedes med at drive al-Qaeda ud af Afghanistan og så være rejst. De nægtede at være sammen med os i presset på Irak, Iran og Nordkorea. De viste en forbløffende mangel på nysgerrighed, hvad angik terrorforbindelser til Saudi-Arabien og andre arabiske stater. Hvis vi havde lyttet til Europa, så havde den eneste stat i Mellemøsten, der var blevet udsat for pression, været Israel«.

Hvorfor hader de os så intenst, spørger forfatterne og svarer selv: »USA brugte milliarder af dollar på Europa gennem et halvt århundrede, og det var uundgåeligt, at mange europæere hadede det. De hader USAs generøsitet, og de nærer modvilje mod deres eget behov for hjælp. For den slags mennesker var Sovjetunionens kollaps en frihedens stund. For nu kunne kontinentet omsider blive fri for USA og den afskyelige taknemligheds byrde.«

Josef Joffe er inde på samme forklaringsmekanisme i sin artikel i Commentary om anti-israelisme og den nye anti-semitisme: »Europa vil aldrig tilgive jøderne Ausch-witz«, skriver han. For jødernes skæbne under Holocaust minder dem ustandselig om deres eget svigt. Derfor har man i Europa travlt med at dæmonisere Israel og sammenligne dets handlinger med nazisterne, for deri ligger befrielsen for skyldfølelsen.

Eller måske er forklaringen langt mere banal, som kommentatoren William Safire gang på gang har skrevet i New York Times. Nemlig at europæerne simpelthen er til at købe. De er dybt involverede i handel med og bestikkelsespenge fra den arabiske verden. Den nyeste skandale er, at FNs »olie for mad«-program viser, at ledende kredse i Europa og FN modtog Saddam Husseins bestikkelsespenge. Men den europæiske presse skriver forbløffende lidt om det.

Bent Blüdnikow
[email protected]